Anmeldelse. Lilian Munk Rösings fremragende erindringsessay befinder sig et sted mellem barnets solgyldne sansninger og den intellektuelles frostklare analyser.
Skytsåndernes hus
Nogle gange – hvis teksten er tilstrækkeligt levende, og menneskene i den tilstrækkeligt underholdende – kan jeg godt føle, at jeg bogstaveligt talt har udvidet min bekendtskabskreds efter endt læsning. Kaplevej 97 er sådan en tekst. Med udgangspunkt i sine tre mormødres (en biologisk mormor og hendes to barnløse søstre) tidligere hjem, Kaplevej 97 i Virum, skriver Rösing sig gennem huset rum for rum, således at vi starter i entreen og slutter i rulleværelset.
Huset og dets tidligere beboere, der går under samlebetegnelsen Vimserne, er bogens tyngdepunkt. Det er dem, der hele tiden vendes tilbage til, og dem, der forhindrer teksten i at fare vild, selvom den er vilter. Der er, som det hører genren til, en lind strøm af indskydelser og associationer, og der changeres ubesværet mellem erindringer om at drikke kirsebærpimp som barn og iagttagelser om Prousts madeleine-kager som et symbol på nadveren. Der er kun blide, umærkelige overgange mellem det kloge og det følelsesfulde.
Del: