Jeg har et slemt mareridt. Et af dem, der vender tilbage igen og igen. Jeg står over for en gammel, bitter knark, der sidder i hjørnet på en stol og vrisser og sprutter over de unges larm, ballade og mangel på respekt. Jeg ler overbærende ad den ældre mands galdespyende udfald og tænker »gamle fjols«. Men pludselig virker han mere og mere bekendt. Og lige med ét kan jeg gennem rynkernes folder og de buskede bryn se, at det gamle fjols er mig.
Og dér vågner jeg som regel, badet i koldsved. Jeg genvinder pusten ved tanken om, at det bare var en drøm. Men når jeg ser mig i spejlet, opdager jeg, at mareridtet ikke er langt fra virkeligheden, og jeg bliver dybt chokeret over at stå ansigt til ansigt med en afpillet skrælling, der har stjålet refleksionen fra den frejdige ungersvend, som plejede at kigge ud.
Lad mig indledningsvist sende en udstrakt langemand til forfatterne til de talrige klummer, jeg har læst, hvor aldrende mænd og kvinder i blomstrende vendinger udbasunerer alderens lyksaligheder og bedyrer, at »livet er blevet lettere og mere glædesfyldt«.
Det er i hvert fald ikke helt sådan, min – subjektive – opfattelse af det er. Tværtimod.
DET BEGYNDTE, da jeg fyldte 50. På selve dagen bliver man budt velkommen til den senile lavalder med en lige højre: en hvervefolder fra Ældre Sagen. Skarpt efterfulgt af en uventet uppercut: en gratis – og stærkt tilrådet – screening for tyktarmskræft.
Siden er fulgt en mindre serie af lussinger i form af online-bannerreklamer for remedier mod alt fra impotens og inkontinens til prostataproblemer, dårlig hørelse og paradentose.
Lige siden har jeg følt mig som en udtjent bil, der ikke længere klarer frisag ved det toårlige syn: Hudens pigmentering er begyndt at vise tydelige tegn på heftig soleksponering i ungdommen, amalgamplomberne fra 80erne får kindtænderne til at flække, så de skal genopbygges som broer, og åreknuder og blodsprægninger på lår og lægge er efterhånden så tydelige, at de til forveksling ligner udviskede stammetatoveringer, som en eller anden yogi-guru har lavet med nål og blæk under et find din sjæl-ophold på Bali. Leverpletterne vokser, øjenlågene synker, og håret bliver gradvist tyndere og synes at vandre fra isse og nedad, hvor det til min store ærgrelse er begyndt at slå rod i næse, ører og på skuldrene.
Jeg er begyndt at gå op i søvn og fordøjelse, og mine poser under øjnene forsvinder nu først hen mod eftermiddagen (hvis overhovedet), ligesom Panodil er blevet et næsten nødvendigt kosttilskud.
Jeg er et levende eksempel på, at summen er større end værdien af de enkelte dele, og jeg har da også tit overvejet, hvorvidt der egentlig overhovedet er nogen af mine organer, som stadig er egnet til donation og genbrug. Eller om de burde kategoriseres som anatomiens pendant til »småt brændbart«.
Da en bekendt for nylig spurgte, om min kæreste og jeg egentlig ikke skulle have et barn (vi har tre tilsammen fra tidligere forhold), affejede han selv sporenstregs sit eget spørgsmål med et »nå nej, så bliver du en virkelig gammel far«.
Jeg føler mig ikke yngre af at gå med hættetrøje eller baseballkasket, og man siger da også, at alder er en mental tilstand. Og den mentale alderdom sætter ufrivilligt ind: Jeg er for eksempel blevet »abonnine« i Tivoli, selvom jeg bilder mig ind, at det jo primært er, fordi mine døtre elsker at mosle derover efter skole og stadig gerne vil have mig med.
Jeg er for længst begyndt at brokke mig over de unges svineri i Kongens Have, hvor ethvert antræk til solstrejf bliver fulgt til dørs med soundboxes og chipsposer, takeaway-service og tomme dåser og flasker, der næste morgen får parken til at ligne en friluftslosseplads.
Og jeg har allerede grebet mig selv i at sige, at »dengang jeg var ung, da gjorde vi ikke sådan«, mens jeg vrissent spankulerede over mod bænkene ved staudebedet for at mildne mit opildnede sind ved at beundre de saftige vækster iklæde sig forårets og sommerens sprudlende palet.
Så ung er jeg simpelthen ikke mere – ej heller af sind.
MEN HVORFOR KAN JEG IKKE affinde mig med det? Måske fordi jeg stadig befinder mig i en form for overgangsfase. Ifølge gængse alderskategorier er jeg vel midaldrende – men jeg bliver alligevel altid stødt over, at jeg nu optræder i 51-70-segmentet. For hvad har jeg dog tilfælles med den flok grånende gubber?
Måske kan jeg først slappe af med den mærkat i panden, når erkendelsen for alvor bundfælder sig.
Men bedst som jeg forsøgte at nå netop denne erkendelse, stak skæbnen mig én på siden af hovedet med den foreløbig største ydmygelse: at blive bedt om at smide jakkesættet og tage plads på lægebriksen i bar røv og skjorteærmer, mens en voksen mand, der havde pli nok til at undgå unødig øjenkontakt, gav sig til at inspicere den eneste kropsåbning, hvor solen med garanti aldrig skinner. Men han stillede sig ikke tilfreds med en uskøn omgang pegefingerskjul eller prostata-titte-bøh, næ nej, med bekymret mine sendte han et fuldt Hollywood-filmhold på analrundfart.
Jeg bed kæberne sammen og krydsede fingre for, at koloskopet ikke fandt cancer, men kun polypper eller hæmorider, der tilsyneladende rammer over halvdelen af den voksne befolkning over 50, der – ligesom jeg – har for stillesiddende arbejde og lidt for fiberfattig kost.
Men da han ikke kunne komme ordentligt til, selvom han blæste så meget luft derind, at jeg følte mig som en overgrebsramt luftmadras, må jeg nu til CT-scanning i stedet.
Nuvel, mens jeg venter, forsøger jeg at anlægge et mere positivt livssyn. Nå ja, måske også let tilskyndet af et større studie fra Harvard University, der påviste, at folk, der ser glasset som halvt fyldt, lever længere end dem, der ser det som halvt tomt. Så jeg har besluttet mig for at se lysere på tingene: at nyde hver dag og de små ting; et glas vin i sommerhuset, en is på havnen, at læse højt for børnene og et kys fra kæresten.
Men faktisk er jeg jo heldig: Mit arbejde er dybest set min hobby, mine børn er søde og har det godt, jeg har en skøn kæreste og bonusdatter, gode venner tæt på, og mine forældre er – trods talrige skavanker – stadig i live. Og det er jeg jo også selv.
Så når man har rundet de 50, må man måske bare erkende, at glasset aldersmæssigt både er halvt tomt og halvt fyldt: Man ved, at døden rykker tættere på, men der kan stadig være langt, endog meget langt, dertil endnu.
Eller som den spansk-amerikanske filosof George Santayana så rigtigt ymtede: »Der er intet at stille op over for fødsel og død andet end at nyde intervallet.«
