Koldkrigshistorie. Kriser var der mange af, dengang Rusland hed Sovjetunionen, og ingen af dem endte med dommedag. Det kan give anledning til håb i det aktuelle opgør om Ukraine, men måske er det en falsk tryghedsfornemmelse.

Atomkrig 2.0

<p>En fransk atombombe-prøvesprængning på øen Mururoa i det sydlige Stillehavet i 1971.</p> Foto: AFP PHOTO <p>En fransk atombombe-prøvesprængning på øen Mururoa i det sydlige Stillehavet i 1971.</p> Foto: AFP PHOTO
En fransk atombombe-prøvesprængning på øen Mururoa i det sydlige Stillehavet i 1971. Foto: AFP PHOTO

Atomkrig mellem Rusland og NATO er en af de skræmmende muligheder, der spøger i debatten om potentielle konsekvenser af konflikten i Ukraine. Spørgsmålet er, om det overhovedet er et realistisk scenarie?

Griber man tilbage i historien efter svar, er der umiddelbart anledning til håb. Fra Anden Verdenskrigs afslutning frem til omkring 1990 var kriser mellem øst og vest et regelmæssigt tilbagevendende fænomen, og hver eneste gang blev det nukleare ragnarok afværget. Det var nervepirrende, men det endte trods alt godt.

Så skal vi slå koldt vandt i blodet? Skal vi regne med, at russerne og de vestlige kernevåbenmagter vil være drevet af den samme logik og nok skal sørge for at undgå gensidig tilintetgørelse?

Ikke nødvendigvis, mener en række historikere, som Weekendavisen har talt med.

Deres speciale, Den Kolde Krig, er et forskningsfelt, som opstod i kølvandet på Jerntæppets fald og den pludselige adgang til righoldige arkiver i det tidligere Sovjet-imperium. I det seneste kvarte århundrede har deres arbejde været at belyse en periode, som mange anså for et overstået kapitel, men nu har det pludselig fået fornyet aktualitet.

Deres vurdering: Der er indlysende paralleller mellem situationen under Den Kolde Krig og i dag, men der er også væsentlige forskelle. Risikoen for falske analogier er til stede, og hvis politikerne ikke er opmærksomme på dem, kan de ende med at træffe de forkerte valg i forsøget på at styre krisen om Ukraine.

Måske var Vladimir Putins beslutning om at invadere Ukraine dybest set resultatet af en sådan fejlanalogi. Måske havde han den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 i tankerne, siger Sergej Radchenko, en historiker ved Johns Hopkins School of Advanced International Studies.

»Både Ungarn og Tjekkoslovakiet blev set af Vesten som en del af den sovjetiske indflydelsessfære, og derfor var der ikke nogen rigtig respons. Putin regnede nok med en lignende vestlig tilgang til Ukraine,« siger han.

Kina som joker

Det er let at lade sig narre af overfladiske ligheder, og det er i det hele taget velkendt, at generalerne typisk forbereder sig på at udkæmpe den seneste krig. Derfor er det ekstra magtpåliggende at være bevidst om, at historien ikke står stille, og at enhver situation følgelig er unik.

Foto: AFP / Scanpix
Foto: AFP / Scanpix

»På mange måder befinder vi os på ukendt territorium. Dette er en landkrig lige ved siden af en kernevåbenbevæbnet forhenværende supermagt, hvor der samtidig har været beskydning af atomkraftværker,« siger Michael David-Fox, professor i moderne russisk historie ved Georgetown University i Washington, D.C.

»Det er en krig, der føres med midler fra det 21. århundrede, hvor smartphones og internet betyder voldsomme udsving i den globale offentlige opinion, og hvor optagelser af krigsforbrydelser kan vises med det samme.«

Blandt specifikke forskelle mellem Den Kolde Krig og i dag fremhæver historikerne Ruslands stilling i det internationale system. Graden af isolation i forhold til verdenssamfundet kan være med til at afgøre, hvor desperat Putin er, og hvor parat han vil være til at bruge ekstreme midler som for eksempel atomvåben.

