I flere år har det stået klart, at religion i Vesten i større og større grad synes at blive overtaget af en anden form for stammetænkning. Størst har tendensen naturligvis været i USA, hvor tilslutningen til kristendommen er faldet, mens politiske tilhørsforhold er blevet mere og mere styrket. I nogle år har nationen samlet sig i hver sin uforsonlige yderfløj med samme fanatiske foragt for hinanden, som man historisk set har fundet det mellem protestanter og katolikker eller shia- og sunnimuslimer. Partipolitiske ideologier er blevet fløjenes evangelier. Det har drevet en kile ned gennem familie, venskaber og samfund, hvor alt andet synes at blive af sekundær betydning. En underdrivelse er det at kalde de år destruktive og ikke kun i USA. Er de forbi? Er det så småt ved at gå op for vestlige vælgere, at der er en grænse for, hvor sekterisk og opsplittende vi ønsker at blive? Tiden kalder – med et ord hentet fra sociologien – på en affortryllelse af den politiske sfære.
JULEDAGENE var engang en tid, hvor medierne kørte på lavt blus. Der skulle være nogle få dage hvert år, hvor alle lagde deres uenigheder til side og samledes om noget større. Politik er en fattig erstatning for den ånd, man kan finde i familieselskaber med mad, vin, dans, sang, fortællinger, film, spil og samtaler. Skønt den digitale og æterbårne nyhedsstrøm aldrig holder fri, er det stadig sådan, at enkelte dagblade undlader at udkomme første juledag. Den avis, De er i færd med at læse, er naturligvis ikke totalt ubesmittet af aktuelle begivenheder; så puritansk frakoblet virkelighedens anliggender er vi trods alt heller ikke. Men den er som altid i dagene før jul smækfuld af artikler, quizzer, opskrifter, essay, anmeldelser og tilsvarende sansemættet stof møntet på anden adspredelse og fordybelse. Det er mere end blot et selvpålagt moratorium, vi opretholder i respekt for helligdagene. Det er tvunget af omstændighederne. Den politiske debat nærmer sig efter regeringsdannelsen hastigt det absolutte nulpunkt. I Folketinget bevæger molekylerne sig i velsignelsesrig sneglefart.
TRÆDER det politiske til side for tiden, skyldes det selvfølgelig også, at politikerne efter flere måneders valgkamp og regeringsdannelse har brug for et par dage, hvor de kan genoptage den anden halvdel af deres liv. Vi andre har det på samme vis. Men juleroen stikker dybere. Samlingsregeringen er et forsøg på at stifte fred mellem de to traditionelt uforenelige blokke, og medfører det sine egne alvorlige problemer, som vi tidligere har udtrykt på denne plads – utopisk at tro, at man helt kan afskaffe politik – er det et kærkomment udtryk for en afkøling af de sidste mange års heftige følelser. I den forstand følger Danmark samme tendens, som ses i USA, Storbritannien og Tyskland: I Rishi Sunak har briterne fået en mere stabil og hæderlig type end den højspændte forgænger, og i Olaf Scholz kan tyskerne næppe siges at have bragt en folkeforfører til magten. Midtvejsvalget i USA tyder ligeledes på et mere tempereret klima. Præsident Joe Biden bærer utvivlsomt noget af ansvaret. Det er vanskeligt at blive rigtig sur på denne godmodige, let snøvlende herre.
DET er i den forstand besindelsens vej, vi er slået ind på, og den kommer som følge af det chok, krigen i Ukraine har ført med sig, og af de kolde stuer, høje priser og atomkrigsbekymringer, som er fulgt i kølvandet. Vi har i den vestlige verden genopdaget, at der findes stater, der er langt mere uenige med os, end vi nogensinde er i stand til at blive med hinanden. De har livligt botaniseret i de seneste års fortvivlende polarisering og betragtet det som en stadig dybere svækkelse, de ingen planer har haft om at standse. De ser ikke med varme følelser på den vestlige verdens fortsatte opretholdelse. De ønsker en anden verdensorden. I regimerne i Kina og Rusland er det politiske ikke blot noget, man kan skændes om. Den strid er afgjort. Det politiske er det, der i højere og højere grad kvæler den enkelte borgers handlefrihed. Vi har noget at værne om i Vesten, uenighederne til trods.
POLITISKE magtbestræbelser var også det, der satte den nytestamentlige julehistorie i gang. Er beskrivelsen, som vi finder den i Lukas- og Matthæusevangeliet og den kristne tradition, sand? Det må stå enhver frit for at tro. Det vigtige er, at den har noget sandt at fortælle: Kejser Augustus vil have styr på samtlige borgere i Romerriget, så han kan inddrive skatter af dem. Det tvinger en ung, højgravid kvinde og hendes mand afsted fra Nazaret til Betlehem for at lade sig indskrive som undersåtter. Afvist af et herberg må hun føde i en stald; enhver, der har opholdt sig i de bjergområder, ved, hvor iskoldt det kan være på den tid.
I disse fortættede dage opstår en fortælling som ingen anden og så ladet med betydning. Et nødlidende par blandt husdyr og hyrder, de første til at se barnet. Messias fødes så langt fra kejser Augustus’ rigdom og vælde, som tænkes kan. Derfra begynder den lille families hastige udvandring til Egypten, væk fra kong Herodes, som vil tage livet af »jødernes nyfødte konge«, før han kan true herskerens position.
BAGGRUNDEN for den vestlige civilisation finder man i historien om disse vinterdage for et par tusinde år siden, hvor en fattig familie er fastholdt i spændet mellem statslig underkuelse, forhutlet fødsel og vild flugt. Her ses et barn, sårbart, strålende og håbefuldt. Og nemt at knuse. Det er denne funklende klare, afmægtige skrøbelighed, vi fejrer juleaften. Som flammen i de stearinlys, vi pynter juletræet med. Frelsen er ikke hinsidig. Den er bogstavelig, og den er også vores egen. Derfor lægger vi låg på stridighederne og griber ud efter hinandens hænder for en stund. Og derfor tager vi fri fra magtens hjemsted et par dage. Før det går løs igen. Glædelig jul.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
