Den første jul jeg var sammen med min kæreste, købte jeg et spejlreflekskamera til ham i gave. Det kostede 3.000 kroner, og jeg vidste godt, at det var langt dyrere, end hvad han ville give mig, men jeg var ligeglad. Han skulle have det kamera.
»Tænk også på de penge, du har sparet i alle de år, hvor du ikke havde en kæreste at give julegaver,« sagde min snusfornuftige veninde, og købet var retfærdiggjort. Flere års opsparet kærestejulegavebudget blev brændt af i ét hug.
Men da han åbnede gaven et par dage inden jul, var det panik og ikke glæde, jeg kunne spore i hans ansigt.
»Nej,« sagde han. »Det har du ikke gjort.«
Men jo, det havde jeg, og det var faktisk alt for meget. Selvom han endte med at få stor glæde af kameraet, havde jeg stadig bragt ham i forlegenhed, og det var sådan set ikke det, jeg ønskede at opnå.
Det kan man så tænke over, hvis man går og bakser med et gavebudget, der er blevet heftigt beskåret af inflation og energipriser: at de dyre gaver ikke altid er de bedste. Ifølge en undersøgelse fra Danske Bank vil danskerne bruge 500 kroner mindre på julegaver i år, men det er stadig store summer, der brændes af i gaveræset. Og vil de så overhovedet bringe lykke?
Gaver er spild af penge, mener økonom Joel Waldfogel, manden bag bogen Scroogenomics, der udkom i 2009. Den hævder, at amerikanerne spilder 85 milliarder dollar hver jul, fordi mange gaver får mindre værdi for modtageren end det beløb, giveren har betalt. Det er simpelthen for svært at vælge noget til en anden, som rammer personens præferencer i så høj grad, at gavens værdi stiger, når den lander i modtagerens hænder. I den ideelle situation ville det rette kaffekrus til en halvtredser blive værdsat som musselmalet porcelæn. Men, skriver Waldfogel: »Det er mere sandsynligt, at gaven vil stille modtageren værre, end hvis hun havde foretaget sit eget forbrugsvalg for det samme beløb.«
I julen 2015 fik 15 procent af europæerne en eller flere julegaver, de ikke brød sig om, ifølge en international forbrugerundersøgelse fra den hollandske bank ING. Over halvdelen af dem beholdt uønskede gaver, men 25 procent endte med at give en eller flere gaver videre. 14 procent solgte gaver, og 11 procent havde forsøgt at bytte i butikken. 5 procent havde givet en gave tilbage til giveren. Holder man det sammen med, at 42 procent føler sig tvunget til at bruge penge ved juletid, og at 70 procent mener, julen handler for meget om penge, så kunne Waldfogel godt have en pointe.
»Men den rent økonomiske vurdering af det, han kalder 'julens dødvægt', er for overfladisk og overser alle de funktioner, gaven udfylder for os,« siger Russell Belk, der forsker i marketing og forbrugeradfærd ved Schulich School of Business, York University, og desuden er marketingchef for Kraft Foods i Canada.
Siden 1970erne har han forsket i gavegivning og lavet feltarbejde blandt usentimentale collegestuderende, nyrige amerikanere og formelle japanere. I modsætning til Waldfogel ser han ikke på gavernes økonomiske værdi, men på, hvordan de påvirker relationer. Når for eksempel en sweater gives væk i gave, knyttes der en ny betydning til den, siger Russell Belk:
»Waldfogel overser, at gaver fungerer som kommunikation. De er med til at etablere og fastholde sociale bånd.«
Men også i følelsesmæssig forstand viser gaverne sig ofte at være en underskudsforretning. Groft sagt er gaver forventninger i pæn indpakning, og derfor tilslutter Russell Belk sig i sidste ende Waldfogels juleskepsis: Gaver skuffer ofte, fordi vi misforstår giverens budskab.
»Når det går galt, kan de endda være med til at afslutte relationer.«
En magisk sovepose
Der findes kun én, der giver gaver uden at forvente noget til gengæld. Det er julemanden. Og måske er det netop derfor, vi har opfundet ham – for at lette byrden af gengældelse fra de små børns skuldre og værne om det skær af magi, der hviler over veludført gavegivning. I hvert fald har mange kulturer indført en »hemmelig, magisk gavegiver«, der skjuler gavegivningens sande natur for de intetanende børn.
De voksne må forholde sig til den virkelighed, at man aldrig kan få uden også at give.
