Picasso i Australien. Botticelli i Italien. Superlim, hænder og hoved på et værk af Vermeer, kartoffelmos ud over Monet. Van Goghs solsikker smurt til med tomatsuppe fra Heinz og en flødeskumskage lige i smasken på Mona Lisa.
De seneste måneder har unge klimaaktivister rundtom i verden medbringende superlim og suppe trukket kampen mod klimaforandringer ind på kunstmuseerne. De kæmper for at få deres respektive lande til at stoppe brugen af fossile brændsler, men blokering af veje og afbrydelser af politiske debatter har ikke tilstrækkelig effekt, mener de. Politikerne lytter ikke, og så må man ramme, hvor det gør mest ondt. Det hedde sig eliten, kulturarven, kunsten.
Efter to aktivister fra gruppen Just Stop Oil i sommer overdækkede John Constables The Hay Wain på The National Gallery i London med en plakat af et apokalyptisk landskab og limede deres hænder til maleriets ramme, knælede de mod jorden og råbte: »Når der ikke er mere mad, hvad nytter kunst så? Hvis der ikke er noget vand, hvad skal vi så med kunsten?«
Aktionerne rundtom i Europa fik i sidste uge kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til at foreslå, at der lægges en national handlingsplan for beskyttelse af unikke kunstværker på nationale og private museer.
Og på københavnske museer breder hærværksparanoiaen sig. Ikke at de taler højt om det: Da Weekendavisen ringer for at spørge til sikkerhedsforanstaltningerne i tilfælde af en »klimaaktion«, ønsker presseafdelingerne på Glyptoteket og Statens Museum for Kunst slet ikke at svare.
Oprustningen er dog tydelig en lørdag eftermiddag på Statens Museum for Kunst. Udstyret med en pakke tomatsuppe gemt under blok og telefon i en lille taske har Weekendavisens udsendte forberedt en lille test: Hvordan vil museet egentlig reagere, hvis de finder suppen? Køen til den nye, roste Matisse-udstilling, Det røde atelier, snegler sig 50 meter ud i hallen, museet har sat stram begrænsning på, hvor mange der må se værkerne ad gangen. Her er vagter alle vegne, alle med agentøresnegl og vurderende mine.
Ved indgangen til udstillingen peger en vagt på tasken. »Den må du ikke have med! Den skal i kælderen. Tak fordi du passer på kunsten,« siger han og citerer ordret skiltet ved siden af ham.
»Det er en lille taske. Går det ikke?« prøver denne journalist.
Han finder tavst et målekort frem, det er ikke første gang, nogen gør vrøvl. 22 centimeter lang, fem centimeter dyb. Den er for stor. Han vil ikke engang tjekke tasken, den skal bare ud. Matisse er sikker – for nu.
DE MANGE AKTIONER har fået debatten om hærværk versus happenings til at rulle på ny: Kan en i princippet ulovlig handling retfærdiggøres, hvis bare sagen er god nok? Eller hvis den kan tillægges kunstnerisk kvalitet?
Karen Grøn, museumsdirektør på Trapholt i Kolding, er kritisk, omend hun forstår aktivisternes strategiske valg om at gå målrettet efter kunsten.
»Det er en interessant sammenstilling, aktivisterne laver. Kunst og klima. Ud fra den desperation, de føler, over, at der ikke handles, forstår jeg valget af objekt, at ramme noget, som samfundet værdsætter. Men det retfærdiggør på ingen måde hærværk. For det er det, det er. Hærværk, intet andet.«
Ifølge Karen Grøn ændrer det ikke på vurderingen, at klimaaktivister indtil videre udelukkende har limet sig fast til maleriers rammer og kun raseret værker bag glas – metoder, der ikke decideret ødelægger de oprindelige værker.
»Om der er glas for, ændrer intet. Hvis jeg spytter på dig, kan du jo også bare vaske det af. Hvis jeg laver graffiti på et tog, kan det fjernes. Det ændrer ikke det forkastelige i handlingen. Kunsten er beskyttet af ejendomsretten. Det er samfundets ejendomsret, der krænkes,« siger hun. »I mange år har vi bestræbt os på at gøre museerne mere tilgængelige, men det kan jo blive nødvendigt med plexiglas, hvis det fortsætter. Kunst er ikke skabt til at være bag glas. Så kan den ikke ånde, og så kan vi ikke sanse kunstværket.«
Karen Grøn er ikke alene om at modsætte sig aktionerne.
