Forleden kørte jeg tværs over Danmark med min far for at besøge en dårlig farmor, og som det så ofte sker, når man bruger x antal timer sammen i en bil, faldt snakken på dette års dårlige danske sommer, ikke kun rent vejrmæssigt, men i lige så høj grad begivenhedsmæssigt. Eftersom DMI er det eneste sted, man tilnærmelsesvis kan spå om fremtiden, tjekkede jeg app’en og kunne konstatere, at vi i indeværende uge ville have fornøjelsen af 25 grader i hele to dage. Det grinte vi lidt af, mig og min far, der snakkede om enten vestenvinden eller nordenvinden, det kan jeg ikke huske. Pointen var i hvert fald, at dette års sommervejr var tabt.

Når der tales om sommervejr, henledes samtalen som regel på det Herrens år 2018, da De måske kan huske, at det mere eller mindre var godt vejr hver dag, hvis godt vejr altså er det samme som varmt vejr. Hold kæft, hvor var det klistret, lo vi, indtil vi begge kom i tanke om, at det nok alligevel var meget godt, at det ikke længere var 2018, for den sommer vil for evigt blive husket som den sommer, hvor Annas sommerferie gik til Bispebjergs lukkede psykiatriske afdeling, fordi Anna havde planer om at slå sig selv ihjel.