»Gavegivning foregiver ofte at være ren i hjertet – 'her er en gave fra mig til dig, helt uden forventninger'. Men der er altid en forventning om at få noget igen,« understreger Russell Belk.
Helst skal to parter give hinanden gaver af omtrent samme værdi. Men det kan vi ikke tale åbent om, for så forsvinder magien, og der er ikke længere tale om gavegivning, men om byttehandel.
Grænsen mellem de to ting ser ud til at flytte sig – hvor det tidligere var dårlig stil at ønske sig penge, kan man i dag godt give gavekort eller tilskud til store projekter, og man kan oprette ønskelister med direkte links, så ingen kan være i tvivl om, hvilken farve og størrelse T-shirten skal have for at vække glæde juleaften.
»I den forstand bliver gavens gennemsigtighed større,« pointerer Russell Belk, og det gør jo opgaven en del nemmere.
Men det er netop det usagte, der gør gaven til et troværdigt symbol på, hvor godt en giver kender sin modtager.
»Den perfekte gave er jo, at en af dine nærmeste har kigget dybt ind i dit hjerte og fundet en gave, som du virkelig elsker, men som du ikke engang selv vidste, at du drømte om,« siger Russell Belk.
»Den forestilling dyrker vi nok stadig. Vi vil gerne have, at andre demonstrerer, hvor godt de kender os, gennem det, de giver os. Og vi vil gerne opnå noget mere end proformagaver, hvor vi altid udveksler en bog, og det er blevet gennemskuelig rutine. Der er et magisk element ved gaver, som vi meget gerne vil opleve.«
– Hvor ofte sker det så?
»Meget sjældent, hvis nogensinde. Men ikke desto mindre er det idealet.«
Et af de sjældne tilfælde er dokumenteret i en forskningsartikel fra 1999, der undersøger, hvordan gaver påvirker relationer. Tre amerikanske marketingforskere udførte timelange interviews med 16 respondenter, og en kvinde fortæller, hvordan hendes kæreste en dag overraskede hende ved at stå midt i stuen, lynet ind i en sovepose.
»Den er til dig,« sagde han, og så var kvindens lykke gjort, for som hun senere forklarede til forskerne:
»Du giver jo ikke nogen en sovepose, hvis du ikke har tænkt dig at tage på camping med dem. Så det var et af de første tegn på, at det var et længere, meningsfuldt parforhold.«
Nogle gange lykkes det altså – modtageren forstår det budskab, giveren vil sende med gaven, og så er en sovepose ikke længere bare en sovepose, men en manifestation af et bånd mellem mennesker.
Dårlige gaver betyder til gengæld, at modtagerne føler, de ikke bliver set. I studiet møder man også kvinden, der bliver ved med at få grimme sweatre af sin svigermor – »selv efter syv års ægteskab har hun ingen fornemmelse for, hvem jeg er« – og manden, der modtager tørret frugt med posten fra sin søster hver jul – »jeg er nok lidt forbitret over det uden helt at vide hvorfor. Jeg bryder mig ikke om tørret frugt«.
Og så er der Cara, der hverken fik lykønskning eller gave fra sin mand, da hun fyldte 40.
»Jeg indså, at han ikke ændrer sig. Han er bare ikke særlig god til at give gaver,« forklarer hun, »så jeg prøver ikke at forvente noget. Jeg prøver at være en smule mere realistisk omkring fødselsdage«.
Mens Cara vender situationen indad, så får dårlige gaver andre til at tvivle på samhørigheden med deres romantiske partner. I et eksperimentelt studie fra 2008 skulle kærestepar udvælge de gavekort, de ville blive mest og mindst glade for, og samtidig vælge et til partneren. Derefter fik de at vide, at deres kæreste netop havde valgt det mindst foretrukne gavekort til dem, så forskerne kunne observere reaktionen. Den dårlige gave fik mændene til at føle, de havde mindre tilfælles med deres kæreste, og de fik et mere negativt syn på forholdets fremtid.
Hellere en halv blender
Så hvordan undgår man at underminere sit parforhold med en dårlig gave?