Artikler om aktivisternes fremstød domineres af verber som »vandaliserer«, »ødelægger« og »angriber«, og som kommentar til to purunge kvindelige universitetsstuderendes tomatsuppekast mod van Goghs Solsikker i oktober tweetede kunstkritiker på New York Magazine Jerry Saltz: »Jeg finder denne mareridtsagtige ikonoklasme Taleban-lignende i dens syge overbevisning og dominerende selvretfærdighed (…). Kunstverdenen er nødt til at stå op imod dette. Jeg elsker skønhed og hader klodens ødelæggelse. Paradoks.«
Forargelse fylder absolut mest i diskussionen, men i kommentarfeltet til opslaget pipper også det modsatte synspunkt: »Men hvor mange malerier er der på en uddød planet, Jerry?«
JACOB WAMBERG, der er professor i kunsthistorie på Aarhus Universitet, mener, at klimaaktioner på kunstværker er et legitimt greb.
Ikonoklasmen, defineret ved den oprørske ødelæggelse af symbolske ikoner, bliver i dag grundlæggende misforstået, siger han.
»Det er en udbredt holdning, at ikonoklasme er barbari: at de, der ødelægger kunst, ikke har respekt for kunsten. Det er jeg stærkt uenig i. At bruge kunsten i politisk øjemed er jo faktisk hele dens idé.«
I 1914 gik den canadiske suffragette Mary Richardson til angreb på Diego Velázquez’ Venus' toilette med en økse. Maleriet portrætterer en liggende nøgen kvinde bagfra, og at det netop var kvindens centrerede smalle talje og brede hofter, der måtte under kniven, symboliserede Richardsons kritik af samfundets blik på kvinder.
Økseaktionen inspirerede kvinder i hobetal, eksempelvis Anne Hunt, der blev kendt som »fury with a chopper« efter lignende handlinger. Flere større britiske museer nægtede i en periode helt kvinder adgang, og efterfølgende skulle kvinder mange steder efterlade tasker og muffer i garderoben.
Ifølge Wamberg er suffragetternes aktioner et godt eksempel på den kraft, kunsten tidligere besad. En kropslig kraft, der kanaliserede politik, magt, holdning, oprør. Kunstens kraft var mere central i samfundsdebatten end i dag, og magthaverne blev bange for den. Det var derfor, man omkring slutningen af 1700-tallet begyndte at rykke kunsten, altertavlerne, billeder af magthaverne ind på museerne, den borgerskabte institution. På den måde blev den primitive, stærke kraft neutraliseret i det moderne kunstbegreb, fortæller Wamberg.
»Kunsten er blevet et rent æstetisk objekt, noget smukt, vi kan se på i flotte omgivelser for derefter at gå ud at drikke kaffe. Kraften er af ren åndelig natur. Vi ser måske kunsten som vidnesbyrd om historien, men vil ikke rigtig anerkende, at den er dybt filtret ind i samfundet. Derfor reagerer folk så negativt på aktionerne,« siger Wamberg.
Den traditionelle ikonoklasme består i politisk destruktion af kunst med direkte sammenhæng til den sag, aktivisterne går ind i. Wamberg medgiver, at forbindelsen mellem kunst og klimakritik ikke er lige så tydelig som samfundskritikken, når nogen vælter en statue af en slavehandler. Men den er der ikke desto mindre.
For de ramte malerier forestiller solsikker, høstakke og landskaber.
»Tag nu Monet og van Gogh. De var stærkt optaget af naturen. Van Gogh skildrede bøndernes symbiose med landskabet, det var en kritik af industriens afstand til naturen. Ikke bare 'nogle smukke solsikker'. Van Gogh var revolutionær og vendte ryggen til det urbane borgerskab,« siger Wamberg. »Klimaaktivisterne genaktiverer de her billeder. De har fanget sider af kunstnerne, som er helt centrale, og som det kultiverede borgerskab har glemt. Om alle klimaaktivisterne er bevidste om dybderne i deres handlinger, ved jeg ikke, men som kunsthistoriker opmuntres jeg. Bedst som vi tænkte, at van Gogh var droppet ud af historien, er han aktuel igen. Jeg tror, han ville være begejstret over den tomatsuppe.«
Wamberg finder det morsomt, at aktionerne har virkning som reel sabotage, selvom det tydeligvis er imaginære sabotageaktioner. I artikler nævnes det typisk »nederst efter mange forargede vendinger, at der i øvrigt var glas foran maleriet«, som han siger.
