For fem-ti år siden, mens jeg læste på Litteraturvidensskab, holdt jeg nidkært øje med alt og alle, der rørte sig på Forfatterskolen. Det var egentlig overflødigt at være nidkær, det kunne umuligt have forbigået min opmærksomhed, at den ene gyldne årgang efter den anden tordnede ud fra skolen og debuterede til fortjente fanfarer og klapsalver. Amalie Smith, Theis Ørntoft, Bjørn Rasmussen, Rasmus Halling, Andreas Pedersen, Caroline Albertine Minor, Cecilie Lind, Ida Holmegaard, Hannah Lutz, Lea Løppenthin, Josefine Graakjær Nielsen, Martin Bastkjær Christensen. Der var decideret skræmmende talentfulde årgange, class of 2010 talte blandt andre: Hanne Højgaard Viemose, Jonas Rolsted, Josefine Klougart, Morten Chemnitz, Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof og Stine Pilgaard. Det er kondenseret litteraturhistorie at læse sig gennem optegnelserne over elever (jeg kan ikke forstå, hvordan Jonas Eika og Yahya Hassan gik på samme årgang (2013-2015), det føles, som om de hører til i to forskellige epoker, to meget forskellige måder at være politisk krigslystne på).

Nåmen. Det var ikke kun mig, der dengang var beruset af hype; det var ikke kun mine medstuderende, selvom vi var slemme nok, det var et helt mediefænomen, der blev jævnligt spekuleret i tendensartikler, der skulle samle og forklare, hvem den her afsindigt velskrivende generation var. Information skrev om »Tidens trodsige tøser«, om generation krop, om generation etik. Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvad det var for en fuldfed litterær guldåre, der åbenbarede sig i den mikrogeneration. Var der mon et eller andet særligt i vandet i København de år? Eller er svaret deprimerende selvoptaget, syntes jeg måske bare, at de var så exceptionelt dygtige og interessante, fordi de var lige præcis jævnaldrende med mig? Thi ak. For nylig gik det op for mig, at jeg ikke længere ved, hvem der går og skriver i lokalerne på Peder Skrams Gade – og har gjort det de seneste år. Hvorfor ved jeg ikke det? Hjernen går indledningsvist i gang med at spinde fejlkilder, som primært er placeret uden for den selv. Udkommer de ikke? Skriver de slet ikke? Er det mon en kreativ tørke, efter at skolen er blevet friseret og korrekt – efter de interne opgør, der fulgte kritikken efter en #MeToo-kritik af et grænseløst, utrygt miljø på skolen.