Storbritannien. De første retssager mod den britiske regerings Rwanda-asylaftale er undervejs. Sagsøgerne angriber aftalen fra flere vinkler og er overbeviste om, at de har en god sag. Regeringen har allerede udskudt det første fly med asylansøgere til Rwanda.

Stort opgør om Rwanda-asylaftale

LONDON – Mindst 50 asylansøgere, der er kommet til Storbritannien via en »farlig, unødvendig og illegal« rute, har ifølge premierminister Boris Johnson fået besked om, at de inden for to uger efter ankomst vil blive fløjet til Rwanda.

Her vil de ifølge en aftale, den britiske regering har indgået med Rwandas regering, få deres asylansøgning behandlet af de rwandiske myndigheder. Hvis de bliver godkendt, vil de få permanent ophold – i Rwanda, ikke Storbritannien.

Aftalen, som i første omgang gælder for fem år og vil koste den britiske stat mindst 120 millioner pund – cirka en milliard kroner – skal ifølge Boris Johnson resultere i, at titusindvis af asylansøgere vil blive fløjet fra Storbritannien til det afrikanske land.

Hensigten er, forklarede han for nylig i parlamentet, at bekæmpe de »ondskabsfulde menneskesmuglere«, der lokker asylansøgere til at foretage en livsfarlig rejse over Den Engelske Kanal i små gummibåde, og forhindre, at de omdanner kanalen til en »våd kirkegård«.

Imidlertid er tidsplanen allerede skredet.

Som følge af en række sagsanlæg fra asylansøgere, ngo’er og en fagforening har indenrigsministeriet netop bekræftet, at det ikke vil sende de 50 asylansøgere ud af landet før efter den 6. juni – det vil sige, efter at en domstol har taget stilling til, om der er grundlag for at gå videre med det første i rækken af sagsanlæg.

Udsendelserne kan dog blive udsat betydeligt længere, hvis en dommer – som ventet – vurderer, at der er grundlag for en fuld retssag.

Juristen Stuart Luke fra advokatfirmaet InstaLaw, som står bag den første sag imod indenrigsministeriet, vurderer, at det vil tage mindst tre-fire måneder, før sagen vil kunne begynde.

Hvis det står til ham, vil flyene med asylansøgere dog aldrig komme på vingerne.

På vegne af to mandlige asylansøgere argumenterer han for, at den britiske regering slet ikke havde ret til at indgå en international aftale med Rwanda, fordi det britiske parlament hverken har haft mulighed for at debattere eller stemme om aftalen.

Det var det samme argument, som forretningskvinden Gina Miller brugte, da hun i 2016 lagde sag an mod den britiske regering, fordi hun ikke mente, at den havde autoritet til at implementere Brexit uden parlamentets godkendelse.

»Og den sag vandt vi som bekendt,« siger Stuart Luke, som var involveret i Miller-sagen, til Weekendavisen.

Luke og InstaLaw agter også at få afklaret, om aftalen med Rwanda vil være et brud på de britiske databeskyttelseslove.

»Vi har meget strenge regler for databeskyttelse; for hvordan data bruges, gemmes og sikres på vegne af individer. Det er regler, som Rwanda ikke ønsker at tilslutte sig, så vi mener, at det vil være ulovligt at dele informationer med de rwandiske myndigheder om individer, som risikerer at blive sendt til landet,« forklarer Stuart Luke om et andet element i sagsanlægget.

InstaLaw mener også, at det vil være et brud på FNs Flygtningekonvention, hvis Storbritannien nægter at godtage en asylansøgning med henvisning til, at folk er kommet til landet ulovligt. Eller fordi de har rejst gennem andre sikre lande på vejen til Storbritannien, hvor de kunne – og ifølge indenrigsministeriet burde – have søgt asyl.

Disse principper står ellers indskrevet i en ny Nationalitets- og Grænselov, som blev vedtaget i april af det britiske parlament, hvor regeringen har et flertal på 80.

Luke mener, at den nye britiske lov er i strid med international ret.

»Ifølge flygtningekonventionen har en asylansøger, som ankommer til et land, ret til at få sin asylansøgning behandlet i dét land,« lyder hans argument.

Endvidere hævder Luke, at hans klienters menneskerettigheder risikerer at blive krænket, fordi Rwanda ikke er et »sikkert« land og desuden ikke har kapacitet til at håndtere så mange asylansøgere. Det kan efter hans opfattelse være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I den forbindelse kan han henvise til, at den britiske regering sidste år selv udtrykte bekymring i FN over forlydende om henrettelser, forsvindinger, tortur og dødsfald i fængsler i Rwanda.

Embedsmænd gør oprør

Den britiske regering har ikke offentliggjort sit forsvar endnu og har heller ikke forklaret, hvordan dens juridiske eksperter er nået frem til, at Rwanda-aftalen overholder både hjemlig og international lov, sådan som Boris Johnson og indenrigsminister Priti Patel hævder.

En talsmand for indenrigsministeriet påpeger over for Weekendavisen, at Rwanda har ratificeret FNs Menneskerettighedskonvention og FNs syv kernekonventioner om menneskerettigheder.

»Vores vurdering af Rwanda er, at det grundlæggende er et sikkert land, som over årene har vist, at det støtter asylansøgere og samarbejder med FNs Flygtningeorganisation (UNHCR), som har gjort gældende, at der er et sikkert og beskyttende miljø i landet for flygtninge,« siger talsmanden.

UNHCR har dog ikke desto mindre kritiseret aftalen, som FN-organisationen kalder for »uacceptabel«.

Organisationen påpeger desuden, at de australske erfaringer med udlicitering af asylbehandling har vist, at det både er svimlende dyrt og skaber umådelig stor menneskelig lidelse, uden at det har afskrækket asylansøgere fra at foretage den farlige rejse eller har ødelagt menneskesmuglernes forretningsmodel. Det sidste er nu omtvistet, eftersom andre påpeger, at den australske model faktisk førte til et voldsomt fald i tilstrømningen af asylansøgere.

Israel, som havde en aftale med Rwanda om asylbehandling mellem 2014 og 2017, måtte opgive den igen, efter at landets højesteret vendte tommelfingeren nedad.

Usikkerheden over planens effektivitet og lovlighed har da også skabt utryghed blandt ministeriets embedsmænd.

Ifølge BBC måtte indenrigsminister Priti Patel udstede et såkaldt »ministerielt direktiv« for at iværksætte Rwanda-asylaftalen; det vil sige, at hun formelt bad sin afdeling om at fortsætte med at arbejde på aftalen på trods af indvendinger fra sin departementschef.

Departementschefen, Matthew Rycroft, skrev i et brev til Priti Patel, der er blevet lækket til pressen, at »Storbritanniens forpligtelser ophører, når et individ er overført til Rwanda, og Rwandas regering overtager det juridiske ansvar for dette individ og for at behandle vedkommendes ansøgning i overensstemmelse med Flygtningekonventionen«. Han tilføjer dog, at han ikke »mener, at der kan findes tilstrækkelig med bevis for, at denne politik vil have en afskrækkende effekt«.

Fagforeningen går ind i sagen

Andre embedsmænd er så bekymrede over at skulle føre Rwanda-aftalen ud i livet, at deres fagforening, Public and Commercial Services Union (PCS), har krævet at se den juridiske vurdering, som konkluderer, at den overholder loven.

Da PCS endnu ikke har fået adgang til vurderingen, har den set sig nødsaget til at afprøve sagen ved domstolene, fortæller Paul O’Connor fra fagforeningens juridiske afdeling Weekendavisen.

»Man kan ikke forvente af vores medlemmer, at de skal træffe beslutninger om, hvem der skal, og hvem der ikke skal deporteres, uden at fortælle dem, hvad det juridiske grundlag for den politik, de skal føre ud i livet, er,« siger O’Connor.

De ansatte har heller ikke fået at vide, ud fra hvilke kriterier de skal udvælge dem, der skal sendes til Rwanda. Ministeriet siger blot, at »alle, som er kommet illegalt til Storbritannien siden 1. januar 2022, kan blive udvalgt«. Men juristerne påpeger, at der stadig vil skulle finde en udvælgelse sted blandt de omkring 9.000 migranter, der indtil videre har krydset Den Engelske Kanal i 2022.

For mig ser det ikke ud til, at der er nogen reel tro på, at man faktisk kan sende nogen til Rwanda, hverken i mindre eller større skala.

Stuart Luke, Jurist i advokatfirmaet InstaLaw, som står bag den første sag imod indenrigsministeret

»Vi har kun fået mundtlige forsikringer om, at politikken ikke bryder international lov. Vi kan ikke få det på skrift. Det mener vi indikerer, at de har noget at skjule. Og vi ønsker ikke, at vores medlemmer ender i en situation, hvor de risikerer sagsanlæg, eller hvor en situation kan udvikle sig farligt, fordi folk bliver truet med at blive deporteret.«

PCS – som har anlagt sagen sammen med ngo’erne Care4Calais og Detention Action – føler sig overbevist om, at Rwanda-aftalen bryder både FNs Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den hjemlige britiske menneskerettighedslov.

Og Paul O’Connor er ikke i tvivl om, at de vil få medhold i mindst nogle af anklagepunkterne, når sagen kommer for domstolene. Det er nemlig kun et par uger siden, at PCS vandt en lignende sag. I den havde fagforeningen krævet dokumentation for, at indenrigsministeriets foreslåede push-backpolitik, hvor både med migranter skulle skubbes tilbage i fransk farvand, var lovlig.

»Vi sendte det indledende brev til ministeriet i november sidste år, hvor vi krævede at se den juridiske vurdering, og i næsten seks måneder kæmpede de med næb og kløer for at forhindre, at vi fik fuld adgang til alle dokumenter. En uge før sagen skulle høres i landsretten, ophørte de pludselig med pushbacks og gik med til at betale alle vores sagsomkostninger. Man kan læse i dét, hvad man vil, men vi mener, at det viser, at de udmærket er klar over, at det var ulovligt, men alligevel forsøgte at slippe afsted med det,« siger han.

Og tilføjer: »Når en dommer først har analyseret det, der her bliver foreslået, så tror vi også på, at vi vil vinde denne sag, og regeringens politik vil falde fra hinanden.«

Signalpolitik

Både Paul O’Connor og Stuart Luke er af den overbevisning, at regeringen godt ved, at Rwanda-aftalen i sidste ende vil blive underkendt ved domstolene. De mener, at der er tale om signalpolitik. Ideen er dels at forsøge at skræmme asylansøgere fra at komme til landet, dels at vise vælgerne, at man gør noget for at stoppe tilstrømningen af migranter over kanalen.

Det er en vurdering, som deles af flere analytikere. Financial Times’ Camilla Cavendish, der var leder af den politiske afdeling i David Camerons konservative regering, kalder Rwanda-ordningen for »en politik, som alle i ministeriet ved er uigennemførlig, men som er populær og får modstanderne til at se slappe ud«.

Og som man må forstå kritikerne, har regeringen meget muligt indkalkuleret, at tilbagesendelserne måske aldrig bliver til noget. I det tilfælde vil det juridiske slagsmål betyde, at regeringen kan skyde skylden for den fortsatte strøm af både over kanalen over på såkaldt »venstreorienterede jurister«, som Boris Johnson har kaldt dem i The Daily Mail.

»Der vil være masser af modstand fra disse advokatfirmaer, som i alt for lang tid har brugt skatteydernes penge på at anlægge de her sager og modarbejde folkets og parlamentets vilje,« slog Johnson fast og erklærede sig parat til at tage kampen op i retten.

Ifølge Stuart Luke er den meget pludselige offentliggørelse af Rwanda-asylaftalen et vidnesbyrd om, at det ikke er en seriøs og gennemtænkt politik. Den kom nemlig kun få timer efter, at Priti Patel havde orienteret regeringen om aftalen, så der var hverken tid til debat, lovgivning eller afstemning i parlamentet. Hun har heller ikke frigivet særlig mange praktiske detaljer om, hvordan aftalen skal føres ud i livet.

»For mig ser det ikke ud til, at der er nogen reel tro på, at man faktisk kan sende nogen til Rwanda, hverken i mindre eller større skala,« siger han.

Hvis regeringen virkelig ønsker at sende asylansøgere til andre lande, burde den i stedet forhandle med EU om at komme tilbage i Dublin-systemet, hvor medlemslande kan sende asylansøgere tilbage til det land, hvortil de først ankom og først blev registreret, lyder hans råd.