»Det understreger, at den moderne museumsgæst overfladisk tænker: 'Vi må ikke genere Monet' – selv hvis der ingen skade sker.«
KUNSTHISTORIKER DINA VESTER FEILBERG er uenig. Hun er direktør på Den Frie Udstillingsbygning i København, der i sommer var aktuel med performanceudstillingen Kaboom – kunsten at ødelægge. Her blev børn taget med gennem en række værker i kunsthistorien, hvor ødelæggelsen af kunst var centralt i skabelsen af ny kunst. Det er det fænomen, som i moderne sprog kaldes rematerialisering og blev offentligt kendt, da billedkunstner Katrine Dirckinck-Holmfeld i 2020 smed en gipsbuste af Frederik 5. i Københavns Havn og kaldte det kunst.
»Jeg mener, at det er et angreb mod kunsten at gå ind og ødelægge kunst på den måde, som klimaaktivisterne gør,« siger Feilberg. »Man må først afsondre, om der er et kunstnerisk element i handlingen. Hvis det er tænkt som en kunstaktion, er det en kunstaktion. De her aktioner mimer handlinger, der kunne være skabt med en kunstnerisk intention, men der er ikke en kunstnerisk ambition,« siger hun.
»Når ødelæggelsen af kunst kun er et middel til at skabe opmærksomhed og få nogen i tale, er det hærværk.«
– Hvis man følger den argumentation, kunne aktivisterne vel bare være smarte og italesætte aktionerne som kunst, og vupti, så var det acceptabelt?
»I princippet ja, men selvom de italesætter det som kunst, ville det ikke automatisk være acceptabelt. Så er det jo spørgsmålet, om det er god kunst.«
– Hvad er god kunst, og hvem skal så definere det?
»Jamen uendelig meget kan være kunst. For at vurdere aktionen ville man se på selve udførelsen, processen, hvordan aktionen iscenesættes. Når deres eneste ambition som her er at få magthaverne til at ændre kurs, og der ingen interesse er i det formmæssige, vil det jo i så fald være et ekstremt begrænset værk,« siger Feilberg. »Det berigende ved kunst er jo, når det åbner og hele tiden stiller spørgsmål. De her aktioner giver kun ét entydigt svar – politisk handling. Jeg mener på den baggrund ikke, de kan forsvares som kunst.«
I ET INTERVIEW med den britiske PBD Podcast blev Phoebe Plummer og Anna Holland, der overhældte van Gogh med tomatsuppe, forleden spurgt, hvordan den handling egentlig hjælper klimaet.
»Jeg forstår godt, folk bliver vrede. Men det her er ikke en popularitetskonkurrence. Se på oversvømmelserne i Pakistan, hungersnøden i Østafrika. I England må folk fryse hele vinteren, fordi vi er for langsomme med den grønne energi,« svarede Phoebe med det lyserøde hår og et såret blik i øjnene.
»Ligegyldigt hvor mange marcher jeg er med i, eller hvor mange dokumenter jeg skriver under på, sker der intet,« supplerede Anna. »Folk dør. Nu. Ikke i fremtiden. Civil ulydighed er nødvendigt.«
På Statens Museum for Kunst tyder noget på, at de lige nu opererer med en forventning om netop civil ulydighed. Inde bag døren til Matisse-udstillingen tager to store uniformerede mænd imod gæsterne ved at give dem elevatorblikket fra top til tå. En tredje vagt støder til. »Hey, du skal ikke være her nu,« siger den ene hysterisk hviskende og peger på en tilsyneladende tom vagtposition ovre ved et stort maleri.
»Åh, I er dobbeltvagt her?« hvisker den nytilkomne vagt undskyldende tilbage og haster på plads.
Lidt efter spørger en nysgerrig gæst ved udstillingens hovedattraktion vagten ved værkets side, om han ved, hvad det koster.
Det gør han ikke. Måske kan man læse om det et sted i udstillingen, siger han kort for hovedet uden at fjerne sit faste blik fra den gruppe unge, der står og betragter værket.
»Men jeg skal altså stå her.«
