Kommentar. Hvis Jakob Ellemann-Jensen var et dyr, ville han bruge selvudslettelse som overlevelsesstrategi.

Tudsefisk-syndromet

Dybt under overfladen, så langt nede, at solens stråler ikke trænger igennem, lever en af naturens grimmeste skabninger: Deep sea angler fish, eller på dansk tudsefisken. Den er et mysterium for biologer, for hannen opfører sig sådan her: Under parring bider han sig fast i den meget større hun og smelter bogstaveligt talt sammen med hende. Gradvist nedbrydes hans øjne, finner og indre organer, alt undtagen det sædproducerende system, indtil han til sidst er fuldt indoptaget og koblet op på hendes kredsløb. Han får flydende ernæring, hun får en medgørlig ægtemand.

Det politiske tudsefisk-syndrom, eller i hvert fald forspillet til det, er under opførsel i disse uger. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen overvejer angiveligt fordelene ved at danne regering med Mette Frederiksen og dermed indgå i en lige så selvudslettende symbiose med en langt overlegen partner. Også Søren Pape Poulsen har åbnet for at overveje en regering med socialdemokrater, men hvad sådan en regering skulle være løsningen på er svært at se.

Med en omskrivning af Barbara Bertelsens berygtede corona-opsang: Selvudslettelse er ikke en strategi. I hvert fald ikke en langsigtet en.

Det borgerlige argument for en midterregering er i store træk, at det er »bedst for Danmark,« hvad det så end betyder. Hvis de mener, at de borgerlige bør stemme ja til mere socialdemokratisk politik, står det dem jo frit for også i opposition.

Det andet og nok mere sandfærdige argument er, at der efter folketingsvalget ikke findes et borgerligt alternativ. Det må alle der (stadig) har øjne i hovedet give Jakob Ellemann ret i, men han mangler at forklare, hvorfor han så ikke bliver hjemme og går i gang med genopbygningen.

Venstres problem er ikke, at de har tabt, men at de nægter at indse det. Partiet har fortrængt hvert eneste nederlag, de har akkumuleret siden de tabte til Helle Thorning-Schmidt i 2011.

Da Lars Løkke Rasmussen, dengang formand for Venstre, tabte i 2011, udnævnte Søren Pind ham alligevel til Danmarks »moralske statsminister«, fordi partiet gik ét mandat frem. Da Venstre mistede 13 mandater i 2015, vandt de samtidig regeringsmagten tilbage – selvransagelsen udskudt igen – og da Lars Løkke tabte til Mette Frederiksen i 2019, gik Venstre frem med ni mandater. Nu er Venstre stort set halveret, har mistet 20 mandater og straks overvejer man at belønne sig selv med nogle ministerposter. Valgets tale er tvetunget for det parti: Venstre vinder, hver gang de taber.

Vil de borgerlige endelig lære noget af Socialdemokraterne, kan de se på den transformerende effekt, det havde at være i opposition fra 2001-2011. Det var ikke kønt at overvære, mens det stod på, men se hvad der kom ud af det: Først granatchok, så en famlen rundt i udlændingepolitikken, så en begyndende strømlining primært fra toppen, der gik ud på at sige ja til stort set alle stramninger. Ren strategi, der først rodfæstede sig som en politisk erkendelse hele vejen ned i partiet under Mette Frederiksens formandskab, og nu er en integreret del af partiets ideologiske overbevisning. Alt, hvad der truer velfærdsstaten som konstruktion, vil der blive handlet imod. De tænker, de skriver bøger (ikke statsministeren dog), og vigtigst af alt er de villige til at sætte lovgivning bag ordene.

Ender Ellemanns og Pape Poulsens sonderinger med et ja til en regering med Mette Frederiksen, risikerer de at reducere deres partier til et støttesystem for Socialdemokratiets dagsorden.

Danmark skal nok overleve endnu en socialdemokratisk regering. Det er værre med de borgerlige.