Et voksende antal småbørnsforældre får tilskud fra kommunen for at gå hjemme og passe deres eget barn. Siden 2016 er antallet af modtagere steget konstant; fra 661 til 1.941 i 2021. Omfanget af borgere på den offentlige ydelse er dermed tredoblet i løbet af fem år.
Arbejdsgiverorganisationerne kritiserer nu den tiltagende brug af ordningen, der altså trækker næsten 2.000 mennesker ud af arbejdsstyrken, samtidig med at både private og offentlige arbejdspladser har svære kvaler med at skaffe medarbejdere.
Bunden bliver selvsagt ikke slået ud af samfundsøkonomien, fordi et par tusinde forældre siger ja tak til kommunernes tilskud og fravælger hamsterhjulet for at være sammen med deres barn fra morgen til aften. På den anden side indebærer det dog en reduktion af arbejdsudbuddet af en vis størrelse. Stilheden, der omgærder ordningens beskæftigelseskonsekvenser, står eksempelvis i kontrast til den årelange og højlydte strid om kontanthjælpsloftet, der ifølge et tidligere skøn fra Finansministeriet kun drejede sig om, hvorvidt den strukturelle beskæftigelse ville blive løftet eller reduceret med 700 personer; altså et noget mindre antal.
Principielt er tilskuddet fra kommunerne til de hjemmepassende forældre med børn i førskolealderen også et bemærkelsesværdigt element i det danske velfærdssystem. Det er den eneste offentlige ydelse, der udbetales til raske og arbejdsduelige mennesker på betingelse af, at de overhovedet ikke har nogen form for arbejdsindtægt. Dermed animeres forældrene til at holde sig helt væk fra jobmarkedet, hvis de vil have tilskuddet på nogle tusinde kroner om måneden for at passe deres eget barn frem for at sætte det i en daginstitution. Ingen andre offentlige ydelser præmierer på tilsvarende måde borgere for melde sig ud af arbejdsstyrken.
»Man kan diskutere, om det er klogt at bruge offentlige midler på at få nogen til at forlade arbejdsmarkedet for at passe børn,« siger vicedirektør Erik E. Simonsen fra Dansk Arbejdsgiverforening.
»Nu skal vi ikke gøre det til verdens største problem. Men ser vi bort fra antallet, der er på ordningen, er det da ulogisk, at vi bruger offentlige midler på at øge problemerne for os selv. Ofte diskuteres der jo, fornuftigt nok, hvad man kan gøre, for at incitamentet til at være i beskæftigelse bliver større. Men her har vi altså skabt et incitament til ikke at være i beskæftigelse. Og så må man spørge: Hænger tingene sammen?«
Også Dansk Erhverv har indvendinger mod tilskuddet til hjemmepassende forældre. »I lyset af den massive mangel på arbejdskraft er vi ikke begejstrede for ordningen,« siger arbejdsmarkedschef Peter Halkjær.
»Helt grundlæggende er det et forkert princip, at man kan opnå en økonomisk gevinst ved at blive væk fra arbejdsmarkedet. Det tjener jo ikke til at bidrage til, at flest muligt mennesker bliver selvforsørgende,« tilføjer han.
Ifølge beregninger fra CEPOS mister de offentlige kasser i snit årligt cirka 200.000 kroner i skatteindtægter for hver fuldtidsperson, der stopper med at arbejde. Fra beløbet skal trækkes omkring 60.000 kroner, som kommunerne sparer, fordi barnet ikke optager en daginstitutionsplads. I de 60.000 kroner indgår udgiften til forældretilskuddet fraregnet beskatningen af tilskuddet. Det giver rundt regnet en belastning af de offentlige finanser på 140.000 kroner for hvert barn, der er omfattet af tilskudsordningen. Med det nuværende omfang, som ordningen har, svarer det til et tab for de offentlige finanser på knap 300 millioner kroner om året i forhold til, hvis forældrene var i arbejde.
»De forældre, der går derhjemme og passer deres barn, er naturligvis glade for ordningen. Jeg har også fuld respekt for, at man vil passe sit barn. Men det bør man selv finansiere. Jeg kan ikke se nogen grund til, at velfærdsstaten betaler forældrene for det. Det belaster de offentlige finanser, og det reducerer arbejdsudbuddet og velstanden. Så det er en dårlig idé, at skatteyderne skal betale for, at personer trækker sig ud af arbejdsmarkedet for at passe deres børn,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS.
