STØJBERG var chokeret, da rigsretten i denne uge idømte hende en straf på to måneders ubetinget fængsel for forsætligt at have overtrådt ministeransvarlighedsloven. Og det samme var de fleste andre, hvad enten de holdt med Støjberg eller ej; for få havde forudskikket så hård en straf, og i dagene op til domfældelsen oplistede pressen argumenter for og imod frifindelse eller straf, som om begge udfald var sandsynlige.
ER dommen den hårdeste rigsretsdom nogensinde, så er den ikke desto mindre nødvendig. Og det skyldes ikke så meget forseelsen i sig selv, der pågik over en ganske begrænset periode, som det skyldes, at selve sagen er symptomatisk for en strømning i dansk – ja, i vestlig politik – i disse år. Derfor var det påkrævet at statuere et eksempel. Støjberg byggede nemlig sit forsvar på en skelnen mellem politik og jura og hævdede til det sidste, at hendes ageren var politisk og ikke juridisk: Hun havde givet udtryk for, hvad hun mente var moralsk rigtigt, og ikke for, hvad der var lovligt. Det fastholder hun stadig efter domsafsigelsen. Hun kerer sig alene om, hvordan retstilstanden efter hendes mening burde være, og ikke om, hvordan den er. Lyder det bekendt? Ja, i minksagen kan vi konstatere, at den nuværende regering bygger sit forsvar på samme præmis: at man politisk gjorde det nødvendige, og at juraen var sekundær. Om der var hjemmel eller ej, var ikke »top of mind«: Fordi det moralsk rigtige var at aflive alle mink af hensyn til folkesundheden. Selvom de to sager meget muligt adskiller sig ved, at der i Støjbergs tilfælde var tale om forsætlighed, mens der for regeringens vedkommende var tale om uagtsomhed, så har de det tilfælles, at politikere i disse år synes at betragte det system, som de opererer inden for, som illegitimt, hvis det forhindrer dem i at føre den politik, de ønsker. Deraf udtryk som »procesrisiko« og »til kanten af konventionerne«. Og når den strømning er opstået, skyldes det vælgerhavets reaktion på globaliseringens negative konsekvenser: De valgte politikere har ofte fået regeringsmagten netop ved at love et opgør med et dysfunktionelt system.
SYSTEMET er imidlertid ikke noget, som en global elite har tvunget ned over hovedet på befolkningerne, men frem for alt et resultat af de selvsamme demokratisk valgte politikeres dispositioner i generationer. Det er derfor, jura kaldes for »stivnet politik«. Politikere er således selv i høj grad en del af systemet, som også mere ærværdigt går under betegnelsen den demokratiske retsstat. Og det er aldeles ødelæggende for tilliden til selvsamme, hvis magthaverne ikke vil acceptere de bindinger, der er lagt på deres magt. Det betyder naturligvis ikke, at systemet til evig tid skal forblive, som det er, hvis det har åbenlyst skadelige konsekvenser. Men det betyder, at hvis man vil ændre det, må man fægte med åben pande på systemets egne præmisser og bære de omkostninger, der følger med. Støjberg kunne have kæmpet for udtræden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og en revision af forvaltningslovens bestemmelser om partshøring. Men det gjorde hun ikke, for den slags ønskede et »pænt« parti som Venstre ikke at gå ind for. Med dommen fik Støjberg rettens ord for, at hvis man som minister undergraver det system, som gjorde det muligt at blive minister, undergraver man samtidig sig selv.
