DAR ES SALAAM. Kort før mit videointerview med den kenyanske journalist og forfatter Rasna Warah skal begynde, går strømmen i Nairobi, hvor Warah bor. Hendes wi-fi er nede, skriver hun beklagende og tilføjer »Afrika … Smiley«.
Rasna Warah er ellers ikke typen, der spilder tiden på kramme-emojis og høflighedsfraser. Hun går til biddet som en rottweiler over for den kenyanske stats brug og ofte misbrug af skattepenge, afrikanske præsidenters skattely-finter og nå ja, det dysfunktionelle elnet. Hun er kendt for sine kyniske klummer i Kenyas mest toneangivende avis, Daily Nation, og generelt som lidt af en no bullshit-type.
Og da strømmen omsider vender tilbage til Nairobi, kommer jeg igennem til Warah, der taler hurtigt og artikuleret og går direkte til sagen. Ukrainekrigen udstiller FNs uduelighed, mener hun, og er blot
endnu et bevis på råddenskaben i den fredsbevarende organisation. For en organisation der har verdensfreden som raison d’être er krigen i Ukraine endnu et forklaringsproblem.
»Det er en illusion, at FN forhindrer krige. Vi har set massive humanitære kriser i Syrien, nu i Ukraine og i Yemen, og FN kommer kun dertil for at give humanitær hjælp, og meget af den hjælp går slet
ikke til de mest berørte mennesker, men bliver suget op af korrupte embedsmænd. Så hvad er meningen overhovedet med FN?« spørger hun.
Og det er hun ikke den eneste, der gør. Efter massakren i Butja spurgte den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj FNs Sikkerhedsråd, hvad meningen med FN egentlig er, når organisationen står med armene langs siden, mens civile bliver dræbt i gaderne.
Men for Rasna Warah er spørgsmålet om De Forenede Nationer også personligt. Hun har brugt 13 år på at undersøge det, som hun kalder for »kriminelle elementer« i FN, og i januar udgav hun bogen Lords of Impunity om netop det emne. Problemerne i FN findes ikke kun på det overordnede geopolitiske plan, mener hun, de findes helt nede i organisationens dagligdag.
Warahs historie med FN begynder i 1994, da hun får arbejde i UN-Habitat, FNs program for bolig- og byudvikling med ansvar for at forbedre leveforholdene i verdens byer. Blandt målene er, at færre mennesker skal bo i slumområder. Hovedsædet ligger i et af Nairobis grønne velhaverkvarterer og er nærmest en by i byen, så FN-medarbejdere ikke behøver at begive sig ud i storbyens støv og kaos. I begyndelsen er Warah begejstret for at arbejde i en organisation, der gør noget ved verdens ulighed, og hun er god til sit arbejde som redaktør på den respekterede World Cities Report, der rummer data og analyser om verdens byer.
Loyale bliver whistleblowere
Men i 2009 opdager hun noget, det ikke var meningen, at hun skulle opdage. På en arbejdsrejse til et arabisk land møder hun en gruppe embedsfolk, der ønsker at vide, hvad landets pengedonation til UN-Habitat er blevet brugt til.
Hjemme i Nairobi finder hun ud af, at der ikke er nogen dokumentation for donationen på over 2,1 millioner kroner. Men da hun spørger sine overordnede om pengene, bliver de fornærmede, for hun har ingen ret til at stille sådanne spørgsmål, siger de, og regner hun i øvrigt med at få fornyet sin kontrakt?
»Jeg indså, at pengene måske var blevet brugt på et projekt, der ikke var godkendt, eller til et personligt projekt. Ved et rent tilfælde havde jeg spurgt ind til noget meget sensitivt,« siger Rasna Warah.
Cirka samtidig går det op for hende, at statistikker om byers ulighed, der skulle offentliggøres i rapporten om verdens byer, er misvisende og uvidenskabelige. Men ledelsen nægter at ændre i rapporten, og Warah bliver ydmyget og kaldt en »løgner« på kontoret.
»Hele ledelsen rottede sig sammen imod mig og gjorde mit liv så surt med konstante trusler om at undlade at forny min kontrakt og den slags, så jeg blev nødt til at forlade organisationen på grund af mit mentale helbred. Derefter var jeg i en form for chok, for jeg kunne ikke forstå, hvordan mine nære kolleger kunne behandle mig på den måde,« siger hun.
Warah klager til FNs interne kontor for medarbejdersager for at få organisationen til i det mindste at anerkende, at hun var blevet uretfærdigt behandlet. Men det kommer der ikke noget nyt ud af, og det er der sådan set ikke noget nyt ved.
FN-medarbejdere, der falder over magtmisbrug, bliver ofte presset til at holde inde med deres viden. En af de mere kendte sager handler om svenske Anders Kompass, der arbejdede for FNs sekretariat for menneskerettigheder, OHCHR. Han forsøgte forgæves at få FN til at efterforske en sag om franske FN-fredsbevarende soldater i Den Centralafrikanske Republik, der pressede drenge på ned til otte år til at have sex med dem for penge og mad. Da FN ikke gjorde noget ved sagen, gik Kompass i 2014 til den franske regering. Kompass’ chefer forsøgte først at få ham til at sige op for – imod reglementet – at have lækket dokumenter til Frankrig uden om FN, men da svenskeren nægtede, blev han fyret. Først i 2016 rensede FN hans navn og erkendte, at han havde handlet korrekt.
