Københavns Byret, retssal 16, klokken er 9.30. En spinkel mørklødet mand iført refleksjakke sidder bag vidneskranken med bøjet hoved. Hans ene hånd vibrerer på bordet, den anden klemmer hårdt om stolesædet. Den kvindelige anklager mener, at den græske chauffør for Nemlig.com skal frakendes sit kørekort for at have overskredet fartgrænsen tilbage i begyndelsen af 2021.
Erkender du at have kørt for hurtigt, spørger anklageren langsomt og tydeligt.
»Yes! I did it, I admit it,« siger manden på gebrokkent engelsk. Han ser ulykkeligt op på dommeren.
»I am so sorry.«
Anklager og dommer ser på hinanden. Tolken, der skulle sikre, at chaufføren er helt klar over, hvad det er, han tilstår, er ikke dukket op. Formentlig grundet en fejl i systemet, ingen ved det rigtig. Selvom chaufføren virker indforstået med situationen, vurderer retten, at sagen må udskydes, så en tolk kan sikre, at alt går rigtigt til. Dommeren foreslår at afsætte et kvarter den 20. december.
»No, please, no,« siger manden og folder hænderne i luften. Hans stemme knækker, mens han desperat fortæller, at han har sparet sammen til et julebesøg hos sin familie i Grækenland. Flyet afgår 20. december.
Almindelige mennesker risikerer at vente, i hvad der må føles som evigheder, når de skal have deres sag behandlet i retten. Dén pointe dukker op i et medie hvert halve eller hele år. Årelange sagsbehandlingstider ved domstolene er ikke en nyhed, det er blevet et vilkår.
Men nu siger flere dommere og dommerfuldmægtige fra.
De kommer fra et tavst, konservativt system, hvor man helst ikke gør væsen af sig, men lovlydigt forsøger at gøre sin pligt. De fortæller om et system, hvor dommerne hver dag skal løbe hurtigere, fordi sagerne bliver flere, længere, mere komplekse. Om det stigende antal fejl og forglemmelser, der opstår, og om ansatte, der flygter eller går ned med stress, fordi der ikke er mandskab til at håndtere de bugnende sagsbunker. Og værst: om frygten for, at Danmarks titel som det land i verden med den højeste tillid til domstolene vakler.
Retssal 16, klokken er 10. Tiltalte er ikke mødt op. Politikvinden i vidneskranken fortæller i grove træk om den dag, hun og en kollega stoppede manden i sin bil uden kørekort og fandt hashrester i hans lommer. Det var i november 2018.
»Kan du huske, om I får taget en blodprøve på ham,« spørger anklager.
»Ja,« siger hun, »men om den er positiv? Jeg kan ærligt talt ikke huske det.«
»Det kan jeg godt forstå,« siger anklager. »Fire år er lang tid.«
Sager, der har ligget på hylden i årevis, eller sager, der må udskydes, fordi en tolk ikke dukker op, er ikke et særsyn ved domstolene, siger Nina Palesa Bonde, da vi mødes midt i København. Bonde er dommerfuldmægtig i Københavns Byret og formand for Dommerfuldmægtigforeningen. Mange i systemet ønsker, at hun holder sin mund, men Nina Bondes integritet byder hende at råbe op.
»De advarselslamper, der blinker i retssystemet, er nu for kraftige til stille diplomati.«
Hun taler med store, alvorlige øjne og fægter mod en statistik på sin computerskærm.
»Her er et billede på systemets katastrofe: Flere retter kan ikke længere beramme sager i kalenderen i Outlook. Kalenderen kan kun gå to år frem i tid.«
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for almindelige straffesager er steget med 18,2 procent fra 2016 til 2019 og med 49,1 procent fra 2019 til 2021.
Ventetiderne er ifølge Bonde blevet så lange, at de spænder ben for sig selv.
»Et eksempel: Et bandemedlem sidder varetægtsfængslet. Vi når aldrig at beramme sagen inden for fire uger, og derfor skal vi igen og igen bruge et nyt retsmøde på at tage stilling til, om betingelserne for at varetægtsfængsle nu stadig er opfyldt – inden vi overhovedet når til den egentlige sag,« siger Bonde.
»Den lange sagsbehandlingstid genererer, at der bliver endnu længere sagsbehandlingstid. Vi sagsbehandler os selv ihjel.«
Dommerne er for få og opgaverne for mange. Det medfører fejl og konstante omberammelser.
»Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis der ikke sker noget drastisk, nærmer vi os et kollaps.«
Retssal 16, klokken er 11. I en periode på halvanden time dukker hver tredje tiltalte ikke op. Sagerne må udskydes.
»Det sker desværre ikke sjældent,« siger dommeren i en pause til Weekendavisen.
Anklageren nikker.
»Man kunne jo godt bruge sin tid bedre.«
»Det er pokkers ærgerligt, for vi løber i forvejen,« tilføjer dommeren.