Sagen er, at Rusland er både mere og mindre isoleret, end Sovjetunionen var. På den ene side råder Moskva ikke længere over et østeuropæisk og centralasiatisk imperium med fangarme til store dele af Den Tredje Verden. Men der er én afgørende forskel, fortæller Mary Sarotte, en historiker ved Johns Hopkins University.

»Det er Kina. Den gamle Kolde Krig var i store træk en bipolar konflikt militært set, men i dag må Vesten også tackle kineserne. Putin bygger her på en tilnærmelse over for Beijing, som begyndte helt tilbage under Gorbatjov,« siger hun.

Det står i skarp kontrast til Den Kolde Krigs sidste halvdel, hvor det sovjetisk-kinesiske forhold var ekstraordinært dårligt og i slutningen af 1960erne ligefrem udviklede sig til en varm krig i form af blodige sammenstød langs den fælles grænse.

I dag er der stærke bånd mellem Beijing og Moskva, og den kinesiske livline til den russiske økonomi truer med at tage brodden af de vestlige sanktioner. Virkningen forstærkes af, at Kina har vristet sig fri af fortidens fattigdom og i dag er verdens næststørste økonomi.

Gambleren Putin

En anden forskel mellem Den Kolde Krig og i dag, måske, er Putins personlighed. De sovjetiske ledere var optændt af ideologisk glød og troede på socialismens endelige sejr, men de var samtidige rationelle og forsigtige aktører, der for det meste undgik udenrigspolitiske eventyr.

Det er gået i arv til Putin, mener Jan Koura, en historiker ved Univerzita Karlova i Prag. Det kan måske synes irrationelt at angribe Ukraine, især i bagklogskabens lys. Men med den information, der stod til hans rådighed i februar, gav det måske mening.

»Han fejlvurderede situationen, og Ukraine var stærkere, end han antog. Men jeg tror, at Putin, som tidligere KGB-agent, har en form for koldkrigsrationalitet. Det betyder også, tror jeg – men jeg kan naturligvis tage fejl – at han ikke vil bruge atomvåben,« siger han.

Her bliver arven fra Den Kolde Krig særlig interessant, og erfaringerne fra Cubakrisen i 1962, hvor USA og Sovjet ifølge de fleste koldkrigshistorikere kom tættest på en altødelæggende tredje verdenskrig, ekstremt relevante.

Dengang besluttede den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, sig for et kompromis og opgav planerne om at placere atommissiler i USAs baghave til gengæld for et amerikansk løfte om at fjerne tilsvarende våben i Tyrkiet og Italien. Det var ikke, hvad han havde håbet på, og dog bedre end at risikere menneskehedens undergang.

Men selv rationelle aktører kan være spillere af natur. Gamblertyper kan være som alle andre – lige bortset fra, at de er parat til at risikere mere. Det kan være problemet med Putin, der nu har skrabet lige så meget magt sammen som Sovjet-tidens ledere og ifølge nogle iagttagere endda mere.

»Politisk ledelse er en vigtig faktor i enhver krig, men specielt i et diktatur, hvor hele landets udenrigspolitik i det store og hele er i hænderne på én person. Det gjaldt for Stalin, såvel som det gælder for Putin i dag,« siger David-Fox fra Georgetown University.

»Men hvor Stalin ofte var meget forsigtig på den udenrigspolitiske scene, har Putin derimod vist sig i stand til at foretage store satsninger og gå helt til grænsen for at presse sine modspillere til at give sig.«

Kædereaktioner

Han mener, at Putin ideologisk er formet af en russisk ekspansionisme med dybe rødder tilbage i tsartiden, men hvordan det praktisk udmønter sig i udformningen af den konkrete udenrigspolitik, er vanskeligt at sige. Beslutningsprocesserne i Moskva foregår nu i vidt omfang i en sort boks, som analytikere ikke har indsigt i, og derfor må vi erkende, at der lige nu er meget, som vi simpelt hen ikke ved, siger David-Fox, og opsummerer:

»Jeg bange for, at risikoen for eskalering og en nuklear eller anden katastrofe, som for eksempel brug af kemiske våben, er større, end mange ønsker at tro.«

Ingen styrer bevidst mod atomvinteren, men ligesom under Den Kolde Krig er den primære risiko en utilsigtet eskalering, hvor en isoleret hændelse sætter en kædereaktion i gang som følge af misforståelser eller fejlberegninger.

