1989-90. Lutz Seiler fortæller om et år på Prenzlauer Berg, hvor hvad som helst så ud til at være muligt. Men hvor det meste endte som ingenting. Og som litteratur.
Vodka med gedemælk
Berlinmurens fald 9. november 1989 har i mere end tre årtier givet et stabilt litterært afkast. Et utal af oprindeligt østtyske forfattere har på et utal af måder fortalt, hvor euforisk det føltes, da de efter et kvart århundredes indespærring pludselig kunne krydse grænsen mellem øst og vest til fods eller i deres ramponerede Lada. Ja, hvor euforisk det føltes at blive hilst velkommen med hurraråb af vesttyskerne og derpå feste i flere døgn. Og hvor sært tomt det også føltes, da den store fælles rus var ovre, og enhver stod tilbage med sit eget lille liv.
Wende-litteratur kalder man fortællinger, der skildrer dette vendepunkt. Mange ligner til forveksling hinanden. Men den i dag 59-årige Lutz Seilers mesterlige roman Stern 111 skiller sig markant ud. Romanen, der netop er blevet kyndigt oversat, og som i 2020 blev tildelt Leipziger Buchmesses store pris, har frem for alt et meget originalt udgangspunkt:
Del:
