Eskalering. Hvad skal der til, før en stadig mere presset præsident Putin beslutter sig for at bruge et »begrænset« taktisk atomvåben i Ukraine? Udsigt til et ydmygende nederlag? Mistet kontrol med Donbas og Krim? Eksperterne er uenige – men »det nukleare tabu er brudt«.

Putins nukleare fristelse

Putins nukleare fristelse Af Ole Nyeng

»En atomkrig kan aldrig vindes og må aldrig udkæmpes.«

Så kort og præcist lød det i sluterklæringen, da Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov, lederne af de to supermagter USA og Sovjetunionen, i 1985 mødtes for første gang i Genève og lagde grundstenen til en række vidtgående våbenkontrolaftaler, der blev forhandlet igennem i de følgende år.

I årtier efter de amerikanske atombomber mod japanske Hiroshima og Nagasaki i 1945 var en atomkrig mellem de to supermagter ikke blot noget, man frygtede. Det var noget, man forventede og forberedte sig på, som Nina Tannenwald, lektor i international politik på amerikanske Brown University og ekspert i våbenkontrol, skriver det i sin bog The Nuclear Taboo.

»Den opfattelse, at en atomkrig kunne bryde ud hvert øjeblik, gennemtrængte det amerikanske samfund. Mange bygninger opført under Den Kolde Krig – heriblandt skoler, lufthavne, ja, selv moteller – var udstyret med et »strålingssikret« rum i kælderen. Instruktionen ‘søg dækning’ i tilfælde af et atomangreb blev en fast del af de øvelser, som enhver amerikansk statsborger, inklusive skolebørn, blev tilskyndet til at deltage i. On the Beach (1959), en postapokalyptisk science fiction-film, skildrede en verden udslettet af en atomkrig. Militærstrateger som Herman Kahn, den historiske inspiration for figuren Dr. Strangelove i Stanley Kubricks klassiske sorte komedie, opfordrede amerikanerne til at tænke over, hvordan man skulle udkæmpe, vinde og overleve en atomkrig.«

Frygten kulminerede i Cubakrisen i 13 dage af oktober 1962, hvor verden kom det tætteste, man endnu har været på en atomkrig, og mange oprigtigt forventede, at de og deres kære ville gå til grunde i en paddehattesky eller det efterfølgende strålingshelvede.

Cubakrisen blev vendepunktet. Atomvåbnene blev stigmatiseret. »Et nukleart tabu – en normativ selvbegrænsning mod at være den første part, der brugte atomvåben – vandt indpas, både som et resultat af strategiske interesser og moralske overvejelser,« som Nina Tannenwald skriver det.

Med nogle få rogue regimes a la Nordkorea som undtagelser blev atomvåben noget, man havde som supermagt eller stormagt, som en slags sidste garant mod at blive angrebet militært. Det var ikke noget, man skiltede med. Frygten gik i glemmebogen. Som Mikhail Gorbatjov kunne konkludere det i 1991: »Risikoen for en global atomkrig er praktisk talt forsvundet.«

Russiske trusler

Spring til februar 2022. I sin tale 24. februar, der varslede invasionen af Ukraine, advarede Ruslands præsident Putin: »De, der føler sig fristet til at blande sig, skal vide, at Rusland vil svare igen øjeblikkeligt, og at konsekvenserne vil være nogle, som I aldrig har set i hele jeres historie,« en slet skjult antydning af, at Rusland ville bruge atomvåben, hvis USA eller NATO-alliancen intervenerede militært i Ukraine. Putin lod vide, at han allerede havde truffet »alle de nødvendige beslutninger«, hvis noget sådant skulle ske. Tre dage senere instruerede Putin på offentligt tv sin forsvarsminister og forsvarschef om at sætte de russiske atomstyrker i »særligt kampberedskab« for at understrege alvoren.

Siden er der ikke gået mange dage imellem, at russiske ministre, eksperter eller tv-personligheder har flirtet med tanken om brug af det ultimative våben. »Bare én affyring, Boris (Johnson, red.), og England er væk«, advarede Dmitrij Kiseljov, ledende nyhedsvært på den statslige tv-kanal Rossija-1, således i maj i en præsentation af det russiske militærs nyanskaffelser, det interkontinentale missil Sarmat og den termonukleare torpedo Poseidon, i stand til at iværksætte en radioaktiv tsunami. »Når den har passeret over De Britiske Øer, vil den forvandle, hvad der er tilbage af dem, til radioaktiv ørken,« lød det stolt fra tv-værten.

»Især i begyndelsen af krigen kom de russiske ledere med en masse trusler om brug af atomvåben. Det skete ikke blot en eller to gange, det var nærmest hver eneste dag, at en russisk regeringsembedsmand kom med sådanne trusler. Det spreder det indtryk i den russiske offentlighed, at atomvåben er legitime våben, og at den russiske ledelse seriøst overvejer at bruge dem. Det udfordrer det nukleare tabu, der har eksisteret i årtier, om aldrig nogensinde at bruge atomvåben som den første part i en konflikt,« siger Nina Tannenwald i en telefonsamtale fra hjemmet i Boston.

Rusland har fået en del kritik for denne nukleare sabelraslen, også fra lande i Den Tredje Verden, der ellers ikke automatisk har sluttet op omkring Vestens og ligesindedes sanktioner mod russerne.

»Reaktionen har fået de russiske ledere til at trække en smule i land, og i sidste uge var der en minister, der sagde, at der 'ikke var nogen grund' til at bruge atomvåben i Ukrainekonflikten. Men generelt mener jeg, at risikoen for brug af atomvåben er højere end på noget tidspunkt under min professionelle karriere. Jeg har arbejdet med det her i 35 år, og jeg har aldrig været så bekymret over det, som jeg er nu – eller især som jeg var for en måned siden,« siger Nina Tannenwald.

»Vil det nuværende dødvande på slagmarken og de ukrainske angreb mod militære mål på Krim-halvøen og i selve Rusland kunne få Putin til at overveje at bruge at taktisk atomvåben mod ukrainerne?« spørger jeg.

Tannenwald er ikke sikker: »Jeg ved ikke, hvad der foregår i Putins hoved. Det, vi ved, er, at Putin er villig til at se bort fra alle mulige normer. Territorial integritet, retssikkerhed, demokratiske grundregler. Det er en person, der har vist, at han er villig til at udføre folkemord. Vil en sådan person lade sig begrænse af noget som det nukleare tabu? Samtidig ved Putin – og hans rådgivere og generaler – at hvis de bruger atomvåben, vil det ikke bare være katastrofalt for Ukraine, men også for Rusland. De vil blive mødt med fordømmelse over hele kloden, og Rusland vil blive isoleret som aldrig før. Rusland vil for alvor blive en pariastat. Vil man så alligevel – i en situation, hvor Ukraine har sat sig for at generobre Krim, og Rusland synes at tabe krigen – gribe ud efter atomvåben? Jeg ved det ikke. Det er usandsynligt, men det er ikke umuligt.«

Scenarier for en atomkrig

Under hvilke omstændigheder kan Putin tænkes at ville anvende atomvåben i Ukrainekonflikten? John Mearsheimer, professor i international politik ved The University of Chicago og førende teoretiker inden for den såkaldt realistiske skole, har i et nyligt indlæg i tidsskriftet Foreign Affairs opregnet tre scenarier, der kunne føre til en sådan eskalering.

Den første: hvis USA og NATO går ind i krigen i Ukraine med militære styrker. Det er en usandsynlig udvikling al den stund, at såvel præsident Biden som alle andre NATO-landes ledere udtrykkeligt har udelukket den.

Den anden: at de ukrainske styrker ser ud til at tilføje Rusland et militært nederlag og generobre de russiskbesatte territorier. »Der er ingen tvivl om, at Moskva let vil kunne se et sådant udfald som en eksistentiel trussel, som kræver en nuklear respons,« skriver Mearsheimer. Et sådant svar vil man kunne give uden frygt for nuklear gengældelse, mener Mearsheimer, idet »Kyiv ikke har atomvåben, og Washington ikke har interesse i at starte en atomkrig«.

Tredje scenario: et langvarigt dødvande på slagmarken uden udsigt til nogen diplomatisk løsning og med stigende økonomiske omkostninger for Moskva. »Desperat efter at afslutte konflikten vil Putin muligvis søge den nukleare eskalering for at vinde,« mener Chicago-professoren.

I begge de to sidste scenarier forudser han, at Rusland vil bruge taktiske atomvåben med begrænset sprængkraft mod et sæt specifikke militære mål og vil kunne ramme byer og storbyer senere, hvis nødvendigt. Det vigtigste formål vil være at levere et »gamechanging slag – at skabe en sådan frygt i Vesten, at USA og dets allierede vil rykke hurtigt for at få afsluttet konflikten på betingelser, der er favorable for Moskva«.

Graham Allison, professor i international politik ved Harvard University, ligger i dette spørgsmål på linje med Mearsheimer. I et interview med tyske Der Spiegel 20. maj siger Allison: »Han (Putin) mener, med rette, at hvis han står over for et klart nederlag, vil han miste sin position og sandsynligvis blive dræbt – tænk på zar Nikolaj 2. i 1917. Og han vil blive husket i russisk historie som den person, der tabte Ukraine og genoplivede Vesten. Det er ikke noget godt alternativ for ham. Hvis han er tvunget til at vælge mellem at tabe eller at eskalere volden og ødelæggelsen, så vil han, hvis han er en rationel aktør, vælge det sidste.«

»Putin har ikke vist nogen tøven med at dræbe folk, selv i meget store tal.(...) Hvis vi stiller ham over for et klart valg mellem at tabe alt eller tage en chance, må vi regne med, at han vil bruge et taktisk atomvåben,« tilføjer Allison.

Taktiske atomvåben

Det, der tales om i forbindelse med Ukrainekrigen, er taktiske atomvåben, som russerne har videreudviklet markant siden Den Kolde Krig, og hvor de nu har en klar fordel. Mens USA efter Den Kolde Krig i et anfald af hybris skarpt reducerede sit arsenal af taktiske atomvåben, beholdt og udvidede russerne deres. Det russiske arsenal er nu på cirka 2.000 styk, USA har cirka 200, hvoraf halvdelen er udstationeret i Europa.

Taktiske atomvåben har en række fordele, hvis de skal bruges på slagmarken, i sammenligning med de langtrækkende strategiske atomvåben, hvis sprængkraft er så voldsom, at de kun kan indgå i dommedagsscenarier og bruges til afskrækkelse.

Taktiske atomvåbens sprængkraft kan reguleres til det ønskede niveau, fra 50 kiloton helt ned til 0,3 kiloton – Hiroshimabomben var på 13 kiloton. De er særdeles fleksible og kan affyres med stor præcision fra op til 500 kilometers afstand. De kan anvendes i form af torpedoer affyret fra ubåde, ballistiske missiler affyret fra land eller fra havet, som artillerigranater eller som bomber smidt fra fly. De kan bruges mod tyndtbefolkede områder eller havområder – som en advarsel – eller mod storbyer eller mindre byer, mod fjendens troppekoncentrationer eller baser, mod strategiske knudepunkter som broer, jernbaner og lufthavne.

Og de kan uden vanskelighed monteres på de Iskander-missilbatterier, der allerede bruges i Ukrainekrigen, nu bestykket med konventionelle missiler.

Atomvåben er »overvurderede«

Alligevel mener Pavel Podvig, der er seniorforsker ved UNIDIR, FNs Institut for Nedrustningsforskning, og ekspert i det russiske atomvåbenprogram, at Ruslands taktiske atomvåben ikke vil være særligt anvendelige på slagmarken i Ukraine.

»Taktiske atomvåben vil ikke være nyttige i militær forstand i en konflikt som denne,« siger han over telefonen fra Genève. »Man kan begynde at overveje nytten af atomvåben i en krig, der involverer rækker af kampvogne, massive luftangreb eller hangarskibe med fly, men dette er ikke den slags krig. Der er tale om meget spredte styrker over en meget bred front. Du ville skulle bruge atomvåben mod hver enkelt ukrainsk enhed. Der er ikke meget, atomvåben kan gøre for at hjælpe russerne med at rykke frem eller stoppe en ukrainsk modoffensiv. Nytten af atomvåben er generelt noget overvurderet.«

»Men,« indvender jeg, »russerne vil kunne fyre et taktisk atomvåben af som en trussel: Overgiv jer, eller der kommer mere af det samme?«

