I Danmark har vi en lang tradition for blokpolitik. Landet styres typisk af skiftende mindretalsregeringer, støttet af en enten rød eller blå blok. Det kan nogle gange føles som at køre i en bil, hvor chaufføren og hans sidemand skiftes til at hive rattet til hver sin side – med fare for, at man ender i grøften. Var det ikke bedre, hvis partierne på den politiske midte var i stand til at droppe skænderiet om førersædet? Hvis de i stedet gik sammen om at styre landet sikkert uden om hullerne i vejen?
Med blodsmagen fra pandemi og krig i munden, og en truende økonomisk krise i horisonten, er der noget tillokkende ved tanken om en mere stabil og pragmatisk politisk fremtid. Denne sommer har både Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen da også hældt frisk benzin på det opgør med blokpolitikken, som Lars Løkke Rasmussen antændte, da han som formand for Venstre i forrige valgkamp pludselig talte om en regering på tværs af blokkene: »Der er bare rigtig mange mennesker, der ønsker et bredt samarbejdende, velfungerende folkestyre,« lød det fra Løkke i den bog, hvor han lancerede tanken.
Men forskningen antyder, at det i virkeligheden er blokpolitikken, der muliggør de stabile minoritetsregeringer og det brede samarbejde over midten, der faktisk karakteriserer dansk politik. Det forklarer Christoffer Green-Pedersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i blokpolitik og minoritetsregeringer.
Risikerer en regering over midten at rykke ved det fintfølende system, der sikrer, at omtrent halvdelen af de beslutninger, der vedtages i Folketinget, støttes af partier, der hellere så en anden statsminister på posten?
»Hvis en regering har en blok af støttepartier, der mere eller mindre garanterer, at den ikke bliver væltet, bliver oppositionspartierne gerne mere samarbejdsorienterede. De kan se, at de ikke kan regne med et valg foreløbigt, og derfor kan de lige så godt samarbejde og se, om de kan påvirke den førte politik. Det er den logik, som normalt driver dansk politik,« siger Christoffer Green-Pedersen.
Eksperimentet
Drømmen om en regering over midten henter ikke meget opmuntring i den moderne politiske Danmarkshistorie. Berettiget eller ej står 1970ernes SV-regering stadig som et skræmmebillede. Født ud af en økonomisk krise med høj inflation og stadigt mere splintrede politiske blokke skulle nyskabelsen løse tidens presserende udfordringer. Men regeringen holdt kun i 14 måneder og blev i eftertiden betragtet som en fiasko.
Mere positive forbilleder er der, hvis man kigger ud over Europa. Men skal man hente sin inspiration her, kræver det ikke blot et opgør med blokpolitikken, men også med vores forkærlighed for mindretalsregeringer:
»De brede regeringer over midten, man kan se i andre europæiske lande, er næsten altid flertalsregeringer. Så hvis vi i Danmark eksempelvis får en mindretalsregering med Socialdemokraterne og Venstre uden noget oplagt parlamentarisk grundlag, ville det i sandhed være et eksperiment,« siger Christoffer Green-Pedersen.
Han mener ikke, at det vil være særligt attraktivt for de pågældende partier, fordi de så både skal kæmpe internt om at blive enige med arvefjenden og samtidig vil mangle et fast og pålideligt parlamentarisk grundlag at støtte sig til:
»Derfor vil de hele tiden skulle finde sindrige parlamentariske kombinationer blandt de resterende partier på fløjene, der måske alle sammen tænker, at de ville kunne få mere indflydelse med en ny regering og en tilbagevenden til blokpolitikken.«
Hvorvidt det kan betale sig at bytte de traditionelle mindretalsregeringer ud med en flertalsregering over midten, afhænger i høj grad af, hvor sikker en mindretalsregering kan være på at kunne lave politik med sit parlamentariske grundlag.
Det forklarer Flemming Juul Christiansen, der er lektor i politologi ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet og forsker i regeringsdannelse.
Mindretalsregeringerne i 1970erne og 80erne kunne ofte ikke være sikre på deres støttepartiers hjælp, og ifølge Flemming Juul Christiansen kan man være bekymret for, om et lignende problem vil opstå efter næste valg, hvis blokkene bliver for fragmenterede af de mange partier.
På den måde kan det ende som et valg mellem stabilitet og fleksibilitet:
»En flertalsregering hen over midten binder en bestemt gruppe partier til at forhandle om alle emner. Den model, vi kender – med mindretalsregeringer, der er støttet af en blok, men samtidig laver mange forlig hen over midten – giver en regering større fleksibilitet. Til gengæld har en flertalsregering over midten en stor sikkerhed for at blive siddende og kunne gennemføre sin politik, i hvert fald så længe de internt kan blive enige om det,« siger Flemming Juul Christiansen.
Polariserede fløje
Ønsket om en bred midterregering bunder i en modvilje mod, at yderpartierne er kommet til at fylde mere i dansk politik. Men selvom fløjpartierne de sidste par årtier er gået frem, har det ikke nødvendigvis ført til en øget polarisering af dansk politik, viser Flemming Juul Christiansens forskning.
I perioden fra 1998 til 2015 ser yderpartierne ud til at have bevæget sig mod midten i de traditionelle politiske spørgsmål, og de er blevet mere tilbøjelige til at tage del i de politiske beslutninger end tidligere. Spørgsmålet er, om en regering over midten omvendt kan risikere at polarisere yderfløjene?
»Det vil i hvert fald skubbe fløjpartierne længere væk fra indflydelsen, og det kan svække deres inddragelse i det parlamentariske arbejde,« siger Christoffer Green-Pedersen.
»Vi har set, hvordan et parti som Dansk Folkeparti på godt og ondt er blevet suget ind i det parlamentariske arbejde som en del af den blå blok. Men hvis partierne i stedet regerer over midten uden fløjene, vil yderpartierne kunne stille sig udenfor som et klart populistisk alternativ. Man kan eksempelvis forestille sig, at Inger Støjberg vil kunne spille bold op ad en midterregering med de store gamle partier og bruge det til at skærpe sin retorik om magthaverne i København endnu mere.«
Polarisering af yderfløjene kan imidlertid være en bivirkning, midterpartierne er villige til at tage med, hvis bare de kan få lov at træffe de politiske beslutninger på midten. Ifølge Christoffer Green-Pedersen kan de brede flertalsregeringer over midten, som man har tradition for i eksempelvis Tyskland og Holland, faktisk være ret manøvredygtige, når reformer skal gennemføres. Det skyldes, at oppositionen her nogle gange er svag, men det skaber imidlertid en anden risiko:
»Ulempen er, at valgene i en eller anden grad kan miste deres betydning, fordi vælgerne ikke føler, at det nytter at stemme, når det alligevel ender med en bred regering over midten. Her er opfattelsen i Danmark mere, at man kan vælge mellem et tydeligt rødt og blåt alternativ, selvom der i realiteten er masser af bredt samarbejde på tværs,« siger Christoffer Green-Pedersen.
Måske er vi i virkeligheden tryggest ved de forhadte politiske blokke?
»Vi er netop nu ved at lægge sidste hånd på et studie af de skandinaviske midterpartier, og her kan vi se, at vælgerne straffer dem, når de skifter blok. Selvom folk godt vil have samarbejde ind over midten, ser vælgerne alligevel ud til at være ret optagede af, hvilken blok de ender med at lægge stemmer til,« siger Flemming Juul Christiansen.
