»Hej, skat, er det i orden, hvis jeg bliver udenrigsminister?« »Øh, ja, ja … Hvad siger du?« »Tak, skat, det er fint. Jeg må løbe igen. Vi ses.« Uffe Ellemann-Jensen beskriver den korte samtale med Alice i sin erindringsbog, Din egen dag er kort. Han ville hellere have været økonomiminister i den nye borgerlige firkløverregering. Han var uddannet cand.polit., og det forekom naturligt, at det måtte være hans ministerium, da Anker Jørgensen havde smidt tøjlerne i september 1982. Men daværende Venstre-formand, Henning Christophersen, overtalte ham; der var brug for Uffe i Udenrigsministeriet, hvor store opgaver ventede – et EF-formandskab og afgørende diplomatisk arbejde i forholdet til USA, der var presset af både en dansk og europæisk venstrefløj.
Ellemann-Jensen var den sidste udenrigsminister af den gamle skole, forstået på den måde, at det var ham og hans ministerium, der førte landets udenrigspolitik. Historisk var udenrigspolitikken en sag for specialister, der dyrkede relationer med udlandet og forsvarede mere eller mindre objektive nationale interesser. Stauning og Anker overlod for eksempel næsten hele feltet til Udenrigsministeriet. Krag var som tidligere udenrigsminister mere interesseret, men understregede, at udenrigspolitikken var diplomaternes område.
Ellemann styrede dansk udenrigspolitik i fire regeringer. Og han forklarede ofte, at netop det lange træk og arbejdet med personlige relationer var hans styrke, og at dette arbejde adskilte sig væsentligt fra indenrigspolitikken. Om forholdet til de europæiske kolleger skrev han:
»Det er vel aldrig før set i historien, at en kreds af udenrigsministre har arbejdet så tæt sammen og har set hinanden så ofte. Derfor har de nære personlige relationer, som kom til at udvikle sig i denne kreds af mennesker, været af stor betydning for både den europæiske udvikling og for mange bilaterale spørgsmål.«
Han beskrev også hvordan:
»Ved et af de uformelle møder, som blev holdt på det smukke herresæde Brockett Hall uden for London, blev der etableret en usædvanlig barbershop-quartet, der underholdt selskabet med et bredt udpluk af den europæiske sangskat: Hollands Hans van den Broek, Italiens Emilio Colombo, Portugals João de Pinheiro og så mig. Akkompagnement: Belgiens Willy Claes på flygel. Hans van den Broek kan alle sangene fra »My Fair Lady«, og det underholdt han med ved sammenkomsten i Konstanz. Og så blev der fortalt historier. Genscher lagde for.«
Uffe Ellemann-Jensen var en stærk udenrigsminister, fordi han var en stærk politiker – og fordi hans ministerium var stort og stærkt indadtil i regeringen. Den markante position for Asiatisk Plads i regeringen betød også, at partiformanden beholdt posten i mere end ti år og kunne afslutte sin embedsperiode med det historiske arbejde for Baltikum.
Det ændrede sig efter Uffe. Niels Helveg sad længe på posten i 1990erne, men her flyttede den udenrigspolitiske tyngde sig mod Statsministeriet, en manøvre, som Anders Fogh færdiggjorde: Nu blev udenrigs- og sikkerhedspolitik nærmest fuldkommen formuleret i Prins Jørgens Gård, og Udenrigsministeriet blev udsat for den ene markante nedskæring efter den anden.
Quiz: Siden år 2000 har vi haft ti udenrigsministre, både partiledere og markante politikere. Hvor mange kan man huske? De har enten siddet der meget kort eller helt manglet gennemslagskraft i regeringen.
Forandringen markerer tydeligt de sidste mange års verdensbillede: Udenrigspolitikken blev reduceret til signalpolitik, mens ministeriet skrumpede ind i størrelse og indflydelse. Længe har ministeriets vigtigste opgave været at varetage handelsinteresser og bistå virksomheder.
Uffe Ellemann stod på et ministerium, der fyldte noget. I dag er det svagt indadtil og dermed naturligvis også meget svagere udadtil. Det er ikke kun sådan i Danmark; flere vestlige lande har nedskaleret og decimeret deres udenrigsministerier. Måske burde man tænke lidt over det: Når Uffe Ellemann nu hædres for at have været en stærk udenrigsminister, skyldtes det ikke mindst hans ministeriums vægt og styrke. Der er mange dygtige medarbejdere i ministeriet i dag, men det er utvivlsomt meget svagere og derfor ikke i stand til at fremme og forsvare politiske interesser så godt som tidligere. At skiftende statsministre i de sidste 20 år har taget udenrigspolitikken på sig, har jo ikke nødvendigvis gjort dem til dygtige udenrigspolitikere. De har manglet det faglige bagland, og de har i sagens natur haft andet i hovedet.
Ellemann var udenrigsminister i 1980erne, hvor ideologiske kampe blev afløst af konkrete politiske kriser i en verden, der forandrede sig hurtigt. For et lille land som Danmark var det afgørende med en udenrigsminister, der virkelig forstod spillet og kendte aktørerne – og havde et markant apparat bag sig.
Sådan er det blevet igen. Verden forandrer sig. Den ene krise afløser den anden. Og det påvirker Danmark markant. Uffe Ellemanns historie minder om, hvad en stærk udenrigsminister – med et stærkt ministerium bag sig – kan gøre.