»Ja. Atomvåben er gode til at dræbe mennesker. Så den eneste måde, man kan tænke sig atomvåben anvendt, er i strategisk øjemed, den måde, de blev brugt på i Hiroshima og Nagasaki. Du angriber byer i håb om, at du skræmmer din modstander så meget, at han kapitulerer. Men det er én ting at sige til en modstander, at hvis I angriber mig og bringer mit territorium i fare, så vil jeg gøre, hvad der kræves. Det er noget helt andet at sige, at jeg er parat til at dræbe hundredtusinder, måske millioner af mennesker, fordi det går mig dårligt på slagmarken. Den tærskel, man skal overvinde for at gøre det, er ret høj. Jeg er ikke sikker på, at vi er der i dag, hvor nogen er i stand til at overskride den.«

Pavel Podvig peger på to andre faktorer, der peger imod, at Rusland overvejer at bruge atomvåben i Ukraine. Den første er den russiske kommandostruktur.

»Præsidenten er ikke alene om at give ordrer til en nuklear respons. Der er visse procedurer, visse safeguards, der skal overholdes. Enhver brug af den slags våben vil kræve en vis forberedelse. Der skal udarbejdes planer, udpeges mål, udstedes ordrer til de styrker, der skal tage våbnene ud af lagrene. Der er mennesker indblandet alle steder. De har måske ikke autoritet til at blokere en ordre fra præsidenten, men der er altså heller ikke tale om, at Putin bare kan trykke på en rød knap på sit skrivebord. Nogle af disse mennesker vil måske have reservationer mod at bruge den type våben, nogle kan have familie i Ukraine. Eller de kan være bange for, hvad det ville betyde for dem i en efterfølgende straffesag, hvis de var delagtige i mord på hundredtusindvis af mennesker.«

– Og den anden faktor?

»Vi i Vesten – og det vil først og fremmest sige de amerikanske efterretningstjenester – følger enhver russisk transport af tropper eller våben ret nøje. Vi er ret sikre på, hvad der sker. Og hvad de taktiske atomvåben angår, ved vi med stor sikkerhed, at de fortsat befinder sig på de 30-40 faciliteter, hvor de er oplagret. Der er ingen tegn på, at Iskander-missilsystemer er blevet forsynet med atomsprænghoveder, eller at bombefly er bestykket med nukleare våben. Vi er flere skridt fra anvendelse af disse våben. Et atomangreb kommer ikke ud af det blå.«

Et globalt chok

Heller ikke en anden internationalt respekteret ekspert i russisk sikkerhedspolitik, Andreas Umland fra Universitet i Jena og det svenske Utrikespolitiska institutet i Stockholm, anser det for sandsynligt, at Putin vil bruge atomvåben i Ukraine. Han peger på den internationale reaktion som en afgørende faktor, der kan holde Putin tilbage.

»Det vil være et globalt chok, første gang et atomvåben bliver brugt i en angrebskrig. De såkaldt alliancefri lande vil genoverveje deres holdning til Rusland. BRICS-landene (Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika, foruden Rusland, red.) vil vende sig mod det. Det vil være dødsstødet mod NPT, ikkespredningstraktaten om atomvåben, og det er en traktat, Kina går meget op i at bevare. Det vil givetvis føre til en diskussion om, hvorvidt Rusland skal ekskluderes fra FNs Sikkerhedsråd, ja, måske endda fra FN. Rusland vil blive internationalt isoleret som aldrig før. Det vil være for kostbart for Rusland, politisk, diplomatisk og økonomisk. Jeg ser det ikke ske.«

Også fordi Rusland, ifølge Umland, stadig har en masse instrumenter tilbage, de kan bruge i Ukrainekrigen.

»De kan stadig forøge mængden af konventionelle våben. De kan indføre generel mobilisering af den russiske hær. De kan tæppebombe de ukrainske byer langt mere, end de gør. De kan foranstalte en ulykke på Zaporizjzja-atomkraftværket, som de har under kontrol, og give ukrainerne skylden for det, hvilket kan have nogenlunde samme effekt som et atomvåben. Russerne har stadig mange andre muligheder for at udøve terror mod den ukrainske befolkning.«