Et sted i Josefine Klougarts nye roman Alt dette kunne du få findes en betragtning over ansigter: »Det er en lykke at få et barn, jeg vil næsten sige, uagtet omstændighederne er det en lykke at blive indskrevet i dette det almindeligste af alle mirakler. Når kroppen ældes, når brysterne bliver fladere og ansigtet ligesom indfaldent efter nogle måneder med for lidt søvn, så er det en pris, der forekommer rimelig at betale. Det nye ansigt korresponderer med en tyngde, der kommer indefra, og det virker forsonende. Mit eget ansigts forandring er slående.«

Selvom det er karakteren Barbara, der siger ordene, og Barbara ikke er Josefine Klougart, og Josefine Klougart ikke er Barbara, bladrer jeg alligevel bogen rundt efter et forfatterportræt og finder det på forsidens bagside. Det er et sort-hvidt portræt, hvor hun står med siden til, men vender ansigtet mod kameraet. Og jo, der er sket noget. Det er ikke den Josefine Klougart, jeg kender fra andre billeder. Først har jeg lyst til at adoptere Barbaras ord og sige, at det er tiden, der har tegnet et nyt ansigt oven på det gamle – taget en bid af nogle æblekinder og tegnet en linje omkring munden – men jo mere jeg kigger, desto mere synes jeg egentlig, at jeg kigger på det samme ansigt. Det nye ansigt doserer sig selv anderledes, står mindre åbent.