Der synes at hvile en forbandelse over regeringens lancering af den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, eller også er der bare tale om uheldige sammentræf. Da regeringen i sommer i første omgang havde planlagt at præsentere strategien, stod talebanerne pludselig ved porten til Kabul. Nu, hvor strategien endelig lanceres, er Danmark lidt forpjusket i gang med at trække sine soldater hjem fra Mali.

Uanset er regeringen ikke sådan at slå ud: »Vi skal turde lægge hånden på kogepladen,« sagde statsminister Mette Frederiksen på det pressemøde, der blev afholdt om strategien mandag i denne uge på Marienborg. Hun var flankeret af udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen.