Civilisation. »Der er nok en stor andel af vores hunde, der lider lidt i stilhed,« siger dyreadfærdsforsker. Den moderne hund er ofte spærret inde en hel dag og har sjældent et privatliv.

Et værre hundeliv

Et værre hundeliv Af Tine Eiby

En familiehund hører med til billedet af det ideelle familieliv. En stor, rar bamse af en golden eller labrador retriever. Et godmodigt dyr, som ikke gør en flue fortræd, og som børn kan lege med og kramme og nulre, så tit de ønsker.

Men hvordan ser virkeligheden ud fra hundens perspektiv? Hunden er ikke skabt som krammebamse, om end der selvfølgelig findes individuelle undtagelser på, hvor godt enkelte hunde passer ind i dette billede, forklarer dyrlæge og ph.d. i dyreadfærd Iben Meyer fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

»Generelt synes hunde ikke om, at man bukker sig ind over dem, eller at man klapper dem oven på hovedet. Det kan i deres verden virke som en truende adfærd. De fleste hvalpe finder sig i det, og mange hunde kan lære at holde af et kram fra personer, de kender. Men det er ikke en realistisk forventning, at hunde skal have det fint med, at fremmede børn kommer løbende hen og klapper dem. Jeg vil vove at påstå, at det er tæt på alle hunde, der ikke synes, det er rart,« siger Iben Meyer.

Hun er førsteskribent på et litteraturbaseret studie, som tidligere i år blev trykt i et internationalt tidsskrift. Det sammenligner velfærden hos moderne familiehunde med fritstrejfende landsbyhunde. Hundeforskere estimerer, at landsbyhunde sammen med storbyernes gadehunde repræsenterer op imod 80 procent af alle verdens cirka 700 millioner hunde og dermed må betragtes som en slags hundenorm. Landsbyhunden lever også tæt på mennesker, men er ikke lukket inde i én families hjem, som vi kender det i den vestlige verden.

Hunden er udviklet, så den er tilpasset og afhængig af samlivet med mennesker, det er dens niche i evolutionen, understreger professor i bioetik Peter Sandøe, der er studiets seniorskribent. Men når man sammenligner moderne familiehundes vilkår med landsbyhundes, står det klart, at hundens samliv med mennesket helst bør finde sted med lidt større afstand og anstand, end vi er vant til. Hunde vil først og fremmest gerne selv vælge, hvornår de har kontakt og med hvilke mennesker og hvilke hunde. Og så skal hunden, ligesom alle andre medlemmer af familien, betragtes som et individ og ikke bare en anden art. Der er introverte hunde og udadvendte hunde, forsigtige hunde og overgearede hunde.

»Det er jo heldigvis langtfra alle hunde, der reagerer aggressivt, når vi overskrider deres grænser, men der er nok en stor andel af vores hunde, der lider lidt i stilhed,« siger Iben Meyer.

Ud over forskning arbejder hun også med behandling af adfærdsproblemer hos hunde og katte og kigger derfor meget på dyrenes kropssprog – for eksempel når vi klapper dem oven på hovedet:

»Jeg ser ofte hunde i gadebilledet, der bliver ‘passet op’ af fremmede, og hvor jeg tænker: ‘Åh … det kan hunden vist ikke lide.’ Så sidder hunden med dukket hoved, ørerne lagt tilbage og smasker lidt, men den affinder sig typisk med det.«

Heste, hunde og ulve

Selv kender jeg ikke meget til hunde. Omkring 20 procent af danske familier har hund, og de hører til kvarteret, hvor jeg bor. Der er hyggelig hundeglam ved aftenstid, og deres ejere går faste runder med dem i snor, mens de skubber barnevogn og kigger i mobiltelefon. Hunden får nemt karakter af en lidt komisk rekvisit i moderne familieliv, men jeg har ikke tænkt over, at den ligefrem går rundt og har frustrationer.

Det har mange moderne hunde, dokumenterer studiet. To meget udbredte udtryk for frustrationer hos hunde er problemer med at være alene hjemme og aggressiv adfærd.

