OXFORD – Når man har mødt Boris Johnsons far, Stanley, har man også fået en del af forklaringen på, hvorfra den britiske premierminister har fået sin urystelige selvtillid, sin uhøjtidelighed og charme såvel som sin lyse hårpragt og kvindetække. Men ikke alle de karaktertræk, der over de seneste måneder har bragt Boris Johnson i unåde, både internt i eget parti og blandt vælgerne, er nedarvede. En stor del kan tilskrives det miljø, han voksede op i på elitekostskolen Eton efterfulgt af tre år på det prestigefyldte Oxford Universitet.
Det mener i hvert fald journalist og forfatter Simon Kuper, der netop har udgivet bogen Chums – How a Tiny Caste of Oxford Tories Took Over the UK. Han mener, at de to institutioner har skabt et »Oxocrati« i landet på grund af den enorme dominans, som tidligere studerende fra Oxford Universitet har i samfundet. Hele 11 af landets 15 premierministre siden Anden Verdenskrig har gået på Oxford, på trods af at kun 0,5 procent af hver ungdomsårgang kommer ind på universitetet. Og af de 11 har fem gået på både Eton og Oxford.
Faktisk er det usandsynligt, at Boris Johnson overhovedet ville være endt i Downing Street 10, hvis ikke det havde været for Eton og Oxford, mener Kuper.
»Hvis Boris Johnson i stedet havde gået på Durham Universitet, og ikke havde haft det netværk, den træning og det brand name at skrive på CVet, så ville hans vej til magten have været meget vanskeligere,« siger Kuper i et interview med Weekendavisen på The King’s Arms Pub omkring 100 meter fra Boris Johnsons tidligere college, Balliol College.
DEN TRÆNING, som Kuper henviser til, er først og fremmest træning i kunsten at debattere, som eliteskolerne påbegynder fra en tidlig alder, og som de opfordrer de unge mænd til at fortsætte med at forfine i The Oxford Union; en debatklub, som efterligner Underhuset i opbygning og stil. Historisk set har mange af landets fremtrædende politikere først gjort sig bemærket i dette såkaldte »børneparlament«, forklarer Kuper. Det vidste han og hans medstuderende fra middelklassen imidlertid ikke, da de i 1980erne begyndte på universitetet samtidig med Boris Johnson.
»Jeg var også politisk interesseret, da jeg ankom som 18-årig, men jeg forstod ikke, hvad The Oxford Union var. Jeg troede, det var en leg, og anede ikke, at de her unge mænd fra eliteskolerne allerede var i færd med at klatre op ad rangstigen,« fortæller Kuper, der selv endte som korrespondent for Financial Times.
En af dem, der gjorde sig bemærket i unionen, var Boris Johnson. Allerede på Eton havde han været formand for skolens debatklub, og i 1986 lykkedes det ham i andet forsøg at blive valgt til præsident for Oxford Union efter en kampagne, hvor han undertrykte sin beundring for Margaret Thatcher for at sikre sig flere stemmer. I stedet fremstillede han sig selv som »en harmløs, humoristisk centrumpolitiker; socialdemokratisk, varm og elskværdig«, mindes Kuper i bogen.
Læren fra den valgkamp tog Johnson med sig til voksenlivet, hvor han som bekendt blev valgt og genvalgt til borgmester i den ellers røde hovedstad London. Og ved parlamentsvalget i 2019 lykkedes det ham at vinde en lang række traditionelle arbejderkredse i Nordengland ved at love vælgerne, at han ville udjævne den økonomiske ulighed i landet.
Det er blandt andet manglen på konkrete resultater, der nu har fået arbejderklassen til at vende ham ryggen igen, hvis man skal tro de seneste meningsmålinger.
Ifølge Kuper er det ikke så mærkeligt, for i de politiske debatter i Oxford Union »var fokus på retorik over politik«, og eftersom de studerende ikke havde nogen egentlig magt, behøvede de aldrig at levere, hvad de lovede.
I det hele taget var der i 80erne og 90erne en kultur på universitetet, hvor det blev anset for at være en kunstart at bluffe sig gennem de ugentlige enetimer med professorerne. De vordende politikere, advokater og klummeskribenter lærte at holde underholdende taler uden at vide særlig meget om et givent emne og at argumentere for en hvilken som helst sag, hvad end de troede på den eller ej, siger han.
KUPER ER DERFOR ikke overrasket over, at det nu er gået op for mange arbejderklassevælgere, at Boris Johnson alligevel ikke var den »mand af folket«, som han udgav sig for. Johnson og hans konservative jævnaldrende på Oxford – David Cameron, Jacob Rees-Mogg, Michael Gove, Daniel Hannan, Dominic Cummings m.fl. – havde desuden haft en markant anderledes opvækst end flertallet af briterne.
»De voksede op i det gamle Storbritannien; fra landsted til kostskole omgivet af uspoleret landlig pragt og idyl til Oxford med sin storslåede arkitektur og siden til Westminster, som ligner kostskolerne. Det er dette England, som de kender og elsker,« siger Kuper.
