Instinktiv modstand

Jeg havde rejst mig fra en eller anden lang politisk debat og var gået ud på gangen i Europa-Parlamentet i Strasbourg for at hente kaffe, jeg gik ned ad den forkerte trappe, mistede orienteringen, drejede om et hjørne, hvor nogle kamerafolk fumlede med forlængerledninger, og så stod jeg pludselig lige over for Wyclef Jean. Altså, ham rapstjernen fra 1990erne, fra Fugees-musikvideoerne, ham, der næsten blev præsident i Haiti.

Han var i byen for at tale om noget med ophavsret på nettet, han skulle være stjernedrys og give opmærksomhed, men som han stod der på gangen og stenede i slasket jakkesæt med et tomt blik i øjnene, lignede han ikke en celebrity. Han lignede en fyr på vej i retten i sin storebrors jakke, han lignede en revisor fra kommunen, han lignede en mand, som bare gerne ville lidt ud i solen. Den høring, han skulle deltage i senere på dagen, havde fået det sexede navn »Artikel 13«. Der var dækket op med høje papirbunker og juridiske argumenter, lovgivningsprocessen ville tage flere år. Stakkels fyr. Jeg nikkede genert til ham, smøg mig forbi og fandt endelig cafeen, hvor der var kø. Selv en rapstjerne kan EU suge energien ud af, tænkte jeg.