Et par år efter Kompass-sagen kom FN igen i vælten for denne gang at forsøge at lægge låg på en MeToo-skandale i programmet for bekæmpelse af hiv og aids, UNAIDS. Da en ansat i UNAIDS, pudsigt nok også en svensker ved navn Martina Broström, på CNN fortalte om grænseoverskridende adfærd og kaldte organisationen »en boys club«, blev hun selv fyret på grund af »uacceptabel seksuel og økonomisk opførsel«. Det er ofte de mest hårdtarbejdende, loyale FN-ansatte, der ender som whistleblowere, mener Warah. Hun kalder sig selv for en »tilfældig whistleblower«, for i årevis forsøgte hun at opnå genrejsning gennem FNs interne klageinstanser.
»Den øverste ledelse er en herreklub, og de tænker kun på at beskytte hinanden. Deres mål er at beskytte FNs omdømme. Det ville faktisk have været nemt for dem at behandle min sag, men de valgte ikke den nemme løsning. De valgte at forsøge at få mig til at tvivle på mig selv, men de skulle have vidst, at jeg er journalist og forfatter, så det var den forkerte beslutning.«
Til sidst opgav hun at få anerkendt mobningen og udgav en bog om organisationen i stedet.
»Jeg skrev den første bog om FNs whistleblowere i 2016, men jeg følte, at det ikke kun er whistleblowere, der bliver behandlet dårligt af FN. Selv de folk, som det var meningen, at FN skulle
hjælpe, bliver behandlet dårligt, fordi FN er så dysfunktionelt. Jeg indså, at FNs dysfunktion er systemisk og ikke kun påvirker FN-ansatte, men også flygtninge, fattige, børn, alle som FN påstår at hjælpe,« siger Rasna Warah.
Skandalerne
I sin bog revser Warah derfor systematisk FN for organisationens mange skandaler, den ene mere forfærdelig end den anden. De handler om syriske piger og kvinder, der giftede sig med nødhjælpsarbejdere, der bragte FN-hjælp ud, for at modtage madrationer fra dem. Og der er rigeligt med eksempler på, hvordan donationer til genopbygning af lokalsamfund forsvinder ned i alle mulige forkerte lommer, fordi der simpelthen ikke er kontrol nok. Warah citerer endda Chelsea Clinton, der i en e-mail til sine forældre beskrev sit besøg til Haiti efter jordskælvet i 2010 sådan her: »Deres inkompetence er ufattelig. De FN-ansatte, som jeg mødte, var ofte ikke i berøring med virkeligheden. I bedste fald er deres tankegang anakronistisk, i værste fald er den inkompetent. Der er INGEN ansvarlighed i FN-systemet eller i det internationale humanitære system,« skrev hun hjem.
Og i Somalia ender FN med at finansiere krigsherrer, fordi FN hyrer eksterne partnere med skruppelløse venner til at udføre et stykke arbejde, skriver Warah. Altså, organisationen for fred og lighed, som vi har lært om i skolen, ender med at gøre mere skade end gavn. I hvert fald når det gælder de mest udsatte.
– Men kynikeren vil spørge: Er FN ikke blot et spejl på resten af verden? Der foregår uhyrlige ting i alle mulige organisationer og virksomheder, så hvorfor skal vi hidse os op over FN?
»I resten af verden – lad os sige i virksomheder eller andre organisationer – bliver folk presset til at gå af på grund af MeToo. Selv i Den Internationale Valutafond blev Dominique Strauss-Kahn nødt til at gå af på grund af en anklage om voldtægt. Men i FN slipper de afsted med deres forbrydelser. Forklaringen er, at FNs tilsynsorganer er upålidelige, fordi dem, der arbejder der, selv er FN-ansatte. De står selv i gæld til FN og de øvre ledelseslag,« siger Warah. Hun fortæller om en sag på kontoret i Nairobi, hvor en mandlig FN-hotspot blev fundet med kantinedamen. Hun mistede sit arbejde, mens han fortsatte sin karriere.
Men der er også en anden, særlig grund til, at FN-ansatte går fri, mens folk som Strauss-Kahn går af.
»Anklageren kan ikke gå til politiet i det land, hvor krænkelsen skete, fordi FN-ansatte har immunitet fra retsforfølgelse, så anklageren kan ikke få sagen for en dommer, selv hvis der er tale om voldtægt. Det er meget uretfærdigt, og det prøver jeg at sige med min bog – FNs charter, der giver internationalt ansatte immunitet, skal revideres,« siger Warah.
– Det er op til FN selv at bestemme, om en medarbejders immunitet skal ophæves, og FNs generalsekretær har magten til at ophæve immuniteten. Beskyttelsen af FN-arbejdere er indført, for at de kan udføre deres arbejde i diktaturstater eller krigszoner uden at blive arresteret eller retsforfulgt i tide og utide. Det giver vel meget god mening?
