Inger Støjberg havde allerede forladt parkeringspladsen i Aarhus og var strøget videre ud i natten, ud i valgkampens anden uge, i sin lange lejede luksusbus.
Hun var træt efter endnu en dag på krykker. Ved scanningen samme formiddag krævede lægen tre dage med ro til knæet efter hendes hunderelaterede styrt, men Inger Støjberg er gået til valg på løftet om en ukrænkelig viljestyrke, så hun måtte støtte sig til krykkerne og til de ben, hun også siges at have i næsen. Bussen kørte nordpå, hvor en lokalradio ventede hende før solopgang.
Hele dagen, og i ugen op til, havde flere journalister fra landets største aviser hægtet sig på hendes kampagne rundt i Jylland. Enkelte af dem var naive nok til at tro, at hvis de spurgte nok gange og ellers væbnede sig med tålmodighed, ville hun før eller siden tage sig tid til deres langhårede spørgsmål.
Det havde næppe gjort hende mere snakkesalig, at debatten i den højloftede aula var underlagt »konstruktive« dogmer om opbyggelig stemning, ingen måtte afbryde eller tale om hinandens politik, og det huede hende ikke. Støjberg foretrækker klare modpoler, man kan forholde sig til, og nu skulle hun ikke bare stå, men som den eneste på scenen sidde på en stol med sit forslåede knæ og efterleve kravet om at anerkende venstrefløjens ret til at vrøvle uhindret i tre og en halv time. Uden nogen at vende sin vanlige spidse, humoristiske energi mod fremstod hun usynlig i salen.
Og nu ville den elitære del af pressen gudhjælpemig hive flere nuancer ud af hende. Men hvad ville hun få ud af at lukke dem ind i bussen? Støjberg har for længst luret, at det er alle andre end hendes egne vælgere, der kræver en uddybning af partiets politik, og hvad meningen med hendes maleriske land-mod-by-retorik er. Alt, journalisterne ville, var at sætte pokkers mange ord på hendes ideologiske projekt, og det behov deler hun ikke. Jo færre ord, desto mindre er der at komme efter senere.
Den præmis er vanskelig at udfordre uden at bekræfte hendes dikotomi: »Hvis man ikke kan se salonerne, er det, fordi man selv sidder i dem,« som hun siger.
Strategien ser ud til at fungere for hende. Nok daler Danmarksdemokraterne i de seneste meningsmålinger, men de truer Konservative som blå bloks næststørste parti. I seneste Voxmeter har Støjbergs parti 7,4 procents opbakning, Søren Papes er kun 0,3 procentpoint højere. Konservative falder drastisk, hver gang partiformanden snubler over egne udtalelser. Den slags fejl vil Støjberg af gode grunde ikke begå.
Svaret findes i maven
Heldigvis for Støjberg kan hendes vælgere tilsyneladende se de københavnske saloner lige så tydeligt, som de kan se hende. I middagssolen, mellem to mundfulde kaffe, på bænken uden for grillbaren Midtpunkt i Hadsund, sølle 70 kilometer, men flere livsverdener fra aulaen på Aarhus Universitet, sad Lotte Kristoffersen to dage forinden og passede sig selv. Den korthårede kvinde på 60 sad og nød et øjebliks ro i en pause fra grillen, som hun har bestyret i 18 år. Stedets elregninger var nu så store, at hun frygtede at dreje nøglen om inden for få måneder, hvis ikke nogle »fornuftige« politikere snart trådte i karakter.
Så da valget blev udskrevet, besluttede hun sig for at ringe til Danmarksdemokraterne og bede dem sende hende flyere og en valgplakat med Inger Støjberg, som hun kunne hænge op på grillbarens eneste lygtepæl. Under sidste valgkamp havde nogen fra Enhedslisten hængt deres op, og nu havde hun ondt i maven over, at det kunne ske igen.
Fra sin plads på bænken kunne Lotte Kristoffersen akkurat se Støjbergs ansigt. En teenagepige i sort medarbejderbluse stak hovedet ud ad bagdøren og afbrød stilheden: »Er en rejeburger det samme som en almindelig burger, bare med rejer?«
»Ja,« svarede Kristoffersen lige så prompte, som hun gjorde, da hun blev spurgt, hvorfor hun sætter sin lid til, at netop Støjberg vil redde hende og så mange andre fra at gå bankerot. Støjberg har taget sine tæsk og »bevist, at hun er en af os, at vi kan stole på hende. Vi kan spejle os i hende. Hun bor jo her, vi ser hende jævnligt, og hun ved, at når politikerne forhandler om velfærd, er det folk som os, beslutningerne påvirker direkte«.
Handling vægter højere end ord, gentog Kristoffersen. Af samme grund er konkrete løfter på »et glitrende stykke papir,« som Støjberg selv betegnede et partiprogram på P1 forleden, ikke væsentligt. Kun journalister og utålmodige konkurrenter efterspørger udspil til alverdens emner allerede inden valget. Det betyder ikke, at hendes vælgere er ligeglade, tværtimod: De er overbevist om, at Inger Støjberg nok skal finde svarene, og når hun gør, vil svarene være de rigtige.
Hvorfor? Fordi en stemme på Inger Støjberg er en stemme på en intuitiv fornemmelse for ret og rimelighed, som vælgerne genkender hos sig selv. Svær at redegøre for, nem at reagere på. Den sidder et sted i maven, Ingerspidsfornemmelsen, og har man først fået den, er uddybende ord overflødige: Hvad betyder »danske værdier«? Det siger sig selv. »Folk, som de er flest«? Genkendes på lang afstand. »Københavnske saloner?« Himmelråbende verdensfjerne.
Ingerspidsfornemmelsen er hævet over ideologi og i den forstand en negativ fremkaldelse af Radikale Venstres verdensbillede: De magentafarvede ved i deres sind, at de har ret, for det fortæller videnskaben dem. Danmarksdemokraterne kan mærke i maven, at de har ret, for det fortæller deres praktiske erfaring dem.
Måske forklarer Ingerspidsfornemmelsen også, hvorfor Støjbergs vælgere er blandt dem, der nærer den største mistillid til de etablerede politiske partier. For kun et par uger siden fløj en velfriseret mappemand, Sune Steffen Hansen, fra København til Aalborg for at interviewe en gruppe anonyme danmarksdemokrater som et led i en større undersøgelse af politisk tillid for public affairs-bureauet Rud Pedersen, hvor han er partner. Sune Steffen Hansen nåede knap at sætte sig i stolen, før deltagerne erklærede sig enige i, at de politikere i København, dem kan man ikke stole på. Rådgiveren var paf over den udtalte mistro, som bekræftes af bureauets foreløbige, men omfattende analyser, der sammenligner partiernes vælgere. En særskilt måling med 589 danmarksdemokratiske vælgere viser, at 53 procent af dem svarer nej, når de bliver spurgt, om de »har tillid til, at politikerne vil Danmark det bedste«. Blandt hele befolkningen er svaret kun 35 procent.
Analysen tegner et mønster: Knap ni ud af ti Støjberg-vælgere mener, at »politikerne på Christiansborg interesserer sig for lidt for almindelige menneskers vilkår«, partiets vælgere er blandt dem, der mest af alle frygter, at »vores velfærdssamfund er truet«, og har sværest ved »at vurdere, hvilke historier i medierne jeg kan stole på«.
Måske af samme grund kan Støjberg nemmere end andre slippe af sted med at undvige pressen: De få gange, Ekstra Bladets udsendte mand stak sin mikrofon og kamera op i ansigtet på Støjberg, i dagene op til debatten i Aarhus, spurgte han, om ikke Støjberg var temmelig hyklerisk, hendes dyre københavnerlejlighed og ministerpension taget i betragtning? Hun afvæbnede ved at smile stort til kameraet, give journalisten en krammer og forære ham et af sine telefoncovere med Dannebrog på, et »Støjberg-skjold«, og så lukkede hun samtalen ved at understrege, at »folk« udmærket ved, at hun er, som hun er, og at det er ligesom dem.
Den slags kan ikke udfordres med fakta. Men så længe »folk« kan mærke, at hun har ret, har hun det. Lotte Kristoffersen fra Midtpunktsgrillen fulgte ikke med i politik, før Inger Støjberg under sin ministertid ramte en nerve i hende, og den slags sætter sig tungere end en avisrubrik.
Jeg gør ligesom hende
På gaden i Hadsund, i Silkeborg, på Gjøl, i Aarhus, i Randers, alle vegne, hvor Inger parkerede sin bus i valgkampens første uge, genkendte folk grillbarejerens oplevelse. Scenerne gentog sig i by for by som et kammerspil og bekræftede indtrykket af, at Støjberg med stædighed og enkle sproglige virkemidler har bevæget en del af befolkningen, der nu stoler blindt på hende. Hun behandles, som var hun en udpeget tillidsrepræsentant for anpartsselskabet Folk Som De Er Flest – en, der klarer skærene inde i byen, mens resten passer deres daglige gøremål, en, der ikke kan fyres, så længe hun tager ansvaret på sig:
Folk traskede forbi, stak labben frem, trykkede til, holdt øjenkontakt, sagde »dav« og takkede hende for indsatsen, »især for det med barnebrudspigerne«, og »det var ikke med deres gode vilje, at hun blev straffet«. Så stak de hænderne tilbage i jakkens sidelommer, stak ansigtet helt tæt til Støjbergs og førte en fortrolig samtale med musestemmer: »Inger, vi skal også have gjort noget ved … psst psst psst.«
Samtaler som dem er Støjberg nødt til at føre, i modsætning til dem med pressen, og hun så også ud til at værdsætte dem. Alle steder tog hun sig god tid til at stå på tomandshånd og høre, hvad folk havde på hjerte, og det var ikke så lidt. Siden Støjberg fik fodlænken af for et halvt år siden, har hun oplevet, at folk betror sig til hende med deres mest personlige historier, og hun har længe øvet sig i at finde en balance mellem at være lydhør og at sætte en grænse for, hvilket ansvar hun kan påtage sig.
Den svære balancegang er konsekvensen ved, at Støjberg manifesterer Ingerspidsfornemmelsen i egen person; hun ér sin politik. Hendes vælgere spejler sig i hendes dømmekraft i sådan en grad, at de ser en flig af sig selv træde ind på Christiansborg, hver gang hun gør.
Og det gjorde hun i fredags, da den hvide Inger-bus gjorde et sjældent stop i hovedstaden i anledning af Kulturnatten, Københavns svar på Open By Night. Dørene til Christiansborg var åbne for folket, hvert parti havde sit lokale til at præsentere sig, SF og Venstre bød på dj's og kager, Dansk Folkeparti serverede dansk julemad fra fire århundreder, mens Morten Messerschmidt tålmodigt dansede med i en TikTok-video, og hos de mørklilla Moderaterne stod Lars Løkke i midten af små menneskeklynger og lød som en mand, der forsøgte at sælge et snørklet, men supergodt mobilabonnement.
Nede på første sal, i det midlertidigt lånte Grønlandsværelse, fandt man Danmarksdemokraterne. Det var ikke meget, partiet havde at byde på – flyere og bolsjer, det samme som på gaden – men det var her, køen var længst.
Da dørene åbnede klokken 18, stod Inger Støjberg klar på sine krykker for enden af gangen, mens en kø af selfiesultne mennesker dannede sig foran hende. Hun havde ondt i knæet, hun burde hvile, hendes folk sukkede omkring hende og sagde »åh, så bravt hun kæmper«.
Køen fortsatte. Små fire timer senere, da Kulturnatten var ved at lukke ned, stod hun stadig der og smilte. Hun havde ikke tid til andet.
