Ingen kan være i tvivl om, at Inger Støjberg er fra Jylland og sætter pris på det jævne. Gårdejerdatteren fra Hjerk er Skive før Frederiksberg, og sumpen skal drænes. Hun smider billeder op af sin hund Ludvig og af en traktor foran huset i Hadsund og af flæskesteg i sovs på »yndlingsspisestedet på vejen hjem til Jylland«; hun spiser lys pålægschokolade på lyst brød »hver dag«, har hun engang fortalt, med Coca-Cola Zero til.
Og noget tyder på, at det virker: Ifølge en måling i fredags ville flere end hver tiende stemme på Inger Støjbergs nye parti. I Syd-, Midt- og Nordjylland er støtten endnu større, for som en nordjyde fortalte til TV 2 Nord: »Hun holder jo på, at vi skal have nogle af alle de ting, der foregår på Sjælland og i København, dem skal vi have herover.«
Samme dag bragte Berlingske et læserbrev af Bertel Haarder. Han havde fået nok: »Der er en selvgodhed i jyderiet, som jeg finder usmagelig,« skrev han – en sønderjyde i København.
»Støjbergs fortælling om ‘de fine saloner i København’« er, skrev den tidligere indenrigsminister og tidligere Venstre-kollega, »et falsum og en urimelig opstilling af modsætninger (...) Det er flovt, når det forbindes med noget særligt ‘ægte’ at bo langt fra København. Og slemt, når ‘jyderiet’ fører til offertænkning.«
Underspillet
Har han ret? Det spørgsmål kan man jo stille i Herning, Danmarks Amerika, det mindst offeragtige sted i Jylland. Hvis de mangler noget, så bygger de det selv i stedet for at bede om det. Et kunstmuseum? Et Champions League-fodboldhold? Intet problem. Findes der overhovedet ofre i Herning?
Iværksætteren Johnny Rune bliver kaldt manden, der fik FC Midtjylland til at ske. I dag er han næstformand i klubbens bestyrelse. Han bor i Grødde i det herningensiske opland nær sit barndomshjem, hvor han har fortalt, at »når der kom ny baby til, sov de i kommodeskuffen«.
»Inger Støjberg har nogle holdninger, det må man tage hatten af for. Man kan ikke løbe fra, hvor man kommer fra,« siger han. Der er blændere for det nederste af vinduerne, en fluesmækker på stuebordet. »Overfor bor enken efter Ikast Betonvarefabrik,« – han peger ud på et parcelhusslot – »og det hus der er lige gået for 25 millioner«. Johnny Rune er mangeårig Venstre-mand, men han er »fristet« af Støjbergs nye parti. Og det, som Bertel Haarder kalder for offertænkning, kalder han for underspillet:
»Hvis du spørger folk her på egnen, ved vi jo godt, at vi har klaret os godt. Det er jo ikke et uland herovre, det er det ikke. Men det er ikke så udbredt at stå og svinge med arme og ben og prale med det. Den her strategi med at tale til de glemte jyder er også en strategi for at blive valgt. Der er ingen tvivl om, at hun godt ved, hvad folk gerne vil høre. Jo længere du kommer ud på de tynde jorde, jo mere står folk sammen om det fælles mål. Det er egentlig det, der driver mange mennesker her i området. Bertel Haarder er så gammel og forkalket, han burde passe sit æbletræ i sin have. Han har måske også været politiker i København i for mange år.«
– Er København så farligt?
»Det er ikke noget alvorligt. Det er humoristisk ment.«
– Det er bare sådan noget, I siger?
»Ja. Verden er jo lidt sjov en gang imellem. Det er sådan, folk er herovre. Man kan da godt sige, at det er en lidt forkert måde eller dum måde at argumentere på, når man selv gør det samme. Støjberg har selvfølgelig også sine kontakter. Hun har sine egne saloner, det er der ingen tvivl om. Støjberg holder mange møder med hende Pernille med det lange lyse hår …« Vermund? »Lige præcis. De taler meget sammen.«
Med Støjberg er ordene ikke altid det vigtigste. Det er attituden, folk reagerer på, mener forfatter Hans Otto Jørgensen. Støjberg har engang fortalt til Politiken, at hun kan malke en ko, og det kan Jørgensen også: Han er opvokset på en gård nær Støjberg-familiens gård. Han mener, at hun bruger sit jyske »som et emblem« til at solidarisere med de uprivilegerede:
»Dem i Kalundborg forstår udmærket, hvad det betyder, når hun siger Jylland. De føler sig inkluderet i det vi. Hendes forurettede attitude virker forførende på dem, der føler sig kørt over på Lolland og Midtsjælland og i Kalundborg. Hun triumferer med sin forurettethed, også over den dom, hun har fået, og dermed sætter hun sig ud over loven. Det er populært i miljøer med meget sort arbejde. Hun taler til dem, der har tabt til centraliseringen,« siger han i telefonen, mens jeg kører sydpå ad Vardevej.
