Det nukleare glansbillede falmer

PARIS – Franskmændene har haft svært ved at tøjle deres skadefryd over, hvor dumt det var af Tysklands forhenværende kansler Angela Merkel at træffe beslutning om at lukke samtlige tyske atomkraftværker som reaktion på katastrofen på Fukushima-kraftværket i Japan i 2011. Uden tanke for, at der kunne komme en dag, hvor det ikke var klogt at være afhængig af olie og gas fra Rusland.

Rask væk sammenlignes Tyskland med græshoppen i La Fontaines fabel, som ikke forbereder sig på vinteren, men lever fra hånden til munden.

Frankrig følte sig utvivlsomt mere som den kloge myre i samme fabel, for her dækkes mellem 70 og 80 procent af elforbruget af atomkraftværker, der ligger spredt ud over hele landet.

Og den franske nationale stolthed over »den fremsynede energistrategi« er ikke blevet mindre af, at atomkraft ifølge eksperterne synes at være en af de mest CO₂-neutrale energikilder. Simpelthen en overlegen teknologi.

Forleden plæderede kommentatoren Sylvain Fort endda i nyhedsmagasinet L'Express for udelukkende at satse på atomkraft, fordi det »vil sikre Frankrigs energimæssige uafhængighed«, og måske endda – intet mindre – »kunne samle nationen«.

»Konstruktionen af flere nye reaktorer kunne gøre Frankrig til det eneste land i Vesten, som kan tilbyde et levedygtigt alternativ til et hyperafhængighedsforhold af politisk tvivlsomme regimer,« konkluderede han.

Men selvom håbet er lysegrønt, er det ikke nødvendigvis realistisk.

I den senere tid er det nukleare glansbillede begyndt at falme i Frankrig, som ellers er et af de lande i Europa, hvor den folkelige og politiske opbakning til atomkraft er størst. Der har nemlig vist sig at være kolossale problemer med den franske reaktorpark.

Korrosion i svejsningerne

I oktober sidste år blev der under en rutinekontrol på kraftværket i Civaux i Vienne i Midtfrankrig konstateret sprækker i nogle af de stålrør, som udgør reaktorens nødkølesystem.

Og det skabte en stemning af panik i den franske atomsikkerhedsorganisation ASN (Autorité de Sûreté Nucleáire), for kraftværket er ikke blot et af de kraftigste med to reaktorer, der producerer knap 1.500 megawatt, men også en af landets nyeste. Det blev indviet i 1997-99.

Ifølge ASN var der tale om korrosion i en række rørsvejsninger, og nyheden var nok til, at det franske elselskab EDF øjeblikkeligt lukkede reaktorerne i Chooz i Ardennerne, som er af samme type.

Men det blev værre: Sidst i december opdagede man lignende korrosioner i svejsningerne i reaktorerne i Penly 1 i Seine-Maritime i det nordlige Frankrig, som er en anden reaktortype.

Det fik den franske strålingssikkerhedsenhed IRSN (Institut de Radioprotection et de Sûreté Nucléaire) til at konkludere, at »alle reaktorer potentielt kan være påvirkede«.

Flere politikere har forsøgt at mane til besindighed ved at understrege, at der jo ikke er tale om en fejl i selve reaktoren, men i et hjælpesystem.

Men Marc Jedlicska, talsmand for den uafhængige energitænketank négaWatt vurderer, at problemet er »ekstremt alvorligt«:

»Der er tale om en fejl i det system, der skal sende vand ind i reaktoren, hvis den skal nødkøles. Så det påvirker selvfølgelig reaktorens samlede sikkerhed. Og når det drejer sig om atomkraft, har man jo ikke lyst til at skippe livremmen og satse på, at selerne holder,« som han forklarede mig.

Import af strøm udefra

Det kunne næppe ske på et dårligere tidspunkt:

Vedligeholdelsen af landets reaktorer er blevet voldsomt forsinket af covid-19-pandemien, og derfor er mange af landets reaktorer i forvejen lukket ned til tiårligt gennemsyn. Faktisk er kun 27 af Frankrigs i alt 56 reaktorer for tiden i drift.

Det indebærer, at landets elektricitetsproduktion er mere end halveret, og Frankrig har – helt uhørt – været nødt til at importere strøm fra nabolande som Tyskland og Spanien.

Men problemerne kan sagtens blive større.

For til vinter risikerer dele af Frankrig at gå i sort, fordi der ikke kan produceres strøm nok. Det varsler ikke blot ilde for industrien, men også for almindelige mennesker i de dårligt isolerede huse og lejligheder i Frankrig, som stort set udelukkende varmes op med elradiatorer. Årtier med billig strøm har nemlig ikke just ansporet franskmændene til at varme op på anden måde.

Så den franske regering har måttet bide i det sure æble og bremse den planlagte nedlukning af landets sidste kulkraftværk. Men det er groft sagt som at slukke en brand med et snapseglas. Selv hvis det lykkes at holde det i gang, producerer kraftværket kun 600 megawatt – en bagatel i forhold til det franske behov, der nogle vinteraftener rammer 100 gigawatt, når folk skruer op for termostaten.

Ifølge Marc Jedlicska har man i Frankrig i alt for mange år »satset blindt på atomkraften som en nærmest magisk energikilde, og ingen har villet lytte til kritikerne«, som han siger.

For allerede før efterårets korrosionsproblemer var der knas med den franske stolthed: de nye tredjegenerations trykvandsreaktorer EPR-III: Efter 13 års forsinkelse er det ifølge eksperterne stadig tvivlsomt, om denne reaktortype kan være operationsklar i Frankrig til næste år på grund af bøvl med designet. Og denne gang ikke i hjælpe- og/eller nødsystemet, men i selve stålreaktorkernen.

Så hvad er planen? Nødplanen?

Frankrig vil næppe åbne flere kulkraftværker. Det er for kortsigtet, for forurenende, og prisen på kul er i øvrigt skudt voldsomt i vejret efter kulembargoen mod Rusland.

Vil man satse på de mindre reaktortyper, de såkaldte SMR, som Macron har luftet som en mulighed? Den reaktortype findes indtil videre slet ikke i Frankrig, hvor man er gået den anden vej mod større reaktorer, så et sådant projekt vil Frankrig ifølge eksperterne tidligst kunne stable på benene i 2050. Så det løser heller ikke problemerne her og nu.

Ifølge Marc Jedlicska fra négaWatt er det mest sandsynlige, at man vil presse på for at få hastet gennemsynet af de eksisterende reaktorer igennem. Men det er lettere sagt end gjort. For det kan kun foretages af højt specialiseret arbejdskraft, »som ikke kan arbejde hurtigere, end de i forvejen gør«, siger Marc Jedlicska.