Pinligt. Hvor gammel skal man være, før man holder op med at dagdrømme om Hollywood-skuespillere?

Sindets søgehistorik

Kan man sige, at Steve Martin er egentligt lækker? Selv var jeg i tvivl efter for nylig at have set to sæsoner af Only Murders in the Building, for i den serie er han midt i 70erne, og det er sgu lidt for voldsomt, selv for mig, en erklæret daddy issues-indehaver.

Men så satte jeg et lille »young« for enden af hans navn i søgefeltet – og voila, vi har en vinder! Ikke en vanvittig god skuespiller, til gengæld sjov i talkshows og altså ret pæn for en 30-40 år siden.

Mænd fra den angloamerikanske underholdningsbranche har været en hobby og et totem i mit liv, siden jeg var ni år gammel.

Men først for nylig fandt jeg en passende betegnelse for, hvad der egentlig foregår; en diagnose, om man vil. I udkanten af psykologisk forskning findes nemlig begrebet limerence, afskyeligt kluntet i sin danske oversættelse: kærlidenskab, der beskriver et overfladisk, til tider ret voldsomt crush på en, der som regel er totalt uinteresseret, måske knap nok ved, at man findes.

Typisk går det ud over en person i ens omgangskreds, altså en potentiel (omend urealistisk) partner, men lad mig for nemheds skyld udstrække min omgangskreds til Hollywood. Den kærlidenskabelige (bvadr) dagdrømmer om sin udkårne, men på en helt igennem selvoptaget måde, hvor hun kun søger sin egen tilfredsstillelse, sin lille serotoninbooster, indtil hun ikke kan ignorere vækkeuret længere.

ET PAR NEDSLAG i min egen sygehistorie: I niende klasse lå mit fokus på britiske Ralph Fiennes, der blandt andet spiller den psykopatiske lejrkommandant Amon Göth i Schindlers liste, som vores dansklærer viste os. Hele vejen igennem var jeg teenageblasert over for Holocaust-lidelserne, men da nazisten Göth i filmens epilog skal henrettes for sine krigsforbrydelser, blev jeg pludselig grebet af medlidenhed: De kan da ikke hænge Ralph Fiennes med hans pæne ansigt; han mente jo ikke noget med det!

Andre interesseområder er gået fra det mainstream (en ung Mel Gibson, googl det, selv tak) over det sofistikerede (David Bowie i sin Young Americans-periode) til det ukonventionelle (skuespilleren Geoffrey Rush). Jeg så deres film, gik til deres koncerter, læste deres interview og forsøgte endda at opspore dem på hjemmeadressen (Jack Nicholson, uden held).

Psykologerne skriver, at limerence meget sjældent bliver til love, og det gælder nok dobbelt, hvis begærsobjektet befinder sig i Californien. Men hvad har kærlighed med sagen at gøre, som Tina Turner synger. Den kan man overlade til sine børn, sin faktiske partner, sin mor, sine nære venner. Kærlighed er solid, men slidsom, omstændelig, problematisk, med bøvl og løse ender, tvivl og skuffelse. Kærlighed er svær. Men Ralph Fiennes i en uniform fra Hugo Boss? Nemt nok.

MIN HOBBY med de uopnåelige mænd er ikke en vanskelig psykologisk knude, jeg har løst den på det teoretiske plan for længe siden: Pige søger faderfigur, fordi hun er vokset op uden, hun søger retning og anerkendelse som indvandret tokulturel person.

Det er manglen på religion, det er længslen efter den store daddy i himlen, det er præstationsangst, dødsangst, men lad os ikke glemme, hvad det først og fremmest er: pinligt. Måske ikke, når man er ni år gammel, men helt afgjort, når man er 36 år og kontemplerer skrå boliglånskonvertering.

Det er barnligt, ligesom kakao eller Kinder Pingui, hvilket jeg i øvrigt også indtager jævnligt. Det barnlige plus den voksne resulterer i det groteske: en fuldvoksen kvinde med rottehaler, en e-Boks-indehaver, der leger med Barbier. En person, der har født et barn, men dagdrømmer som en skolepige. Pinligt.

Det pinlige har sin helt egen hylde i den gustne garage af sindet, man ikke viser frem for særlig mange. Man kan ikke engang bruge det pinlige som rekvisit, hvis man vil bryde tabuer, som det hedder. Det vil sige: fortælle om noget tungt og skamfuldt efter lang tids overvejelse, hvorefter alle siger, at man er modig og fantastisk på sociale medier.

Det pinlige er nemlig ikke for alvor skamfuldt eller tungt, der er ingen skyld involveret, ingen dysterhed, allerhøjst dovenskab og tidsspilde. Ingen behøver at mobilisere psykiatrien eller genoverveje deres liv. Når man bryder et tabu, bleger offentlighedens lys ens sorte samvittighed, sandheden sætter én fri, men når man afslører noget pinligt, bliver det bare affortryllet og latterligt.

Nå, men lad mig alligevel, eller måske derfor, tænde et lys for alle de pinlige derude, et varmere lys end det blå skær fra deres hektiske googlinger. I morgen tidlig tager vi os sammen, rydder op i vores sinds søgehistorik og bliver vores egne daddies. Men i mellemtiden vil jeg lige tjekke det med Steve Martin (young) igen, to sekunder … Jep, stadig lækker.