»Vi ved jo godt, at domstolene i en valgkamp er et alt for usexet emne til at være en stemmebasker. Der er mere fut i inflation og energikrise,« sukker den ene.
»Det bekymrer mig,« siger den anden og tilføjer:
»Situationen var slem inden corona, så blev det rigtig kritisk med alle sagerne, vi pludselig skulle efterbehandle, og nu … Forestil dig alle de konkurser og sager om folk, der ikke kan betale deres regninger, der kommer. Jeg tør ikke tænke på det.«
Ifølge Nina Bonde fra Dommerfuldmægtigforeningen skyldes krisen mest af alt en grundlæggende skævvridning, der altid bliver særligt tydelig op til et valg, hvor politikere gør alt for at være tough on crime.
De Konservatives udspil »Lov og orden« fra denne uge vil eksempelvis hæve straffen for voldtægt og vold med minimum 50 procent, straffe vanvidskørsel og drugging hårdere, ligesom flere forseelser skal medføre udvisning. Også regeringens forslag til en ny bandepakke i august indeholdt talrige forslag til strafskærpelser.
Men det, ingen taler højt om, er, at højere straffe medfører en lang kædereaktion, der efterlader byrden hos domstolene.
»Når folk pludselig risikerer udvisning eller mange års fængsel, kæmper de med næb og kløer. Færre tilståelser, flere sager ankes, så flere retsmøder skal berammes. Og sagerne bliver mere komplekse og kræver mere forberedelse,« siger Bonde.
Samtidig skal domstolene prioritere de såkaldte vvv-sager først – vold, voldtægt og våben. Det betyder, at mindre alvorlige sager ryger bag i køen.
»Domstolen er en pauseknap. Vi sætter borgernes liv i stå – det er hr. og fru Jensen uden sele, der kommer til at vente,« siger Bonde.
»Politikere kan ikke bare stå og råbe om højere straffe og så forvente, at domstolene klarer presset, hvis man ikke tilsvarende skaffer flere dommere. Det er en forrykt tendens.«
I 2020 vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden, der blandt andet skulle give flere specialiserede team og flere hænder til straffesagsbehandlingen i politiet og anklagemyndigheden. Men flerårsaftalen for domstolene, der skulle være forhandlet dette efterår, og som tidligere justitsminister Nick Hækkerup i januar kaldte »en af de vigtigste opgaver på mit bord i 2022«, blev i sommer udskudt til 2024.
»Derfor mener jeg, at det er en gratis omgang at kaste om sig med løfter, så længe man ikke decideret øremærker penge til at skaffe flere dommere,« siger Bonde.
»Det kan jeg i særdeleshed sige, fordi politikerne lige har haft chancen – et samlet retsudvalg valgte at udskyde flerårsaftalen.«
Retssal 81, de mindre bødesager er på menuen – den type sager, der for kort tid siden kunne behandles ved domstolene på en måned. Nu er tidsrammen otte måneder. Dommeren slår i bordet.
»Ej, der er ikke blevet indkaldt vidner i næste sag. Tiltalte kommer altså helt fra Sverige,« siger hun.
Det gør han så alligevel ikke, tiltalte er ikke mødt op, men har i stedet sendt sin ven med en fuldmagt i hånden. Vennen taler nærmest flydende dansk.
»Det er jo så relativt fjollet, at her er en tolk til stede,« siger dommeren med irritation i stemmen. Man fristes næsten til at foreslå, at tolken smutter over i retssal 16, hvor der jo mangler en tolk, hvis det da ikke lige var, fordi ham her taler svensk, ikke græsk.
»Nu er du her jo alligevel, så må vi hellere bruge dig,« konkluderer dommeren, hvorefter sagen forløber over den dobbelte tid, fordi tolken skal oversætte alt det sagte. Flere gange glemmer tiltalte helt at vente på oversættelsen og svarer direkte på anklagerens spørgsmål, og dommeren ligner mest af alt en, der har lyst til at hamre en hånd ind i væggen over optrinet.
Ifølge formand i Dommerforeningen Mikael Sjöberg mærkes presset i systemet tydeligt på dommernes trivsel og helbred.
»Landets 24 byretter er af forskellig størrelse og huser alt fra 5 til 40 dommere. Og i mange retter er en-to dommere, så vidt jeg er orienteret, nede med stress i øjeblikket. Det er meget foruroligende,« siger han.
Blandt dommerfuldmægtige er det blevet sværere at rekruttere. Mediet K-News berettede i sommer, at Københavns Byret til et stillingsopslag modtog nul ansøgninger. Men ifølge Sjöberg består et større problem i at fastholde dommerfuldmægtigene. Mange forlader jobbet efter få år, fordi de erfarne dommere ikke har tid til at lære fra sig, og en del ældre dommere vælger at gå på tidlig pension, før de fylder 70.
