De visne blomster står fremme. Marianne Stidsen nænner ikke at smide buketten fra sin afskedsreception på Københavns Universitet ud: Den er alt, hun har tilbage fra 25 gode år. Hun sagde selv op som lektor i litteratur i november. Men hun følte sig presset til det efter beskyldninger om, at hun har plagieret i sin doktorafhandling. Hun er »forfulgt«, siger hun i sit hjem på Frederiksberg. For tiden ligger hun mest under dynen og ser feel good-film, helst langsomme Jane Austen-filmatiseringer med åbne engelske vidder:
»Jeg har ofret alt for universitetet. Jeg har ingen børn, ingen familie. Så jeg er træt nu. De woke bruger psykisk vold for at få sådan nogle som mig, kritiske stemmer, presset ud. Jeg bliver cancelleret, fordi jeg kritiserer dem. Det føles som at blive gangbanget.«
Underdrivelser ligger ikke til Stidsen. Hun har før kaldt MeToo for »en terrorbevægelse«.
I gangbangmetaforen opildnes de overgribende horder af hendes gamle nemesis, Anne-Marie Mai. De er begge litteraturhistorikere og medlemmer af Det Danske Akademi, landets fineste litterære institution. Mai er rød, Stidsen sort. Da Stidsen skulle forsvare sin doktordisputats i 2015, sad Mai i bedømmelsesudvalget, men opmuntrede Stidsens fjender til at angribe hende: »Kom nu frem på scenen på fredag og opponer,« skrev hun i en Facebook-tråd. I 2020 var hun efter Stidsen igen med en erklæring om, at hun burde forlade Akademiet på grund af sin skingre debattone. Endelig sendte Mai og to andre 21. oktober 2021 et kort brev til dekanen for Det Humanistiske Fakultet, som foreslog »en plagiattest« af Stidsens disputats. Dagen før havde Information nemlig afsløret, at hun havde skrevet af i en debatbog.
Er hun gangbangets opvigler? Mai vil ikke svare på det. For som hun siger, så må sagen gå sin gang.
Atypisk er affæren allerede. Mistanker om plagiat sendes normalt til Praksisudvalget, hvor det er et krav, at de begrundes med konkrete tekstnedslag. Det har Mai ikke gjort. Alligevel tog dekanen initiativ til en elektronisk test af Stidsens disputats. Den viste, at fem procent af den også står andre steder – i sig selv ikke alarmerende: Også ganske legitime citater står jo andre steder. Alligevel bestilte dekanen på den baggrund en grundig granskning af disputatsen, som nu er færdig, og meldte det ud på Twitter.
Det forløb truer, ifølge Stidsen, hende, universitetet, demokratiet. Til en høring på Christiansborg i forrige uge kaldte hun sagen mod sig en »ideologisk betinget klapjagt på min person med det formål at få mig endegyldigt cancelleret«. Bag høringen stod Liberal Alliances forskningsordfører, Henrik Dahl, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt: »Du kan regne med, at vi vil støtte dig alt det, vi kan,« lovede den sidste. Stidsens budskab var, at sagen afslører, at der hersker »amerikanske tilstande« på de danske universiteter. »Jeg er,« sagde hun, »den danske Kathleen Stock – det vil sige en universitetsansat, der gennem massiv udskamning og mobning og forfølgelse tvinges til at sige sin stilling op«.
Er hun det? Sagens akter har Weekendavisen som de eneste udenforstående haft adgang til. De viser, at Stidsen har skrevet af. Forhadt og forfulgt, ja. Men helt opfundne er anklagerne altså ikke.
Det fremgår af et plagiattjek af Stidsens disputats, som lektor Henrik Blicher har brugt tre måneder på at lave.
Der synes, konkluderer Blicher her, »i en lang række tilfælde ikke at være krediteret retmæssigt«. Flere steder gør Stidsen ikke tydeligt opmærksom på, »at teksten ikke er original fra hendes hånd«, skriver filologen. Han oplister »plagiatlignende« lån fra Dag Heede, William James, en bacheloropgave på RUC, Bjørn Nørgaards hjemmeside, Joseph Conte, tidsskriftet Reception, to opslagsværker og unipress.dk.
Flere steder krediterer Stidsen nogen for en tanke, men låner derefter hele sætninger uden at citere. Således skriver hun »som Heede skriver« i det følgende, men fortæller ikke, at alt det, som jeg for overblikkets skyld har kursiveret, faktisk er skrevet af fra Heede:
»Den vestlige verdens statsmagt er nemlig ingenlunde en blind, statisk magtkolos, der dominerer befolkningen en masse; den har tværtimod bibeholdt, videreudviklet og forfinet pastoralmagtens særlige dobbeltblik ved både at fokusere på helheden (før som 'menigmand', nu som 'befolkning' og 'samfund', begreber, der i øvrigt opstår hen mod slutningen af 1700-tallet) og den enkelte (før som 'synder', nu som 'individ’).«
Som læser tror man derfor, at det er Heedes tanker formuleret af Stidsen.
Andre steder nævner Stidsen end ikke kilden. Eksempelvis skriver hun ikke, at alt det, som er kursiveret her, er taget fra symbolleksikon.lex.dk:
»I en række ikke-europæiske kulturer kan ravnen således have positiv symbolfunktion, forbundet med skabelse og Solen (dens glitrende fjer) og med klogskab og sandsigeri.« Og lidt efter: »I folkedigtningen er et motiv Valravnen, bl.a. titel på en folkevise om en mand, der forvandlet til en ravn kun kan forløses ved at drikke et drengebarns blod.«
Store tyverier uden formildende omstændigheder afslører Blicher ikke. Men han finder 159 eksempler på »plagiatlignende« afskrift, sjusket kreditering og, især, andre småfejl i den 1.300 sider lange afhandling.