Hutu
På Fanø ud for Esbjerg sidder den sønderjyske forfatter Erling Jepsen og skriver ny bog. Til daglig er han eksileret i København. Allerede for 15 år siden advarede han mod »de jyske hævnere«, minder han mig om – liggende i sofaen, fysisk svækket og på morfin, men med en fræk drengs spil i øjnene:
»Alt det, jeg har sagt som satire, siger Støjbergs støtter nu i alvor. At det er københavnernes skyld, at de har taget alle goderne, at de har snydt os, fordi når de snakker, så snakker de et øre af, og de kan sno én om deres lillefinger – den slags indavlede sociologiske teorier.«
Han retter sig op: »Den hær, jeg har advaret mod, kommer nu. Hun er hærfører for den. Hun er en hævner, hun sår splid, hun vil have syndebukke, og mine venner i Tønder og Højer, som støtter hende, de siger, at hun er modig, at hun er ikke så fej som de andre, at hun ikke gemmer sig ind bag fine sagførere. De er vrede på folk, der ikke taler lige ud af posen.«
»Jeg har før skrevet om udkanten som et Afgrundsdanmark,« fortsætter Jepsen. »Om steder, som er glemte. Og det er de, og det er synd for dem. Men hun tager dem over en kam. Hun taler om folk, som folk er flest. Hun er ublu i sin appelleren til en sårethed, en følelse af at blive glemt, at andre har det bedre. Det er noget barnligt pis. Det er jo den centralisering, Støjberg selv var med til at vedtage i 00erne, der har gjort dem til tabere. Det hele blev lukket. På Tønder Sygehus kan man kun få plaster på, og det alt sammen er vedtaget af jyder som Inger Støjberg.«
Den politiske kommentator Søs Marie Serup har engang sammenlignet Inger Støjberg med håndboldhelten Anja Andersen. Det kan hun være blevet glad for. Ifølge Jepsen minder hun mere om en afrikansk politiker. Som en hutu forventes at stemme på en hutu, sådan kalder hun jyderne sammen. Det er stammeagtigt, driller han: »Hun gør jyderne til ofre på samme måde, som hun altid har beskyldt muslimerne for at gøre,« siger han, nu helt oprejst og med en hvid bøllehat trukket ned i panden, hvor huden skaller efter en velkureret hudkræft.
»Muslimerne er også overbeviste om, at deres religion til sidst vil vinde. De er også ofre og hævnere ligesom Støjberg. Hun lefler for utilfredse mennesker,« siger han og dukker nakken under bondehusets lave tag. Han er bange for den hær, hun taler til, tilføjer han ude i haven:
»Man kan tænde en hævntørst i dem, som er gjort til tabere. Men de små har ikke altid ret. Den lille mand på gulvet er ofte farlig, vred, misundelig. Henrik Pontoppidan skrev tit om de farlige brosten, hvor alle vil snyde én. Men det er noget vrøvl. De er så søde ved mig i København. Jo længere ud på landet, du kommer, jo mere vold er der. Jo flere våben er der. Jo mindre civiliseret er der. Jeg er en frafalden i deres øjne. Du ville også få problemer med at gå ind i Brugsen i Gram,« – han peger på Weekendavisens udsendte, selv en ung mand fra provinsen. »Du ligner en blærerøv. Du sidder der med det grin der. Og de tænder. De er så regelmæssige og hvide. Os rigtige, vi har skæve tænder med huller i.«
Da den københavnske tandlæge Staal kom ud til hans folkeskole, så han eleverne ind i munden, erindrer Jepsen, og så sagde han, at det lignede »den ene udbrændte negerlandsby efter den anden«.
Nu er det Jepsen, der griner – et delirisk grin: »Jeg hørte en dag en mand fra Bylderup-Bov på Radio Mojn. Han blev interviewet i anledning af sin 100-års fødselsdag. Om ungdommen i dag sagde han, at de skal holdes nede, de har det for godt, så godt havde vi andre det ikke. Er det arrogant at mene, at sådan en mand er en vildmand? Føj for en satan. Det er jo misundelse. Og det taler hun til.«
– Du beskriver jyderne og Støjberg-støtterne, som de hvide kolonialister beskrev de indfødte. Som vilde med et manipulerbart barnesind. Det er meget arrogant. Du ligner også en kolonialist med den der hvide bøllehat ...