»Vi har et problem, når vi indimellem tilføres midlertidige bevillinger. Så gives én pulje til bunkebekæmpelse i straffesager, én pulje til at nedbringe sager fra covid-19. Vi ved aldrig, hvad vi har at gøre med om et år. Det stresser systemet,« siger han.
»Og når mange stillinger oprettes midlertidigt, rekrutteres medarbejdere fra en anden del af domstolene. Systemet forsyner sig selv, og på den måde kommer vi aldrig problemet til livs,« siger han. »Flere af de midlertidige stillinger burde blive varige.«
Staten bruger årligt i underkanten af to milliarder på domstolene, hvilket gør Danmark til det næstbilligste retssystem i Europa. Og mens europæiske lande i gennemsnit har 11 dommere pr. 100.000 indbyggere, har Danmark seks.
I EU-Kommissionens Rule of Law Report fra juli advarer kommissionen om, at »ressourcesituationen og det lave antal dommere« i Danmark udgør »en langvarig udfordring«.
»Det er jo egentlig imponerende, at vi suverænt er det land i EU, hvor der er størst tillid til domstolene. Dette på trods af, at der ikke har været politisk vilje til at tilføre de nødvendige midler i systemet. Men med pressede dommere kan det meget let gå galt, så billedet vender,« siger Sjöberg.
Retssal 81, klokken er 11.30. Den næste tiltalte er ikke mødt op, og anklager, dommer og retssekretær skal endnu en gang brænde 20 minutter af på at vente.
»Systemet gør, hvad det kan, men som du kan se, bruges de få ressourcer, vi har, ofte uhensigtsmæssigt,« sukker dommeren henvendt til Weekendavisens journalist, inden hun går i kødet på den 40 cm høje bunke med 80 skriftlige bødesager, hun skal nå at behandle rundt om retsmøderne i dag. Hun mumler til retssekretæren, der sidder klinet til skærmen:
»Jeg tænker, jeg må prøve at nå størstedelen over frokosten.«
Det er godt to år siden, tilliden begyndte at slå revner hos Jens Palm, der er selvstændig erhvervsdrivende. Han havde opdaget en regnefejl på 130.000 kroner i skifterettens afgiftsberegning baseret på boet efter hans afdøde far. Han skrev til retten og gjorde opmærksom på fejlen, som blev rettet. For nylig skulle han så hjælpe en veninde med hendes boopgørelse og kontaktede retten for at høre, hvilke bilag der skulle vedlægges.
Det var ikke så vigtigt, lød svaret i røret – bare det samlede tal var tydeligt.
»Jeg sad tilbage med følelsen: Tjekker de slet ikke? Kunne vi egentlig bare skrive, at det sølvtøj var nul kroner værd?« siger han til Weekendavisen.
Ifølge Preben Veng, der er skifte- og fogedchef ved Retten i Aarhus, er Palms oplevelse ikke overraskende.
»Vi kan ikke nå at ekspedere i det tempo, der forventes. Og så er det noget med at hugge en hæl og klippe en tå,« siger han.
»Konsekvensen deraf bliver, at vi bare lader øjnene glide hurtigt ned over beregningerne i langt de fleste sager. Og så kan der ske fejl.«
Hastværket ved domstolene medfører ifølge Preben Veng, at statskassen potentielt mister betydelige summer. Han mener, at politikerne har glemt, at domstolene kan andet end at bruge penge og svinge hammeren. De kan hive penge i kassen. På finansloven er indtægterne, der kommer ind fra domstolenes drift, mere end tre gange så høje som udgifterne.
Der er ikke lavet egentlige undersøgelser af, hvor store summer statskassen går glip af som følge af manglende kontrol. Det er der ironisk nok ikke ressourcer til.
Men for nylig satte Preben Veng sig en formiddag for at trykteste tesen. Og ganske rigtigt: Alene de første to timer fandt han 20.000 i afgifter, der kunne være opkrævet. 2.000 her, 7.000 der. Et par år tidligere gjorde han det samme – med samme resultat.
Det er de små ting, medarbejderne giver køb på – for nu, siger han. Formelle krav, der bliver mindre, afgiftskontrol, der forsvinder.
»Det er jeg ikke stolt af, men med de midler, vi har til rådighed, kan jeg ikke se et alternativ,« siger han.
»Vi skriger på ressourcer.«
Retssal 81, klokken er 14.30. En ung gut med lyst, langt hår og sixpence kæmper mod en bøde for at have kørt over for rødt i København. Ti minutters forvirret krakkortkigning, manden har slet ikke været i det kryds, hævder han. Anklager mener, politividnet må ind og afgive forklaring, og et nyt retsmøde berammes om fire måneder.
»Jeg må indrømme, jeg mener, det her er et voldsomt spild af ressourcer,« siger manden højt.
»Men jeg vil ikke betale den bøde.«
På vej ud tilføjer han til Weekendavisen: »Jeg kan jo godt leve nogenlunde normalt, men en del af mig er fanget i det her system. Hvor længe skal jeg vente?«