Selv fastholder Stidsen, at der er »nul, absolut nul« hold i anklagerne mod hende.
– Men flere sætninger om ravnen er jo skrevet næsten ordret af fra et symbolleksikon?
»Lige dér imødekommer jeg ham til dels,« svarer Stidsen og læser fra en forsvarstale, hun har skrevet, men ikke haft lejlighed til at holde for nogen. »Jeg har ikke ladet, som om det er mig. Jeg har bare ikke præciseret, hvilket symbolleksikon det er taget fra,« tilføjer hun.
– Hvorfor satte du ikke bare citationstegn om de sætninger, som du har skrevet af?
»Fordi jeg har flettet forskellige ting sammen. Det er ikke rent planket fra et leksikon.«
– Det er planket fra to leksika og flettet sammen eller hvad?
»Ja, plus noget andet, som jeg også har inddraget.«
– Det må man da heller ikke?
»Nej, men det har jeg så gjort.«
Der opstår en lang pause. »Jeg parafraserer,« forklarer hun. »Det her er jo heller ikke originale kilder, men en type viden, der som al ordbogsviden selv bygger på andre værker.«
Victim blaimede Marianne Stidsen lige? Er det værkets egen skyld?
»Jeg siger bare, at den enkelte formulering ikke er det vigtigste i de tekster,« svarer hun.
– Handler det også om, at det ikke ser så fint ud med et langt citat fra en ordbog?
»Jeg skriver ‘ifølge to nye symbolleksika, hvis opslag her parafraseres’, så nej. Det handler om, at opslagsværker er latterlige at sidde og omformulere, fordi de ikke er originale.«
– Er det et selvopfundet princip, at man må citere løsere fra opslagsværker?
»Nej.«
– Hvor står der, at man godt må det?
»Hvis du kigger på de sager, der har været, hvor man er gået efter nogle forskeres arbejde, så bliver de typisk frikendt for det her, fordi det simpelthen er for småt ...«
– Hvor står der, at man godt må det?
»Du kan da godt kalde det min egen fortolkning. Det vigtigste er, at man ikke udgiver originalt arbejde for sit eget, og det gør jeg ikke. Jeg parafraser. Originalitet handler ikke om møjsommeligt at sidde og lave hvert eneste ord om, indtil den tekst, man parafraserer, helt forsvinder. Skal man sidde med en lup og sige ‘åh, det ord har Giddens brugt’? Latterligt!«
– Man skal vel bare enten citere ordret eller parafrasere med sine egne ord?
»Min tilgang giver en bedre læseoplevelse.«
– Nu lyder du Batman-agtig: Du begår små forbrydelser i en større sags tjeneste?
»Jeg vil godt være Batman-agtig. Der er mange flere Batman’er derude, end du regner med. Kunne jeg venligst bede om, at alle disputatser granskes lige så grundigt som min?«
Hun efteraber Blicher med en højtidelig røst: »Der skulle stå Den Danske Ordbog og ikke en ordbog.« Så tilføjer hun: »Han er meget, meget, meget pedantisk.«
Men han giver Dahl og Messerschmidt forklaringsproblemer. De skrev i Uniavisen, at Stidsen var ude for en »opslidende eksilering«, »fordi hun havde stillet sig kritisk over for MeToo-bølgens proselytter«.
– Hvor ved I fra, at det er derfor, hun er eksileret?
»Der tror vi på hende,« svarer først Henrik Dahl. Han synes ikke, siger han i telefonen, »at det er en urimelig følgeslutning at gætte på, at det er sådan, sagen hænger sammen«.
– Ifølge Blicher har hun skrevet af. Er hun et offer for dét eller for MeToos proselytter?
»Der er der ikke et meget simpelt svar på. Sagen handler om langt mere end citatpraksis. Den handler om åndsfrihed,« svarer Dahl.
Messerschmidt går endnu længere:
»Vi har den opfattelse, at man har opfundet en anledning til at skille sig af med hende, fordi hun satte sig op mod den identitetspolitiske linje, som også er til stede på Københavns Universitet. Det, man har fundet, er slet ikke af en karakter, som retfærdiggør forfølgelsen,« siger han til mig.
– Har du læst det, man har fundet?
»Nej, jeg har kun talt med Marianne Stidsen.«
– Hvad baserer du så din påstand på?
»Mit helhedsindtryk af sagen. Man har ledt med lys og lygte efter noget på hende.«
– Hvem har det?
»Det skal jeg ikke kunne sige. Typisk foregår den slags i nogle udefinerede gruppefællesskaber, hvor man er sikre på, at man har ret, og så skal de, der taler Mekka midt imod, ud.«
– Men du ved reelt ikke, om anledningen er 'opfundet'?
»Nej.«
– Er det så ikke useriøst at påstå det?
»Det påfaldende er, at ingen har kunnet tilbagevise det. I en tid, hvor det identitetspolitiske spøgelse trænger sig på, er Stidsens eksempler væsentlige og interessante. Fordi de kan vise, og sandsynligvis viser, at de tendenser, man ser i USA, er kommet til Danmark. Man ville som politiker begå en meget stor brøde, hvis man ignorerede det.«
– Forholder du dig overhovedet til sagens substans?
»Der er jo ingen, der er perfekte. Det interessante er, om Stidsen rammes hårdere end andre, fordi man ikke kan lide hendes holdninger.«
– Og det har du intet belæg for?
»Nej nej, men jeg synes, det er interessant. Når jeg ser kvaliteten af den identitetspolitiske forskning – det blev der også fremlagt om på vores høring – så er der et kvalitetsproblem.«
Marianne Stidsens forskning fortsætter. Velhaveren Paul Lyngbye har lovet at sponsorere hende i de kommende år, oplyser hun.
