ISTANBUL – I første omgang går jeg direkte forbi Pavel Krikunov. Han sidder på en stol uden for en lille café et par hundrede meter fra Istanbuls populære shoppegade, Istiklal Caddesi. Han har en pink trøje på, blå cowboybukser og en halvlang beige sommerjakke af mærket Puma. Hans hår er karseklippet, brillerne er alternativt formet, så de udgør en aflang ottekant, og i venstre øre dingler en sølvfarvet ørering.
Han ser simpelthen for cool ud til at være en mand på flugt, tænker jeg og kigger ind ad vinduet i håb om at spotte den person, jeg skal mødes med klokken 11 en tirsdag formiddag. Men den moderigtigt klædte mand er Pavel Krikunov, finder jeg hurtigt ud af. Og selvom den 27-årige filmfotograf ikke ligner en, der i løbet af et døgn fik pakket alt det nødvendige og forlod sin lejlighed i Moskva, så kalder Pavel Krikunov sig selv for en »en russisk flygtning«.
Hvor mange russere der indtil videre har forladt deres hjemland, siden præsident Putin beordrede invasionen af Ukraine, er ikke sikkert. Ifølge flere internationale medier var antallet i april over 200.000. Og fordi mange lande i Europa har lukket deres luftrum, har russerne været nødt til at flyve mod syd eller øst til lande som Armenien, Georgien, Usbekistan og Tyrkiet.
»Jeg ankom til Tyrkiet 4. marts,« siger Pavel Krikunov, da jeg sætter mig over for ham. »Jeg købte billetten dagen inden, jeg rejste. Der var ikke nogen billetter til Istanbul den dag, så jeg fløj til Antalya i stedet. Derfra lejede jeg en bil og kørte gennem Tyrkiet hertil.«
Pavel Krikunov er ikke et politisk menneske, slår han hurtigt fast under vores samtale. Og han er ikke aktivist. Men den unge filmfotograf vil gerne stå ved, at han er imod krigen.
»Som mange andre russere bryder jeg mig ikke om, hvad der er sket. Jeg vil ikke bo i et land, der er en aggressor.«
Pavel Krikunov er vokset op med forældre, der var børn af Sovjetunionen. Hans barndom har været fyldt med historier om at bo i et lukket land, hvor både vestlig musik og film var forbudt.
»Man kunne heller ikke rejse til udlandet. Det var noget lort at bo i et isoleret land. Det er derfor, jeg også har forladt Rusland,« siger han og forklarer, at beslutningen blev taget få dage efter, at russiske tropper invaderede Ukraine. Det skulle gå hurtigt, for han frygtede, at regeringen ville lukke Ruslands grænser.
Ifølge det tyrkiske statsmedie Hürriyet er der mindst 14.000 russere, der er flygtet til Tyrkiet, siden krigen brød ud 24. februar, mens antallet er 68.000 for ukrainere, ifølge UNHCR i Tyrkiet. Mange har i første omgang slået sig ned i Istanbul.
Jeg bilder mig selv ind, at jeg overalt synes at høre mennesker tale russisk: på gaden, i supermarkedet og på de cafeer, hvor jeg til daglig arbejder. Forleden sad jeg ved siden af to unge, lyshårede, russisktalende mænd, der kiggede på lejligheder, mens de drak tyrkisk te. Og den pludselige ankomst af eksilrussere og ukrainske flygtninge til byen har fået huslejepriserne, der i forvejen har nået rekordhøje niveauer på grund af den økonomiske krise i landet, til at stige endnu mere.
15 års fængsel
Den historiske reference til russere, der rejser til Istanbul på flugt fra deres regering, er ikke gået hen over hovedet på Pavel Krikunov. Op gennem 1920erne ankom op mod 200.000 til byen på flugt fra den russiske borgerkrig. Det fik indbyggertallet i Istanbul, der dengang var på en million, til at stige med en femtedel.
»Det har mine venner og jeg godt talt om. Altså at historien gentager sig selv. Dengang var det også mange intellektuelle, der rejste til Istanbul,« siger Pavel Krikunov.
Kunstnere, designere, akademikere, aktivister, journalister og andre fra især den kreative middelklasse er blandt dem, der indtil videre har forladt Rusland. De frygter for både de økonomiske konsekvenser, som sanktionerne mod Rusland kan have for befolkningen, og for, hvad deres modstand mod krigen kan betyde for deres frihed.
4. marts vedtog den russiske regering en lov om en straf på op mod 15 års fængsel for alle, der spreder »falske nyheder« i landet – heriblandt at kalde Ruslands angreb på Ukraine for en »krig«. Flere uafhængige medier er siden blevet lukket, mens sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram ligeledes er blevet forbudt.
Det var den nye lov, der på få timer fik 32-årige Dmitry Varlamov til at træffe den svære beslutning om at forlade Moskva. Som journalist på den uafhængige russiske mediestation Dozhd – også kendt som TV Rain – vidste han godt, at hans arbejde var truet. Det var derfor, at han 1. marts sad til møde med flere af sine kollegaer. Deres kanal var blevet blokeret.
