Leder. Troværdighed er svær at opbygge, men nem at miste. Det må være et mindstemål for en chefredaktør, at han kan leve op til samme standarder, han kræver af andre.

Sandhed og konsekvens

Sandhed og konsekvens Af Klaus Wivel

MICHAEL Dyrby, nuværende chefredaktør på B.T., er blevet en belastning for sin egen avis og medierne som sådan. Det står klart, efter at han i denne uge stod frem og sagde undskyld for sin opførsel som TV 2s nyhedschef fra 2002 til 2015. Anledningen var dokumentarprogrammet Sexisme bag skærmen, som Discovery+ viste i sidste uge, og hvor flere kvinder beskrev omfattende sexchikane over en lang årrække. Der blev ikke sat navn på overgrebsmændene, men det stod hurtigt klart, at nyhedschefen hørte til blandt de anklagede.

DYRBY bekræftede selv sin egen rolle, uden at han dog ville fortælle, hvilke hændelser han konkret angrer, og hvem det er, han siger undskyld til. Det er han i sin gode ret til, men det udhuler unægtelig hans forsøg på at forklare sig, at den offentlige selvransagelse er så diffus. De adressatløse anfægtelser sker med henvisning til, at kvinderne i dokumentaren selv har talt om en »kultur«, der skal gøres op med. Var det politikeres sexistiske kultur, der skulle kastes lys over, ville hverken Dyrby eller dokumentarfilmsinstruktøren drømme om at lægge et anonymiserende filter over de alvorlige sager og kalde det et opgør med en kultur. Offentligheden må få det indtryk, at vi i pressen er skånsomme, når det handler om os selv.

Gå bør han også som følge af værdier som ære og værdighed.

BØR Dyrby træde til side, skyldes det derfor, at et magtkritisk medie ikke står sig ved, at chefredaktøren selv kaster sig i ly af denne selvbeskyttende tilgang. Dyrby har været en stærk leder på B.T., som han har hjulpet tilbage på fode. Han har stået for en kontant journalistik, eksempelvis i minksagen, hvor hans avis ikke kan beskyldes for at behandle statsministeren og hendes departementschef med nænsomhed. Enhver anden med stor magt i offentligheden, der forsøgte at slippe afsted med taktiske besværgelser a la Dyrbys, ville han straks beordre sine journalister til at fare i struben på. Det kan han ikke længere gøre med samme overbevisning. Et medie lever af troværdighed; den er svær at opbygge, men nem at miste. Det må være et mindstemål for en chefredaktør, at han kan leve op til samme standarder, han kræver af andre.

GÅ bør han også som følge af værdier som ære og værdighed. Det er uværdigt at give så tåget en beklagelse, at offentligheden straks får den mistanke, at han i højere grad angrer, at sagerne er kommet frem. Mere oprigtigt føles det heller ikke af, at beklagelserne først kommer nu, hvor hans stilling er i fare. Rygter er der mange af, nogle af dem hårrejsende, men offentligheden aner fortsat ikke, hvad Dyrby angiveligt skulle have foretaget sig. Da han ikke selv vil oplyse om det, må det konstateres, at han ikke reelt tager ansvar for handlinger, han selv erkender at skamme sig over. Som leder af et borgerligt medie er den indstilling vanskelig at forsvare.

AF begrædelige tendenser i tiden er det forhadte klima, hele den sag svøbes ind i. Der er en brutalitet og nådesløshed på de sociale medier, som ingen har fortjent at blive trukket igennem. Mindre beskæmmende bliver det ikke af, at den daværende og nuværende ledelse på TV 2 dækker sig bag Dyrby i håb om, at dette offer kan lette dem for deres eget ansvar: Både Merete Eldrup og Anne Engdal Stig Christensen og hele TV 2s ledelse har håndteret sagerne forfærdeligt. Det ophæver dog ikke Dyrbys eget ansvar. Det er umenneskeligt ikke at fatte sympati for det lammende mentale sammenbrud, han fortæller, han ramtes af, da dokumentaren blev sendt. Han er tydeligvis havnet i en ulykkelig situation. Men det handler ikke om, at Dyrby skal udstødes på grund af magtmisbrug på en anden arbejdsplads for flere år siden. Vi har ikke gavn af et samfund, der for evigt brændemærker mennesker. Det handler om hans troværdighed som chefredaktør i dag.