Hvis for eksempel et russisk fly flyver ind over et NATO-medlems territorium og ender i kamp med landets luftstyrker, kunne konsekvenserne være uoverskuelige. Der kan være en vis automatik i den udvikling, for eksempel på grund af NATOs musketered, hvor et angreb på ét medlem betragtes som et angreb på alle.

Det giver anledning til en vis fortrøstning, at der er betydeligt fokus på den risiko, netop på grund af erfaringerne med at stå over for Sovjetunionen i et kompliceret globalt spil frem til 1980ernes slutning, fortæller Radchenko fra Johns Hopkins.

»Det er årsagen til, at amerikanerne har været så omhyggelige med at understrege, at de ikke vil stå for en flyveforbudszone i Ukraine. Det kunne meget vel føre til et direkte sammenstød med Rusland, og hvis et sammenstød finder sted, er det bare umuligt at sige, hvordan det vil udvikle sig. Risikoen for utilsigtet eskalering er simpelt hen for stor,« siger han.

En ny kold krig

Selv hvis den igangværende krig i Ukraine kan afsluttes uden at komme katastrofalt ud af kontrol, er der også en tid bagefter, og måske en ny, langstrakt kold krig. Det giver anledning til bange anelser hos iagttagere.

Rutiner og procedurer, som før Sovjetunions kollaps satte de to stridende blokke i stand til at styre de tilbagevendende kriser, har stille og roligt fået lov at gå halvt i glemmebogen. Den ekspertise, som blev opbygget over flere årtier i Washington og Moskva, er pensioneret bort, og nye kræfter er kommet til.

»Den primære bekymring er fraværet af våbenkontrolaftaler. Der er i øjeblikket kun én traktat, der handler om Washingtons og Moskvas kernevåben, og det er den nye START-traktat indgået i 2010. Den udløber i 2026, og det er usandsynligt, at den bliver fornyet,« siger Mary Sarotte.

Men ét levn fra Den Kolde Krig består, og det kan vise sig afgørende. Efter Cubakrisen erkendte både USA og Sovjetunionen, at manglen på kommunikationskanaler havde gjort situationen ekstra farlig. Resultatet var etableringen af en »varm linje« mellem Washington og Moskva, og siden da er mulighederne for komme i kontakt kun blevet flere og bedre ifølge Radchenko.

»Se bare, hvad Putin har fået tiden til at gå med i de seneste uger. Han har talt med både Tysklands Olaf Scholz og Frankrigs Emmanuel Macron. Med andre ord, han kommunikerer. Man kan faktisk ringe til ham. Vi har hans nummer,« siger han.

»Det er vigtigt, når vi står i en krise. I en situation, hvor vi risikerer at ende i en eskalering til atomkrig, er det altafgørende, at vi kan få modparten i tale. Det er en lære af Cubakrisen, som stadig påvirker os i dag. Og det er positivt.«

Detailviden om, hvordan kommunikation var med til at redde verden fra dommedag i sidste halvdel af det 20. århundrede, er et eksempel på, hvordan koldkrigshistorie som akademisk disciplin pludselig er blevet en slags anvendt forskning.

»Jeg tror, vi kan drage nytte af det, vi lærte under Den Kolde Krig, for dengang fandt vi frem til en måde at forsvare vores værdier på uden at fremprovokere et nukleart opgør med russerne. Der var naturligvis blodige stedfortræderkrige andre steder, så Den Kolde Krig var ikke helt kold, men i det mindste udviklede det sig ikke til en atomkrig,« siger Sarotte.