»Vi nåede at snakke sammen i cirka 15 minutter. Så fik vi et opkald om, at politiet var på vej. Vi tog vores ting og løb ud af kontoret,« husker Dmitry Varlamov, da vi sidder over for hinanden en lun eftermiddag i Istanbul.
Panisk skyndte han sig hjem til et par af sine venner, der boede ikke så langt fra hans arbejdsplads. De gav ham en pille for at dulme nerverne, købte en flybillet til Istanbul og gav ham en masse pengesedler, da sanktionerne mod Rusland gør det umuligt for russerne at bruge bankkort som Visa og Mastercard i udlandet.
»Klokken syv om morgenen dagen efter sad jeg på et fly i lufthavnen i Moskva. Klokken ti var jeg i Istanbul.«
Da jeg spørger ham, hvad han tog med sig, da han på timer måtte flygte fra sit hjemland, er svaret simpelt.
»Du kan se det hele lige her,« siger han og peger på en lille grøn rygsæk, han har hængt på stolen bag sig.
Transitland
I syv år har Tyrkiet været det land i verden, der har huset flest flygtninge. Ifølge FNs flygtningeagentur, UNHCR, bor der officielt fire millioner flygtninge i Istanbul, hvoraf 3,6 millioner kommer fra Syrien, der ligesom ukrainerne flygter fra russiske bomber.
Rollen som flygtningeland er den tyrkiske befolkning godt trætte af. Alligevel har præsident Recep Tayyip Erdogan gjort det klart, at Tyrkiet også i den seneste konflikt vil holde grænserne åbne for flygtninge.
»Vi vil blive ved med at holde vores døre og hjerter åbne,« lød det fra præsidenten lidt over en uge, efter at krigen i Ukraine var brudt ud.
Erdogan har i ugevis desperat forsøgt at balancere sin rolle som et NATO-land med sit afhængighedsforhold til Rusland – Tyrkiet har både akut brug for russiske turister og russisk gas og olie. Mens mange EU-lande hurtigt besluttede at lukke deres luftrum, har Tyrkiet gjort det klart, at deres forbliver åbent. Samtidig har Erdogan fordømt angrebet på Ukraine og har forsynet landet med billige dræberdroner, der har vist sig effektive i kampen mod russerne.
Både Pavel Krikunov og Dmitry Varlamov planlægger ligesom mange andre russere, der de seneste uger er ankommet til Istanbul, at rejse videre mod Europa. Det er blandt andet Tyrkiets tvetydige rolle i krigen, der får nogle til ikke at ville blive, mener Dmitry Varlamov. Men det er også helt praktiske årsager som muligheden for at få opholdstilladelse, finde arbejde og en længsel efter at bo i et demokrati.
»De første uger, jeg var her, var der så mange ting, jeg skulle ordne hver dag. Mit betalingskort var spærret, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kontakte mine venner og alt det der. Så jeg tænkte ikke over, hvad der var sket,« siger Dmitry Varlamov. Nu har han fået styr på meget af det praktiske.
»De seneste tre til fire dage har jeg ikke haft så meget at lave, så jeg har haft tid til at tænke over, hvad der er sket,« siger han.
»Og det har ikke været nemt.«
Cirka hver tredje dag ringer han til sine forældre i Rusland for at høre, hvordan det går. De mener, han skal rejse hjem og finde et arbejde på et andet medie. De tror ikke på, at han er i fare.
»Desværre støtter mine forældre Putin. Så vi prøver ikke at snakke om politik. Jeg tror, de har ret i, at jeg godt kan rejse hjem, men så skal jeg finde et andet job. Så skal jeg ikke lave journalistik, for så kommer jeg helt sikkert i problemer.«
Sådan er det for mange russiske familier, siger han. En bror kan være enig med Putin, og hans søster kan være imod. Det er en gammel historie. Forskellen er nu, at nogle af familiemedlemmerne er så bange for regeringen, at de finder det nødvendigt at forlade Rusland.
Dmitry Varlamov skal ikke hjem, slår han fast. Han skal ikke bo i et land, hvor man er »bange for at fortælle sandheden«.
Hverken den 32-årige journalist eller Pavel Krikunov ved med sikkerhed, hvor i verden de ender med at slå sig ned. Ifølge tyrkisk lov kan russere opholde sig i Tyrkiet i tre måneder i løbet af et halvt år, men kun to måneder ad gangen. Siden krigen brød ud, har flere lande heriblandt Tjekkiet, Letland og Grækenland suspenderet muligheden for, at russere kan søge om visum. Andre europæiske lande behandler stadig ansøgninger, men ikke alle giver mulighed for opholdstilladelse.
De begrænsede muligheder for at flytte til Europa, forhindrer dog ikke de to russere i at drømme. Dmitry Varlamov håber på, at han på et tidspunkt kan ende i Frankrig eller Tyskland. Pavel Krikunov drømmer om at flytte til Berlin.
»Min kæreste og jeg var for en måned siden i Sri Lanka og købte ting til vores lejlighed, vi ville gøre den hyggelig. Den ene dag har du et helt normalt liv med normale problemer. Den anden dag forlader man det hele,« siger Pavel Krikunov.
»Vi prøver bare på at leve og være taknemmelige for, at vi ikke er i Rusland. Men det er svært,« siger han.
