Tove Jansson var en mester i at variere den gængse skabelon for en dannelsesfortælling. De tidlige mumiromaner er forholdsvis traditionelle hjem-ude-hjem-fortællinger, hvor vi ender trygt i den fortryllede Mumidal efter endt eventyr.

Men fra mesterværket Troldvinter (1957) begynder hendes dekonstruktioner af formlen, da mumitrolden vågner op fra sit vinterhi og for første gang ser sit hjem om vinteren. Han forlader aldrig dalen i fortællingen, men hjemmet er blevet unheimlich, og heltens rejse bliver af samme grund så meget desto dybere og mere foruroligende.