Han er ikke i tvivl om, at deres opvækst har smittet af på deres opfattelse af landets plads i verden og holdningen til Bruxelles, hvis moderne europæiske kvarter æstetisk set næppe vil falde i deres smag.
Kuper mener også, at de fleste af disse politikere – der siden kom til at at stå i spidsen for Brexit-kampagnen, og hvoraf flere nu sidder i Johnsons regering – er præget af den historieundervisning, de modtog gennem deres uddannelse. Den handlede nemlig bogstaveligt talt om dem og deres forfædre; den herskende klasse. Men disse forfædre havde levet i en storhedstid, hvor Storbritannien herskede over en fjerdedel af verden, og Kuper ser derfor Brexit som Johnson-generationens forsøg på at sikre, at også den kommer til at leve i en »interessant tid«. Ikke så lidt af en påstand, så hvad bygger han mon det på?
»Det bygger jeg blandt andet på de bøger, de selv har skrevet,« svarer han. »Johnson har skrevet en bog om Churchill, Jacob Rees-Mogg har skrevet en bog kaldet Great Victorians. Disse mænd er virkelig optaget af landets gloriøse historie, som handlede om deres egne forfædre.«
Og interessante tider har premierministeren unægteligt haft. Måske lidt for interessante. I hvert fald har det skadet ham i både vælgernes og partifællernes øjne, at han og hans medarbejdere har brudt de love, som de selv havde vedtaget. Boris Johnson selv fik en bøde af politiet for at have deltaget i sin egen fødselsdagsfest i Downing Street, mens hans medarbejdere modtog i alt 126 bøder for en række sammenkomster under coronakrisen, hvor det ellers var forbudt for borgerne at mødes med personer fra andre husstande.
Heller ikke det kommer bag på Simon Kuper, for den britiske overklasse har altid følt sig hævet over landets love. At Johnson allerede tidligt var af denne opfattelse, fremstår af en skolerapport fra april 1982, hvori hans lærer fra Eton skrev: »Jeg tror ærlig talt, at han mener, at det er ubehøvlet af os ikke at opfatte ham som en undtagelse; en, der ikke bør være bundet af de samme forpligtelser som alle os andre.«
PÅ OXFORD VAR Boris Johnson medlem af den berygtede Bullingdon Club, hvor medlemmerne blev valgt ind på baggrund af deres køn og sociale klasse. Gruppen var kendt for at hærge byens restauranter iklædt kjolesæt, at hive bukserne ned på »proletarer«, ydmyge prostituerede og efterfølgende smide penge efter ofrene. Ifølge Kuper handlede det altsammen om at sende en besked: at reglerne ikke gjaldt for deres klasse.
Han mener også, at Boris Johnsons sjuskede påklædning og rodede hår er et signal til omverdenen om, at han føler sig så sikker i sin sociale position, at han ikke behøver at følge de uskrevne regler for, hvordan en toppolitiker ser ud.
Imidlertid er briterne efter »partygate« – altså de lovstridige fester, der blev afholdt i Downing Street under coronakrisen – ikke længere helt så forblændet af Johnsons charme. Ifølge Kuper har de opdaget, at det har konsekvenser at vælge en overklassedreng til at bestyre riget.
»Hans regering har gennemført Brexit og talt om at udligne den geografiske økonomiske ulighed i landet, men den har ikke noget program. Den har offentliggjort en liste over potentielle fordele ved Brexit, og nummer to på listen er, at støvsugerkapaciteten nu kan hæves i forhold til EU-grænsen. Det er ikke et seriøst program. Og manglen på seriøsitet står i skærende kontrast til den magt, gruppen har,« mener Kuper, som i bogen argumenterer for, at det vil være i landets interesse at kappe navlestrengen mellem eliteskolerne og Oxford. For eksempel ved at afskaffe bacheloruddannelserne på Oxford Universitet, fordi der stadig bliver optaget langt flere elever fra eliteskolerne end fra landets statsskoler. Ifølge Kuper hænger det sammen med, at disse eliteskoler kender systemet bedre end statsskoler, og fordi de har de rigtige kontakter, kan de lobbye for deres elever under optagelsesprocessen. I stedet bør universitetet kun udbyde overbygningsuddannelser, så ansøgerne bliver optaget på baggrund af deres universitetsuddannelse, mener han.
»99 procent af den britiske befolkning ved, når de er 17 eller 18 år gamle og ikke kom ind på Oxford eller Cambridge – eller ikke ansøgte – at det var så det. Deres chance for at få en magtfuld position inden for politik, jura, medierne eller embedsværket er forsvindende lille. Den eksklusion er ikke kun ond, det er også spild af talent,« siger Simon Kuper.
Alternativet til reform er, mener han, at eliten – og dermed folk som Boris Johnson – »der ikke kender meget til landet, ender med at træffe alle beslutningerne i landet«.
Simon Kuper: Chums – How a Tiny Caste of Oxford Tories Took Over the UK. 240 sider. Profile Books.
