Mandag Mortensen. De gamle magtpartier vandt sidste valg, men ser ud til at tabe det næste.
Symptomer på jordskred
Hvis man stadig husker valgkampen i 2019, vil man måske erindre et kraftigt spænd mellem de politiske spådomme og realiteterne. To nyheder på stemmesedlen, nemlig Nye Borgerlige og det nu hedengangne Stram Kurs, fremkaldte en momentan stemning af et forestående vælgerskred, som endda bevægede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til at kalde til politisk samling på midten for at eliminere yderfløjene.
Jordskælvet kom aldrig. Hvis der overhovedet skete noget skred, var det mod midten. Sammenlagt fik Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti kun lige godt halvdelen af de stemmer, Dansk Folkeparti fik i 2015. De gamle partier fik, hvis man medregner SF til den klub, næsten tre ud af fire stemmer. En nærmest historisk normaltilstand.
Nu nærmer vi os så valg igen, og atter tales der om jordskred. Socialdemokratiet har formøblet sin medvind i meningsmålingerne, De Konservative er muligt statsministerparti, Venstre risikerer at blive halveret, og Inger Støjberg kan blive valgets dronning.
Del: