Regnen er begyndt at falde, store tunge dråber fra en tæt himmel. Jeg rider ind under træerne i skovbrynet. Jeg er barn, 11 år, måske 12, da jeg venter der på hesten, lytter til regnen, der falder på de gule og røde og grønne blade. Så rider jeg videre ind gennem skoven, og bygen driver over, en flanke åbner sig i skyerne ude over havet, der står et kålblegt lys ned fra himmelen, forbinder alting, varmen fra hestens krop under mig, lugten af nåletræer og af eg, våd jord, og lyset bliver varmere, solen står lavt på himmelen og sender sine lange bånd af lys ind mellem stammerne. Jeg kommer ud på den anden side af skoven, hvor landskabet skråner ned mod havet, og hesten bevæger sig nedad, forsigtigt, ligesom flettende luften foran sig, hovene der glider nogle centimeter, inden de får greb i jorden, og for hvert skridt bliver min krop mere blød og åben, til jeg ligesom går i ét med dyret på en måde, der et øjeblik gør det umuligt for mig at sige, om det er min hov eller hestens, umuligt at bestemme, hvor min krop slutter og hestens begynder, hvad der er skovens åndedræt og mit.

Der er øjeblikke, hvor verden meddeler sig til os med særlig intensitet. Minder os om noget, vi havde glemt, vi vidste. På den måde kan jeg i dag se ud på træerne, der står gule og røde og lysende og samtidig se for mig en anden sen eftermiddag, et andet efterår, hvor træerne havde samme farve, og hvor himmelen på samme måde var tung af regn og som et bristefærdigt sejl spændt ud over verden. Vi læner os ind mod naturen og har en erfaring af, ikke at forbinde os, men at opdage, at det altid er sådan, det er – med det levende er vi altid allerede forbundet. I glimt mærker vi, at vi er til i en konstant udveksling med alt det, der ånder, naturen, andre mennesker, andre tider og andre rum, selv det, der ellers er usynligt for os, mærker vi som nærværende, pulserende, trækkende vejret gennem os. Det er en følelse af enhed, der varer et øjeblik, men vi står tilbage med erfaringen, erindringen og med den viden, at forbundetheden kan åbenbare sig for os igen. Vores bevidsthed og tænkning markerer ikke nødvendigvis noget skel mellem os og naturen, vores tanker er bare endnu en forbindelse, et sprog ud af mange.