»Det var jo den oprindelige begrundelse, men det kan ikke være grund nok i hvert eneste tilfælde. Måske hvis du arbejder i meget undertrykkende omgivelser, men det kan ikke gælde i hvert eneste land i verden. Det er årsagen til, at der er kriminelle elementer i FN, som aldrig vil blive retsforfulgt.«
Redningen fra helvede
Warah lægger ikke skjul på, hvilken side hun er på. Hun holder med den enlige mor i slummen, hende der må finde sig i at blive belært af bedrevidende ofte hvide og ofte yngre nødhjælpsarbejdere. Warah kan blive forarget over, at flertallet af hendes gamle FN-medarbejdere aldrig havde været i et slumområde, selvom de arbejdede med at udrydde netop slumområder. Hun synes, at flertallet af FN-ansatte går rundt i deres egen, indhegnede verden, mere eller mindre uvidende om verdens rå kynisme.
Men vent, verdens 37.000 FN-ansatte kan jo ikke alle gå rundt med skyklapper på?
– Siden 1945 har FN været med til at redde millioner af børneliv fra helt almindelige sygdomme og huset familier på flugt fra krig og katastrofer. Organisationen er langtfra perfekt, men som den tidligere generalsekretær Dag Hammarskjöld sagde: »FN blev ikke skabt for at bringe menneskeheden i himlen, men for at redde den fra helvede.«
»Ja, FN har udryddet kopper, FN har vaccineret millioner af børn kloden over, og FN har givet flygtninge husly i mange lande, men hvis du kigger på de flygtningelejre og spørger dig selv: Hvorfor bor folk stadig under presenninger i flygtningelejren Dadaab i Kenya 30 år efter borgerkrigen i Somalia? Hvorfor er der flygtninge i verden? Fordi FN ikke kunne forhindre krige.«
Og således er vi tilbage ved krigen i Ukraine. Ligesom Zelenskyj, så retter Warah en anklagende finger mod FNs Sikkerhedsråd, der er ansvarligt for fred og sikkerhed. Den tilbagevendende kritik af sikkerhedsrådet er, at de faste medlemmer – USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig – kan nedlægge veto og gøre det umuligt for rådet at sanktionere angrebslystne folk som for eksempel Putin. Eller – hvis man skal se det fra den anden side – USA og Storbritannien, Australien – og Danmark, der gik i krig i Irak i 2003 uden FN-mandat.
»Systemet er bygget til at fejle. Hvis sikkerhedsrådet var mere demokratisk, havde flere medlemmer, og intet land havde vetoret, så kunne det måske gøre noget for verdensfreden. Men det er en lang proces, der måske aldrig vil finde sted, fordi de fem faste medlemmer ville nedlægge veto for at beholde magten og indflydelsen i verden.«
– Men hvad er så en realistisk ny konstellation, hvis man skal have de store spillere med?
»Det er virkelig svært. Måske skal der være et alternativ til sikkerhedsrådet, men problemet er, hvordan sådan en enhed får autoritet. De største donorer til FN lige nu er USA, Japan, Frankrig og Storbritannien. Den amerikanske diplomat Richard Haass foreslår at oprette regionale blokke eller økonomiske samarbejder såsom G20 eller G7, eller regionale samarbejder som ECOWAS. Men på den anden side, hvis alle 193 lande var medlemmer af sikkerhedsrådet og havde lige stemmeret, er det ikke udelukket, at flertallet ville pålægge Rusland sanktioner i den nuværende situation«, siger Warah med henvisning til den ikke-bindende resolution fra FNs generalforsamling i begyndelsen af marts, hvor flertallet - 141 lande - stemte for, at Rusland skulle stoppe krigen i Ukraine:
– Men hvis du tillader alle lande at stemme, så risikerer du, at det vil føre til udemokratiske beslutninger?
»Ja, det er muligt, fordi verden bliver mere udemokratisk, og demokratiske lande vil være i undertal. Men demokrati kan ikke bestå i, at de mennesker, som Vesten foretrækker, skal vælges. Folk kan hvor som helst vælge en højreorienteret populist, og så må du acceptere det resultat, fordi folk stemte på en som Bolsonaro eller Modi eller Trump. Demokrati er risikabelt i sig selv.«
– Vil verden være et bedre sted uden FN?
»Det ville verdens magtfulde lande aldrig lade ske. Men der er aktivister, der argumenterer for, at FN bør nedlægges, og landene i det globale syd skal skabe alternative institutioner baseret på solidaritet. Det minder om under Den Kolde Krig, hvor specifikke lande indgik en alliancefri bevægelse. Verdens samvittighed bliver nødt til at skabe et alternativ til FN, særligt fordi flertallet af verdens befolkning bor i fattige lande. Jeg tror, at Vesten er ved at miste sin gennemslagskraft, og fordi FN bliver opfattet som en institution kontrolleret af Vesten, Kina og Rusland, så vil den miste sin troværdighed. Der bliver nødt til at komme en ny, alternativ bevægelse.«
Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.
