Istanbul – Det er ikke kun mennesker, der dør i krig. Det er også dyr – både på land og i vand. Siden Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar, er over 80 delfiner af arten Delphinus delphis blevet fundet langs den tyrkiske og bulgarske kyst ved Sortehavet.
Det er en »ekstraordinær stigning«, lyder det i en pressemeddelelse fra Turkish Marine Research Foundation, Tudav, hvis formål blandt andet er at beskytte havlivet i Tyrkiet. Ifølge organisationens undersøgelse er cirka halvdelen af delfinerne døde efter at være blevet fanget i fiskenet, mens årsagen til de resterende havpattedyrs død stadig er ukendt.
Siden krigen brød ud 24. februar, har 20 russiske flådefartøjer ligget i den nordlige del af Sortehavet, hvilket med stor sandsynlighed har fået delfinerne til at svømme sydpå mod den bulgarske og tyrkiske kyst, skriver The Guardian. Flere forskere peger på, at sonarlyde fra militærskibene kan være skyld i dyrenes død. Den teori er meget plausibel, siger havbiolog ved Københavns Universitet Michael Hansen, der til daglig arbejder ved Øresundsakvariet i Helsingør.
»Nu ved vi ikke, hvilken sonarfrekvens der har påvirket hvalerne, men i teorien kan sonarlyde give delfiner og andre hvalarter høreskader«, siger han og peger på, at antallet af døde delfiner sagtens kan være højere end 80, da nogle muligvis er sunket mod havbunden og dermed ikke blevet fundet.
Høje lyde kan give delfiner et midlertidigt høretab, forklarer Michael Hansen. Ligesom når mennesker bliver udsat for et voldsomt brag, vil øret sætte en slags lyddæmper over hørelsen for at tilpasse sig til den høje lyd. Men hvis skaderne på hørecellerne ikke kan heles igen, kan høretabet i nogle tilfælde være permanent. Og det er livstruende for hvaler, som er afhængige af lyd til sonar og kommunikation.
»Delfiner sender lyd ud gennem vandet, som bliver kastet tilbage, når det rammer noget. Det er en form for ekko, som de bruger til at beregne, hvor langt der er til et objekt. Ved at lytte til, hvordan lyden ændrer sig, kan de også vurdere, hvad lyden kommer fra, og dermed kende forskel på, hvad der er foran dem.«
Delfiner bruger også sonar til at finde føde, indskyder Michael Hansen. Hørelsen er den vigtigste sans hos hvalerne. Uden den navigerer de dårligere, da de bruger lyden til at danne billeder af omgivelserne.
Slukket for gps'en
En anden mulighed for dødsårsagen er, at delfinerne selv har slukket for deres ekkolokalisering, siger professor ved Institut for Biologi ved Aarhus Universitet Peter Teglberg Madsen. Han forsker blandt andet i pattedyrs sensoriske fysiologi, når de jager eller bliver jaget. Med så mange dyr påvirket tror han ikke, at de alle har fået en høreskade, da det kræver, at de kommer tæt på flådeskibene, siger han og peger på, at de døde delfiner i Sortehavet kan have forvekslet militærskibenes sonarlyde med en lyd fra et rovdyr.
»Lyde fra en flådesonar kan minde om en spækhuggers kald. Jeg tror, at det er mere plausibelt, at delfinerne har haft en voldsom advarselsrespons, fordi de har troet, at der har været en spækhugger i nærheden. Så de er flygtet og har svømmet hurtigt. Når tandhvaler gør det, slukker de ofte for deres ekkolokalisering for ikke at blive hørt af rovdyret«.
Det er ligesom at køre 200 kilometer i timen på motorvejen uden at have tændt for det lange lys, forklarer Peter Teglberg Madsen.
»Det kan betyde, at hvis der er et fiskenet foran dem, så svømmer de direkte ind i det. Man ser af og til delfiner bifanget i fiskenet i forbindelse med flådeøvelser, og den store bifangst i Sortehavet kan tænkes at være sket på samme grundlag«, siger han.
»Sonaren er altså ikke den direkte dødsårsag. Men flugten gør delfinerne blinde for fiskenet, så de bliver fanget, drukner og dør«.
