Det har givet været en blandet fornøjelse for den konservative hovedbestyrelse, der i weekenden var indbudt til at evaluere folketingsvalget. Som man vil huske, gik partiet ind i valgkampen med gode meningsmålinger og en formand, der gjorde krav på posten som statsminister.
Imidlertid blev valgkampen en eklatant nedtur. I stedet for fremgang og statsministerpost blev det tilbagegang og debat om Søren Pape Poulsens videre formandskab.
Det sidste ser dog ud til at være reddet for denne gang efter weekendens evaluering. Der var ikke noget ønske om at udskifte Pape, og man kan heller ikke sige, at partiet har erfaringer, der viser, at et lederskifte skaffer fremgang.
Det betyder til gengæld ikke, at Pape er en stærk formand for partiet. Op til mødet har der været massiv kritik af staben omkring ham og ikke mindst af hans nære allierede, partisekretær Søren Vandsø.
At gå efter Vandsø er et klassisk eksempel på, at man vil give formanden en advarsel ved at ramme ham pr. stedfortræder. Men da Pape på mødet i weekenden erklærede fuld tillid til partisekretæren, var det reelt umuligt at gå efter Vandsø uden også at gå efter Pape.
Mere bøvl har den konservative leder, når det kommer til spørgsmålet om mulig regeringsdeltagelse. Efter valget har Søren Pape Poulsen foretaget en markant kovending i retorikken omkring Mette Frederiksen.
Det er sket i kølvandet på, at Venstre har signaleret tydelig interesse i regeringsdeltagelse, men de konservative kritikere frygter, at Papes interesse mere handler om at redde sit eget formandskab end at redde partiet.
I folketingsgruppen er der et stærkt skeptisk mindretal anført af Rasmus Jarlov. På mødet i weekenden var der yderligere advarsel fra flertallet af partiets borgmestre og fra repræsentanter for det organisatoriske bagland. Frygten er, at folkevalgte partimedlemmer og tillidsfolk vil afskalle, hvis partiet ender i regering med den Mette Frederiksen, hvis manglende troværdighed og slette karakter har fyldt det meste af partiets valgkamp.
Grundlæggende er der to konservative analyser af situationen. De bygger begge på historiske erfaringer, hvoraf ingen er ganske sammenlignelige med nutiden.
Skeptikerne tager udgangspunkt i SV-regeringen 1977-79. Den gav kraftig fremgang til De Konservative, der profilerede sig som den rene borgerlige vare. Fremgangen betød, at det var Poul Schlüter og ikke Venstres Henning Christophersen, der blev statsminister, da Anker Jørgensen gav op i 1982.
Sammenligningen har den svaghed, at der denne gang vil være flere om buddet, hvis Venstre går i regering. Spørgsmålet er endda, om De Konservative overhovedet har styrken til at markere den borgerlige profil. Risikoen er, at den rolle spilles bedre af de mere vitale Alex Vanopslagh og Inger Støjberg, og at De Konservative glider ud i glemslen.
Den anden analyse bygger på partiets indtræden i Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering i november 2016.
De Konservative havde håbet at profitere ved at stå udenfor, da Løkke dannede sin rene Venstre-regering i 2015, men det skete ikke. Til gengæld voksede partiet, da Søren Pape Poulsen indtrådte som justitsminister. Kan det ske igen?
Mislyden i den analyse er, at Papes problem på det tidspunkt var, at han var for ubeskrevet som politisk leder, og at han fik sig en profil gennem ministerposten. Nu er samme Papes problem nærmere, at han er for velbeskrevet, og så er det ikke givet, at succesen gentages.
Både i folketingsgruppen og på weekendens evalueringsmøde fik Pape diskussionen udskudt med henvisning til, at man ikke endnu ved, hvilke politiske indrømmelser Socialdemokratiet er villig til at give. Det er svært at sige ja eller nej, når man ikke kender tilbuddet.
Skeptikerne i folketingsgruppen frygter imidlertid, at formanden vil bevæge sig så langt ind i forhandlingerne, at der reelt ikke er nogen vej tilbage, når han på et tidspunkt beder om det endelige mandat.
Skeptikerne er lige nu styrket af, at det på ingen måde kan siges, at Pape fik baglandets mandat i weekenden. Han fik heller ikke det modsatte. Det kan benyttes til at kræve løbende indsigt i, hvordan forhandlingerne forløber, så man eventuelt kan stoppe processen, før det er for sent.
Diskussionen om, hvordan det skal foregå, vil blive forsøgt indledt allerede på folketingsgruppens møde tirsdag.