Det er et paradoks, at det ifølge nyere forskning netop er de romantiske forestillinger om gavens magi, der kan få giveren til at vælge det forkerte i butikken. Forbrugerpsykolog Julian Givi fra West Virginia University studerer gavegiveres fejltagelser, og i sin forskningsgennemgang når han frem til, at vi som givere overvurderer det øjeblik, hvor gaven overrækkes. Derfor prioriterer vi wow-faktor og overraskelsesmoment. Det er blandt andet belyst i en serie på fem eksperimenter. Men i virkeligheden betyder det mere for modtageren, om gaven er anvendelig. Det må godt være noget fra ønskelisten og hellere én gave i god kvalitet end tre mellemvarer. Gaven behøver heller ikke at være fuldendt. Et studie bruger en blender som eksempel – giveren vil helst forære en hel blender bort, om den så er i mellemkvalitet, mens modtageren faktisk foretrækker et tilskud til en blender af prima kvalitet i stedet. Det er mindre imponerende at overrække, men mere brugbart på sigt. Givere tror også, det er uacceptabelt at genbruge en gaveidé, men modtagere vil faktisk gerne have det samme som sidste år.
Studierne belyser, at vi ofte er ret selvoptagede, når vi giver gaver: Godt nok vil man gøre modtageren glad, men man vil i lige så høj grad demonstrere sin egen generøsitet og imponere omgivelserne.
Derfor tænker gavegivere også på, hvad den gave, de giver, siger om dem selv. I et helt nyt studie i decemberudgaven af European Journal of Marketing viser Julian Givi, at vi giver dyrere gaver til rige mennesker, fordi vi vil signalere vores egen økonomiske formåen – og samtidig regner med, at de velhavende har dyr smag.
Andre gange er det med vilje, at vi ikke giver den gave, der ellers ville vække størst lykke. For eksempel viger de fleste tilbage fra at give de vinglas, de selv har, til andre, for så kommer deres egne ejendele til at fremstå mindre unikke. Vi har heller ikke lyst til at give gaver, der strider imod vores egne værdier, selvom vi ved, at modtageren vil blive glad – vegetarer giver ikke gavekort til bøfrestauranter, og Brøndby-fans forærer ikke FCK-merchandise væk.
»Jeg arbejdede en overgang i Utah, og en af mine kollegers søn var prepper og samlede mad, våben og medicin til en kommende katastrofe,« fortæller Russell Belk.
»Da han så skulle giftes, stod der rifler, patroner og andre ting på ønskelisten, man ikke normalt ville tænke på som bryllupsgaver. Så stod de med valget om at anerkende preppertilgangen ved at give noget fra ønskelisten eller misbillige det ved at vælge noget helt andet.«
Eksemplet viser også, siger han, at en ønskeliste afslører, hvem man er. Og kan man så overhovedet lide det menneske, der aftegner sig? På den måde er gavegivning også en proces, hvor to parter gradvis lærer hinanden at kende og med årene skyder sig ind på, hvad der skal til for at gøre den anden glad. Sådan går det i parforhold, optimalt set.
I sin forskning har Russell Belk trukket tråde fra starten af 1900-tallet, hvor mænd kurtiserede kvinder med små gaver, over den moderne amerikanske datingkultur med dinner and a movie til nutidens Tinder- og onlinedating.
I 90erne lavede han feltarbejde blandt amerikanske universitetsstuderende. I et forholds begyndelse gav de gaver for at få noget igen, om det så var sex, kærlighed eller noget tredje, og det var de ret åbne omkring. I dag mener han ikke, at gaver spiller nogen stor rolle i de indledende faser. Der er ikke lige så meget på spil ved den første Tinder-date, som hvis man var på første date med den studiekammerat, man har kigget efter i månedsvis, og derfor ikke så meget investeret. Egentlige gaver udtrykker en grad af forpligtelse over for hinanden, der først gør dem relevante, når forholdet er veletableret.
Og så vil det nok stadig gå, som det gjorde for de universitetsstuderende i 90erne:
»Senere i forholdet fik gaver en mere social funktion. De gav for at lære noget om deres partner og udtrykke, hvad de selv følte,« fortæller Russell Belk.
»Og så nåede nogle af dem et stadie, som vi kalder agapisk kærlighed, hvor de gav udelukkende for at gøre den anden glad. Det betød ikke noget, hvad de måtte ofre for det, de ville simpelthen bare bringe den anden glæde.«
Og måske er det heller ikke så svært: Faktisk viser endnu et af Julian Givis studier, at vi tror, vi står helt alene med den indsigt, at det er tanken, der tæller, mens alle andre dømmer julegaver efter, hvad der er størst og dyrest. Men det er ikke tilfældet: De fleste vurderer gaver på hensigten og ikke de ydre kvaliteter. Så jeg kan roligt give min kæreste en uldundertrøje i år.