Lydforurening i havet kan på flere måder skade pattetyr, siger Michael Hansen. Støj kan gøre det svært for delfiner og andre hvalarter at høre den sonar, de selv sender ud.
»Det er ligesom, hvis du prøver at høre lyden af en bestemt bil, hvis der er larm fra trafikken i baggrunden. Det er svært at skelne bilerne fra hinanden, fordi lyden nærmest bliver maskeret.«
Men for meget støj kan også få dyrene til at svømme i den forkerte retning, svække deres hørelse eller, som nævnt, gøre dem døve. Mens voldsomme trykbølger fra undervandssprængninger – der i princippet er de samme trykbølger, som lyd laver – kan blive så kraftige, at det decideret skader delfinerne fysisk.
»Især omkring luftvejene sker der nogle voldsomme kraftpåvirkninger, men også de indre organer kan tage skade, når de rammes af de kraftige trykbølger«, siger Michael Hansen og forklarer, at det kan virke, som om der er noget, som river og flår dyrene indvendigt.
Det er svært at vide, om nogle af de 80 døde delfiner i Sortehavet rent faktisk er døde af voldsomme vævsskader. Det kan som regel ikke ses uden på dyret, forklarer Michael Hansen. Det kræver en dissekering at undersøge, om der er tegn på indre skader.
»Men hvis der har været nogle sprængninger i området, er der ret stor sandsynlighed for, at dyrene kan være blevet ramt af trykbølger og er døde af det«.
Delfiner med dykkersyge
Det er langtfra første gang, at menneskeskabt sonarkommunikation har været skyld i, at havpattedyr er strandet ved kysten. I et studie fra 2020 publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Royal Society Publishing undersøgte en række forskere otte episoder, hvor næbhvaler var strandet i Marianerne i den vestlige del af Stillehavet. De konkluderede, at dyrene i tre af tilfældene var endt på kysten samtidig med eller få dage efter flådeøvelser i området.
Undersøgelsen nævner også, hvordan næbhvaler er særligt sensitive over for en såkaldt mellemfrekvenssonar, som ofte bliver brugt i flådefartøjer, der leder efter ubåde. Siden brugen af den type sonar startede i 1960erne, er der blevet dokumenteret mange strandinger af havpattedyr rundtomkring i verden i forbindelse med sonaraktivitet.
Der er blandt andet eksempler på, at man efter flådeøvelser i Atlanterhavet i 2003 fandt døde næbhvaler med bobler i vævet, siger Michael Hansen.
Når delfiner – eller mennesker for den sags skyld – dykker ned under vand, stiger trykket. Det stigende tryk får kvælstof fra den indåndede luft til at vandre over i blodet, musklerne, hjernen og andre af kroppens organer. Når man stiger op fra dybet, forlader kvælstoffet kroppen igen, og sker det for hurtigt, kan det give små bobler i blodet eller kroppens væv, præcis som når man åbner en sodavand. Den farlige tilstand – populært kendt som dykkersyge – er normalt ikke et problem for hvaler; de ved, hvordan de skal undgå det.
»Men man ved, at næbhvaler kan blive skræmt af sonarlyde, hvilket kan få dem til at ændre dykkeradfærden, og det øger risikoen for dykkersyge,« forklarer Michael Hansen.
Der er flere eksempler på strandinger efter flådeøvelser, hvor næbhvaler er fundet med bobler i vævet. Derfor er det ikke utænkeligt at nogle af de døde delfiner i Sortehavet kan være døde af dykkersyge, mener han.
For ti år siden blev der ligeledes fundet en masse strandede marsvin ved den jyske vestkyst efter en stor flådeøvelse i Nordsøen, siger Peter Teglberg Madsen fra Aarhus Universitet.
»Dengang kunne man ikke få oplyst, om der var brugt sonar eller ej. Men de mange strandede marsvin peger på, at det er en mulig forklaring.«
Både Michael Hansen og Peter Teglberg Madsen har svært ved at forestille sig, at der kan skabes en eller anden form for reglement over, hvordan man kan beskytte havlivet for sonarstøj i krigszoner.
»Det er en interessant diskussion. Hvor meget skal man gå op i dyrene, når mennesker går i krig? Min erfaring viser, at det er man ret ligeglad med,« siger Peter Teglberg Madsen.
