Truslen under isen

Når den 70-årige rumænsk-amerikanske videnskabsmand John Priscu tager på ekspedition til Antarktis, støder han ofte på virus, der blev nedfrosset i isen, lang tid før Homo sapiens dukkede op med en hjerne i stand til at bekymre sig om dødbringende sygdomme.

Priscu, som er professor i økologi ved Montana State University, har identificeret flere ældgamle viruspopulationer på Sydpolen og er gang på gang blevet slået af, hvordan Jordens måske mest ugæstfri klima samtidig også yder den bedste beskyttelse mod tidens tand.

»De ældste viruspartikler, vi har fundet, er cirka 400.000 år gamle. De er fra omkring 3.500 meter under overfladen af Sydpolens iskappe. Jeg plejer at sige, at man bevarer med kulde og dræber med varme,« skriver han til Weekendavisen i en e-mail fra McMurdo-forskningsstationen i Antarktis, hvor han gør sig klar til denne sæsons feltarbejde.

Alle virusser, som Priscu har opdaget i Antarktis, er dna-virus. Dna-virus, der kopierer sig selv i cellekernen hos værtsorganismen og historisk har været årsag til blandt andet kopper, bliver betegnet som kemisk mere stabilt og derfor mere robust end rna-virus, som coronavirus er et eksempel på.

»Virusser er dybest set små pakker af dna og protein, og når jeg opbevarer dna og proteinopløsninger i mit laboratorium ved minus 80 grader celsius, lider de ingen skade. Så jeg vil tro, at opbevaring ved minus 50 grader i antarktisk is vil bevare viruspartikler lige så længe, som de forbliver indkapslet i isen,« siger Priscu.

Han er i færd med at finde ud af, hvad der har fungeret som værtsorganismer for de virusser, han har fundet. Hans foreløbige gæt er, at det er bakterier. Alligevel vil han ikke lægge hovedet på blokken og sige, at ingen af de antarktiske virusser kunne være farlige for mennesker.

28 nye virusser

Den potentielle trussel fra slumrende virusser, der bliver aktiveret af en varmere planet, kan lyde søgt og science fiction-agtig, men det er et emne, der optager et voksende antal forskere. Klimaforandringer betyder, at områder, som har været frosset ned i umindelige tider, bliver tøet op, ikke bare på Sydpolen, men også for eksempel Grønland eller Himalaya.

En gruppe videnskabsfolk fra Ohio State University offentliggjorde sidste år resultatet af en undersøgelse fra den tibetanske Guliya-gletsjer, hvor de borede ned til en dybde, der resulterede i prøver af en alder på 15.000 år.

De fandt 33 forskellige virustyper, herunder mindst 28 virustyper, der aldrig før er blevet beskrevet af videnskaben. Antallet er ikke overraskende, fortæller Arwyn Edwards, biolog på Aberystwyth University i Wales.

»Vi svømmer i virus, hele tiden. I luften, som vi indånder. I jorden, vi går rundt på, og naturligvis i havene omkring os. Gletsjere er ikke anderledes. Virus dér er bare bedre adapteret til kolde forhold,« siger Edwards, som ikke selv deltog i undersøgelsen i Tibet.

Hvis man går meget varsomt til værks og undgår kontaminering med mikrober fra den omgivende atmosfære, giver undersøgelser dybt nede i gletsjerne et præcist indblik i fortiden.

»Disse gletsjere er blevet dannet gradvis, og sammen med støv og gasarter er mange, mange virusser også blevet aflejret i isen,« siger Zhong Zhi-ping, en af de forskere, der borede ned i gletsjeren i Tibet, i en erklæring. »Gletsjerne i det vestlige Kina er ikke velundersøgte, og vores mål er at bruge den information til at afspejle forhistoriske miljøer. Og virusser er en del af disse miljøer.«

Som grundforskning betragtet har det stor betydning for videnskaben, blandt andet fordi oplysninger om mange tusind år gamle virusser kan bidrage til et bedre billede af virusevolution.

Men der er også et mere anvendelsesorienteret aspekt. Skrækscenariet, teoretisk i hvert fald, er en virus eller anden patogen, som har ligget i dvale i årtusinder og pludselig bliver vakt til live. Men er det realistisk?

»Spørgsmålet er, om det er farligt. Det kan man ikke udelukke. Men det kræver, at virusserne er i en intakt form, så de kan blive infektiøse,« siger Anders Koch, en ekspert i infektionsepidemiologi ved Statens Serum Institut.

»Virusser kan ikke overleve uendeligt uden for kroppen, for de bliver udsat for sol og uv-stråling og andet, som de ikke kan tåle. Det kræver, at de bliver frosset hurtigt ned, eller opholder sig i organismer, som så bliver frosset ned, efter at de dør.«

Dave Stanton, en biolog fra University of Cardiff, har undersøgt ulve og andre nedfrosne dyr fra især Sibirien og har ikke været i stand til at finde andet end virus i så små fragmenter, at det ikke har været i nærheden af at udgøre en trussel mod moderne mennesker.

»Forestillingen om, at et 30.000 år gammelt dyr dukker frem af permafrosten og bliver tøet op og derefter slipper en helt ukendt patogen løs, er lidt langt ude efter min mening,« siger han.

Miltbrand fra et rensdyrkadaver

Mens gammel virus ofte er blevet splintret i bittesmå stykker og dermed er ufarlig for mennesker og dyr, er det anderledes med bakterier, og flere forskere peger på, at risikoen fra den kant nok alt andet lige er større.

I 2016 udbrød en miltbrandepidemi blandt rensdyr i en del af Sibirien. Et menneske døde også. En af teorierne om årsagen til udbruddet var, at bakterier var blevet vakt til live i kadaveret fra et rensdyr, der havde været dødt i flere årtier og nu var blevet optøet på grund af stigende temperaturer.

Anders Koch fremhæver det som et muligt eksempel på, hvordan bakterier kan dukke op fra fortiden og lave ravage.

»De er sporedannende, og det betyder, at de kan omdanne sig til en form, hvor de mere eller mindre kryber ind i sig selv og bliver til en lille stav, som bare ligger og ikke er stofskiftemæssigt aktiv. Det vil sige, at de kan ligge der i mange, mange, mange år, men under de rette omstændigheder kan de genvinde deres almindelige form og blive infektiøse,« siger han.

»Bakterier er anderledes end virus, fordi de jo er levende. Virus er døde partikler. Men begge kræver, at de er intakte. Så det er ikke nok, at der bare ligger en ødelagt virus. De er ikke smitsomme som sådan. Det skal være en eller anden form, så den kan genoplives. Og jeg har ikke hørt om eksempler om virus endnu, som er tøet op fra frossen tilstand i jorden og så har inficeret mennesker.«

For både virusser og bakterier, der er blevet bevaret over lang tid i nedfrosset stand under naturlige forhold, gælder det, at de er tilpasset til ekstremt lave temperaturer. Det betyder samtidig, at der kun er lav sandsynlighed for, at de ville brede sig i områder med højere temperaturer, hvor der bor flere mennesker.

For Edwards, biologen fra Aberystwyth University, er historien om de nedfrosne patogene organismer i virkeligheden en del af en større og efter hans mening vigtigere historie. Den frosne del af planeten har altid myldret med liv, og den gør det stadig. Det er en historie, som ikke bare handler om mulige sundhedsmæssige trusler mod menneskeheden, men også potentielle gevinster.

»Organismerne i isen repræsenterer en usynlig biodiversitet. Den er usynlig, fordi den er mikroskopisk, men den er også usynlig, fordi vi har det med at ignorere den. Men den kunne vise sig at have enorm nytteværdi for os,« siger han.

»Forestil dig, hvis en gletsjer indeholder en organisme med en evolutionær tilpasning, der gør, at den producerer den næste penicillinagtige medicin. Og forestil dig så, at det er en af de gletsjere, som er ved at smelte bort. Det er en potentiel mirakelmedicin, som er tabt for videnskaben og for menneskeheden for altid.«