»Jamen jeg ser sådan nogle skummende vrede jyder for mig, de kommer med en fork.« Han er spøgefuld, men alvorlig. »Folk i udkanten, som er blevet trådt på, og som det er synd for, kan godt være nogle lede sataner. ‘Det er vos, der har skullet betale for Det Kongelige Teater,’ siger de. ‘Du er blevet sådan en stor mand, at du ikke regner os for noget,’ jeg har hørt det mange gange. Når jeg har holdt foredrag i provinsen, vil jeg gerne hurtigt hjem. Der bliver så mørkt. Da jeg var i Gram efter min mors død, rottede nogle lokale sig sammen på en bar og var ved at give mig tæsk. Folkeforførere kan piske en stemning op sådan et sted. Det er jeg sku da bange for.«
Flødekartofler
Der er kun ét sted at tage hen efter sådan en svada – ud blandt de folk, som Erling Jepsen håner, og som Støjberg så gerne gør sig iblandt. Selv har Støjberg ikke ønsket at lade sig interviewe eller kommentere denne tekst. Men jeg har lavet en aftale med den kulturperson, Inger Støjberg mest insisterende har identificeret sig med gennem årene, Sussi Nielsen fra Sussi og Leo.
I 2004 udgav Støjberg bogen Toner i livet om »popparret«, som hun kalder dem. Politiker har Støjberg været hele livet. Dengang var hun også journalist. Hun fulgte Sussi og Leo i to år for at lave bogen, siger Sussi i en autocamper bag et cirkustelt i Hvide Sande.
Her underholder de fra 19.00-22.30 for »225 kr. inkl. buffet«. Æ telt står der uden på teltet, hvor folk sidder bænket foran bugnende kødfade og tårnende ølkander. Ude i camperen lægger Sussi en tyk makeup i tre farver.
Der er øl på bordet og piberøg i luften. Hun spiser flødekartofler, dupper blod af en kræftsvulst på en af hundenes bug med en serviet, fodrer den med sin gaffel.
Sussi glider af på alt om politik, Støjberg og jyderi. Hun skal kunne spille for alle, siger hun. Bertel Haarder har nok sine grunde, Inger Støjberg har nok sine grunde, men det vil hun ikke kloge sig på.
Jeg præsenterer hende for en teori: Det, Støjberg roser Sussi og Leo for, er det, hun helst selv vil roses for. I bogen, som jeg har hørt i bilen på vej herop, skriver Støjberg:
»Sussi og Leo er elskede – og forkætrede. De er dansk folkesjæl, lige så danske som Skamlingsbanken. De er alt andet end finkultur. De har en direkte stiklinje til det danske folk. Ligesom sejle op ad åen, øl og klaphatte. (...) Man kan roligt sige, at Sussi og Leo fortjener deres succes. Det er resultatet af hårdt arbejde. Og respekt for det. (...) De er en nordjysk udgave af den amerikanske drøm.«
Sussi smiler. »Det med hårdt arbejde passer i hvert fald på hende,« siger hun. »Elsket og forkætret er hun også. Det kunne faktisk lige så godt være om hende selv. Det er sgu nok derfor, vi svinger så godt.« Hun griner lidt nervøst. Hvad mangler der til beskrivelsen? »Hun er pæn og sexet,« byder Leo ind.
Så siger de to, at de eneste nyheder, de følger med i, er vejrudsigten. I bogen står der, som noget sejt, at Leo ikke har været ved tandlæge i 26 år. I tre dage efter 11. september 2001 havde de ikke hørt om terrorangrebet, er de også refereret for. Nu fortæller de mig det samme, men de tre dage er blevet til tre uger. Er dumhed en dyd? Hvorfor virker de stolte over ikke at vide noget, over ikke at følge med i politik, over ikke have en holdning til deres venindes parti?
»Man bliver i dårligt humør af politik. Det slipper vi for. Vi skal ind og gøre folk glade,« svarer Sussi og løber på scenen. Leo halter efter med stok. Da de når til »Smilende Sussi«, løfter Sussi op i de røde pailletter, bukker sig frem og viser sin bagdel i sort g-streng. Salen gisper og banker i gulvet, og så sejler de op ad åen.
