Papes kurs

Søren Pape Poulsens statsministerkandidatur fløj ind på den politiske scene på et tæppe vævet af solid folkelig rygvind.

40 procent af vælgerne pegede på ham, mens sølle 15 procent ville foretrække Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

Spurgte man kun de borgerlige vælgere, var tæppets svæv endnu smukkere: 53-18 til Pape.

Det var en fest at være politisk ordfører for De Konservative. Mette Abildgaards kommentar til de fine tal gav næsten sig selv: »Det viser, at danskerne har rigtig høje tanker om Søren Pape både som menneske og som partiformand. Det har vi set i målinger tidligere. Men nu også som statsministerkandidat.«

Da en journalist spurgte til muligt nid og nag mellem Venstre og Konservative, nu da Pape pludseligt og suverænt havde taget scenen, var Abildgaard generøs, som det sømmer sig for den store. »Det gode samarbejde fortsætter naturligvis – uagtet om vi måtte blive større end Venstre. Det har jeg fuld tiltro til.«

Det er to måneder og en katastrofe siden. Sagerne med Papes ægtefælle og den socialdemokratiske kampagne mod Konservatives skatteplan ramte partiet fuldstændig uforberedt. Om hovedårsagen til nedturen var det private eller det politiske, bliver nok aldrig klarlagt, det var vel en slags destruktiv synergi. Senest har det katastrofale pressemøde onsdag ved Kastellet om FE-sagen føjet et nyt element til elendighederne: Dårlig forberedelse giver sensationelt dårlige pressemøder. Skulle portrætbogen Pape. Hele vejen komme i nye oplag, skulle man måske overveje en ny, noget mindre mundret titel. Pape. Hvad i alverden er der i vejen?

Fribytteren og folkepartiet

Partiet tiltrådte turen fra himmelstigen ned mod kælderen i snublende acceleration, og Abildgaard måtte kommentere det hele. Det går op og ned i dansk politik, partiet har været ude i blæsevejr, javel, men sammenlignet med sidste valg er det jo stadig meget flot. Senere: Der er stadig en knap fordobling i udsigt, og »så skal man være lidt forkælet, hvis ikke man er glad«.

Senest, egentlig nøjsomt efter Gallups spådom onsdag aften om blot 7,1 procent til liste C: »Selvom det altid er træls med tilbagegang, så holder vi hovedet højt og tror på er større konservativt folkeparti 1. november.«

Konservative bliver stillet 7,7 procent i udsigt i den seneste måling fra Voxmeter offentliggjort samme onsdag. Ved valget i 2019 fordoblede Pape partiets opbakning til 6,6 procent.

Søren Pape Poulsen og hans parti har stadig en halv snes dage til at rette op på elendighederne, så det er i det mindste formelt for tidligt at skrive det konservative statsministerprojekts nekrolog. Men det er umådelig svært at vende en spektakulær nedtur med den medielogik, der hersker under en valgkamp.

Til gengæld er det ikke svært at få øje på en bagvedliggende grund til, at det synes at gå helt galt for projekt Pape.

Statsministerkandidaturet var et dristigt eksperiment. Pape nød en helt enestående tillid i befolkningen, og det var den tillidskapital, man troede at kunne veksle til politik uden noget nævneværdigt vekselgebyr. Fordi folk fandt Pape Poulsen tillidsvækkende, ville de nok også fatte interesse for hans forslag om at fjerne topskatten og slanke væksten i det offentlige.

Det er i sig selv en ganske dristig antagelse. Bedre blev det ikke af, at Konservative byttede plads med Venstre i den afgørende kamp om at trække vælgere hen over midten. Venstre har i årtier været det store folkelige parti, Konservative var den lille fribytter, som kunne melde klarere ud. Eksempel: Da Lars Løkke Rasmussen i 2011 tog tilløb til at ville afskaffe efterlønnen, skete det efter en langvarig kampagne fra den konservative lillebror.

Efter Pape Poulsens statsministerkandidatur skulle den konservative fribytter trække vælgere hen over midten, mens folkepartiet Venstre måtte koncentrere sig om ikke at forbløde helt efter at have afleveret vælgere til to nye partidannelser.

Pape Poulsen måtte hastigt flytte de i dansk sammenhæng kontroversielle forslag ud på det politiske fjernlager. Når Konservative i dag taler om topskat, er hovedbudskabet en forsikring om, at man først vil gennemføre sin politik om mange, mange år.

Status en halv snes dage før valget er ruinøs håbløshed. Den oprindelige konservative dobbeltplan er i fare for at ende som en dobbelt fiasko. Pape kunne i august håbe på at blive statsminister, og hvis det glippede så dog blå bloks største parti. I dag kæmper Konservative for at forblive i top-tre blandt de seks musketerer i det borgerlige Danmark, som Voxmeter tildeler sølle 71 mandater til deling.