Bøger

Kompostering. Lea Marie Løppenthin bearbejder klima, kønspolitik og kropslighed i en uhyre velskrevet roman, der gnistrer, når den kører af sporet.

Blandt ritualkonsulenter og jordfødte i Maribo

Det allerførste, man møder i Lea Marie Løppenthins tredje roman med den fascinerende titel Livet går over sine bredder, er en opsigtsvækkende indholdsfortegnelse: en prolog, to intermezzoer, fem kapitler med titler som »Retfærdighed ophøier et Folk« og »Erosion« samt en epilog med titlen »Jorden er mit fartøj«. Romanens stilistiske armbevægelser er en del mere diskrete, end dette førstehåndsindstryk lader ane, men det giver en idé om dens vildtvoksende væsen.

Livet går over sine bredder er et uforudsigeligt eksperimentarium, der samler nogle af de væsentligste tråde i 2020ernes idélandskab, heriblandt klimakrise, kønspolitik, kolonialisme og kropslighed. Der er dog langtfra tale om et forsøg på at made læseren med en ideologisk ske, snarere filtreres tematikkerne gennem en litterær form, så de udvikler sig i uforudsigelige og forunderlige retninger i form af historiske og mytologiske overvejelser om, hvad det overhovedet vil sige at være levende.

Andre læser også

  • Ideer
    Abonnement
    De fleste ville gøre det igen

    Surrogat. I årtier har kritikere ment, at rugemoderskab udnytter kvinden. Men rugemødrene selv føler sig ikke udnyttet. I hvert fald ikke dem, der deltager i forskningen.

  • Kultur
    Abonnement
    Noter til eftertiden

    Punktum. Hvad stiller en legendarisk skribent på 90 år op med udsigten til et eftermæle, han ikke selv kan kontrollere? Han skriver sit eget. Bøf, martini og alvorssnak med Gay Talese.

  • Bøger
    Abonnement
    Det er så yndigt at skilles ad

    Nybrud. Halvdelen af alle ægteskaber går i sig selv igen. Bare ikke lige nu, hvor legepladsdemografien taler sit eget hårde sprog. Det gør Ditte Giese, Rachel Cusk og Deborah Levy heldigvis også, som kvinder i blomstrende livskrise.