Hunde er socialt anlagt. De er socialt obligate, hvilket vil sige, at de ikke trives med at være alene hjemme hele dagen. Op imod halvdelen af alle hunde lider i større eller mindre grad under at være efterladt alene. Nogle hunde bliver ligefrem syge af det og får separationsangst. De piver og gør, splitter måske hjemmet ad, tisser og skider i hjørnerne eller mister appetitten. Så kan det være, at ejeren tænker, at hunden er dårligt opdraget, men i virkeligheden er den ude af sig selv.

Der findes flere typer af alene hjemme-problemer, beretter Iben Meyer. Der er hunde, som kan være alene hjemme, hvis bare der er en anden hund, og for nogle hunde kan et par marsvin være selskab nok. En del hunde synes bedst om menneskeligt selskab, og så er der dem, der er afhængige af ét bestemt menneske for at have det godt.

Men hunde kan også få frustrationer, når de er sammen med mennesker. Hunden trives bedst med at have god plads, og i en treværelses lejlighed med flere småbørn har hunden ofte ingen fristeder. End ikke i sin kurv. En skønne dag er grænsen nået, og den knurrer eller bider måske. En undersøgelse foretaget af Den Danske Dyrlægeforening i 2014 viste, at syv procent af dengang i alt cirka 60.000 årlige aflivninger skyldtes aggression, herunder bid. Men der er et stort mørketal, siger Peter Sandøe. Det er jo lidt et nederlag, at man ikke har kunnet finde ud af at opdrage sin hund. Tidligere undersøgelser fra henholdsvis 1999 og 2007 viser, at aggressiv adfærd er årsag eller en medvirkende årsag i over 15 procent af alle aflivninger af hunde.

Der er også eksempler på ejere, som må lufte hund i ly af mørket, fordi hunden har svært ved at klare mødet med andre, mere begejstrede eller grænseløse hunde, fortæller Iben Meyer.

»Hunde er sociale, men vi har en urealistisk forventning om, at de skal være sociale med alle andre hunde, de møder, som jo i deres verden ofte er fremmede. Det svarer til, at jeg blev krammet af alle, jeg mødte på min vej, og det ville jeg nok heller ikke have det helt afslappet med.«

De to forskere og jeg har sat hinanden stævne i haven bag den historiske hovedbygning i det, der engang blev kaldt Landbohøjskolen og i dag er en del af Københavns Universitet. Vi er i hjertet af Frederiksberg. Her er bygninger, der ligner stalde, og gadenavnene på campus lugter af landligt liv med navne som Stigbøjlen, Dyrlægevej og Ridebanevej.

På Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab beskæftiger man sig med mange forskellige husdyr. Med heste for eksempel. De kan, som Peter Sandøe siger, sagtens rewildes, altså sættes fri i naturen. Heste vil klare sig fint uden os. Selvom heste godt kan vise positive følelser over for deres ejere, har de generelt »et instrumentelt forhold til mennesker«, siger han, og hvis en maskine kunne klare alt det med at sørge for foder og at lukke hestene ind og ud af stalden, ville de have det fint med det. Til gengæld kan heste gå helt i panik, hvis ikke de er sammen med andre heste. Også de mange grise ville leve fint uden menneskeligt selskab, fortsætter han. Men hunde … de er knyttet til mennesker.

Hundens forfædre var ulve, som lærte at omgås mennesker, men det er vigtigt at forstå, siger Peter Sandøe, at det er to forskellige dyr. Sammenlignende studier fra østrigske forsøg med opdræt af ulve og hunde viser, at ulve er flokdyr, og at deres intelligens er knyttet til flokken. Giver man ulve og hunde en opgave, der kræver samarbejde for at blive løst, er ulvene langt bedre til det end hundene. Ulvene bliver ved og ved, hundene, derimod, giver hurtigt op.

»Ikke fordi de er dumme,« siger Peter Sandøe. »Men hunden har udviklet en social intelligens, der kan bane vej til menneskers køleskabe. Den formår at sende os et bedende blik, der får os til at give en hånd med, når den har brug for det. Den har fedtet sig ind – det er dens store styrke – men prisen er dens store afhængighed,« forklarer Peter Sandøe.

Hunde jager ikke som ulve store bytter i flok, men spiser typisk det, der er tilovers fra mennesker; det er deres plads i evolutionen.

En glædeshund

Det er en livsstil, som svarer godt til den måde, landsbyhunde lever på. Vi kender dem måske fra vandreture gennem bjerglandskaber og vinmarker i Sydeuropa eller fra besøg i Tyrkiet. Landsbyhundene kommer løbende, standser – forhåbentlig – lidt på afstand og gør ad os, hvorpå de løber væk igen. De er tit magre og af ubestemmelig landrace.

I studiet baserer Meyer og Sandøe med flere sig blandt andet på Eliza Ruiz Izaguirres undersøgelser af landsbyhunde i Mexico. Her løber hundene frit omkring, ofte to eller tre hunde sammen. De kender mennesker, de hører måske til bestemte gårde, og de bliver fodret. Hundene er relativt fredelige, netop fordi de frit kan løbe deres vej, og deres hvalpe lærer stille og roligt at gebærde sig blandt andre hunde.

Til gengæld har landsbyhunde mange andre problemer. De bliver syge og kørt ned i trafikken, eller de bliver skudt, hvis turisterne bliver bange for dem. Oveni kommer, at fritstrejfende hunde risikerer at sprede sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker – såkaldte zoonoser. Mange af hundene lider også af underernæring eller dør ligefrem af sult, og generelt er det kun én hvalp ud af et kuld på ti, der overlever.

Helt anderledes tegner livet sig for den moderne, europæiske familiehund. Den er støt og roligt flyttet indendørs. Vi har flamske malerier fra 15-1600-tallet, der viser hunde på skødet af adelsfrøkener og borgerfruer, og bogen The Beast in the Boudoir fortæller om, hvordan hundene begyndte at gøre deres entré hos det parisiske bourgeoisi i 1800-tallet. Hundene er flyttet dybere og dybere ind i hjemmene – en overgang boede de i bryggerset, i dag er de trængt helt ind i dobbeltsengen. De bliver vaccineret og får stadig mere avancerede behandlinger hos dyrlægen.

Hermed er familiehunde sluppet af med sult og sygdomme. Mange er endog overvægtige, ofte i samme grad som deres ejere. Men udviklingen har sine omkostninger. Peter Sandøe paralleliserer ligefrem spøgefuldt med Sigmund Freuds Kulturens byrde – nu er det bare hundene, der bærer den tunge byrde af civilisation på deres smalle skuldre.

Den moderne hund er iscenesat som en glædeshund. Til glæde for børn, for ensomme sjæle og for dyrevenner, men den bliver typisk spærret inde og er ofte ensom. Med tanke på det frie landsbyliv, som hunden er udviklet til, lugter det lidt af overgreb.

»Jeg har rykket mig meget de seneste år. Tidligere tænkte jeg, at så længe hunde ikke tager direkte skade, er det så ikke okay, at vi mennesker får en masse glæde af dem? For eksempel som besøgshunde og terapihunde. Nu synes jeg i højere grad, at det skal være på hundens præmisser, hvis man anskaffer sig en hund. At hunden også skal få noget ud af det,« siger Iben Meyer.

Man kan for eksempel spørge sig selv, om hunden mon får noget ud af at være med i BonBon-Land en hel dag i snor, siger hun og tilføjer, at vi skal blive bedre til at forstå hundens behov og grænser.

»Jeg er også blevet mere yderligtgående,« erkender Peter Sandøe.

Efter hans mening skal man kun anskaffe sig en hund, hvis man er indstillet på, at den også har nogle behov, som skal tilgodeses med de ofre, det medfører. At man måske må indrette sig, så man på skift har hjemmearbejdsdage. Eller entrerer med en hundesitter. I Sverige har man ligefrem lavet forbud mod, at en hund må være alene hjemme i mere end seks timer om dagen. De to eksperter tvivler dog på, at den slags hjælper, om end det kan have en signalværdi.

Men når dele af dyreværnsbevægelsen giver udtryk for, at det er decideret undertrykkende at holde hund, kalder bioetikeren Peter Sandøe det for »skrupskørt«:

»Grise og heste har ikke valgt at bo hos os, men hunden hører til hos os.«

Vi taler lidt om udsigten til flere skilsmissehunde og delehunde – hvordan vil de klare det?

Peter Sandøe:

»Mit gæt er, at de fleste hunde vil være megafleksible. En hund er opportunist og overlever – helt i modsætning til en panda – ved at tilpasse sig en omskiftelig verden. Den kan meget mere, end man tror – så længe den ikke bliver ladt alene.«