For de ressourcestærke
Det er dagtilbudsloven, der giver kommunerne mulighed for at give tilskud til hjemmepassende forældre med børn i førskolealderen. Tilskuddet kan gives i en periode på op til ét år, og det må højst udgøre 85 procent af kommunens udgifter til en daginstitutionsplads. Det er et krav, at forælderen »har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer«, og forælderen må hverken modtage overførselsindkomster som eksempelvis SU eller kontanthjælp – eller altså have en arbejdsindtægt.
Tilskuddet varierer en del fra kommune til kommune. Ifølge den seneste oversigt, som Børne- og Undervisningsministeriet fremsendte til Folketinget i 2020, svingede tilskuddet til forældre med hjemmepassede børn i alderen nul-to år fra cirka 7.600 kroner om måneden i Rudersdal til cirka 2.000 kroner i Silkeborg. For forældre med børn i alderen tre-fem år var taksten i Silkeborg ligeledes omkring 2.000 kroner, mens det højeste tilskud blev givet på Langeland, hvor det var cirka 5.100 kroner om måneden.
I de senere år har stadig flere kommuner tilbudt forældrene at få tilskud til at passe deres eget barn. Fra 2018 til 2021 er antallet af kommuner, der praktiserer ordningen, således steget fra 46 til 59.
Svendborg er et af de steder, hvor ordningen er relativt mest udbredt. Ifølge Danmarks Statistik fik 79 forældre i den sydfynske kommune udbetalt hjemmepassertilskuddet ved den seneste statusopgørelse i oktober 2021.
»Det er for at give vores familier valgmuligheder, og så de kan vælge den livsform, der passer bedst til deres familie,« siger Henrik Nielsen, De Konservatives første viceborgmester og formand for børne- og ungeudvalget. »Og ja, ordningen har konsekvenser for arbejdsudbuddet. Men vi er ikke kun sat i verden for at være på arbejdsmarkedet. Det handler også om at have et liv med kvalitet og give småbørnsfamilier en god hverdag,« tilføjer han.
Det er dog ikke altid kun hensynet til familiernes valgfrihed, der driver kommunerne. I Vejle har byrådet just godt og vel fordoblet tilskuddet til forældre, der selv passer deres nul-toårige børn. Ydelsen er steget fra 3.500 kroner om måneden til næsten 7.400 kroner for at lokke flere forældre til at gå hjemme. Årsagen? Kommunen har ikke sørget for at bygge det nødvendige antal daginstitutionspladser.
Tilsyneladende appellerer ordningen fortrinsvis til ressourcestærke forældre med økonomisk råderum, der har luft i familiebudgettet til at klare sig med kun en arbejdsindtægt. Det viste i hvert fald en evaluering, som Københavns Kommune tidligere har gennemført: En overvægt af tilskudsmodtagerne er etnisk danske, veluddannede kvinder fra familier med socialt overskud.
Ideologiske skel
På Christiansborg har der eksisteret en ideologisk skillelinje mellem de røde og de blå, siden ordningen blev indført helt tilbage i 2002 af det daværende borgerlige flertal. De borgerlige er optaget af at give bedre rammer for at kombinere arbejdsliv og familieliv på en fleksibel måde, der passer den enkelte familie. Venstrefløjen har større fokus på værdien af den socialisering, der sker i daginstitutionerne, og har for eksempel afsat penge til minimumsnormeringer for at skabe dagtilbud af højere kvalitet.
I de senere år har Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance efter tur stillet forslag om at gøre det økonomisk langt mere attraktivt for forældre at passe deres eget barn, uden at der dog er sket ændringer af loven.
Alligevel er det måske værd at dvæle ved de divergerende værdier, der støder sammen.
Da Liberal Alliance i oktober sidste år senest foreslog at sætte den økonomiske støtte til de hjemmegående forældre markant op, hed det således i bemærkninger til forslaget: »Det er blevet en selvfølge i den socialdemokratiske velfærdsstat, at børn har det bedst uden for hjemmet – og at forældres primære rolle er at være skatteydere.«
Omvendt var børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil lige så ideologisk funderet, da hun under førstebehandlingen i december sidste år klarlagde sin og regeringens position:
»For mig er det vigtigt, at børn møder andre børn og forholder sig til andre børn, fra de er helt små, altså at man også indgår i fællesskaber på kryds og tværs af de forskelle, der er i vores samfund.«
Læs også, hvorfor flere og flere fravælger daginstitutionerne for at passe deres små derhjemme.
