Siden Murens fald har andelen af kvinder i Danmarks kommunalbestyrelser ligget stabilt. Men også lavt: Kun en tredjedel af alle medlemmer er kvinder, og sådan har det været siden 1989.
Skævheden er besynderlig. På nationalt plan er dansk politik blandt de mest lige i verden: I Folketinget udgør kvinderne knap 40 procent af de nuværende medlemmer. Den kommunale ulighed bliver kun mere tankevækkende af, at den ikke findes i samme grad i Sverige og Norge – her sidder kvinder på cirka 40 procent af mandaterne i det norske og svenske parlament, men også på deres rådhuse.
Ligestillingsspørgsmålet bliver taget op, stort set hver gang der er kommunalvalg herhjemme: Hvert fjerde efterår kan man læse de samme nyhedshistorier om de få kvindelige byrødder. I mere end 30 år har det ikke ændret på skævheden.
Et nyt videnskabeligt studie, der er udgivet i European Journal of Political Research, kommer med en forklaring på, hvorfor skævheden består. Og den kan måske være nøglen til at skabe mere lige repræsentation.
»Kvinder vurderer selv i langt højere grad end mænd, at de er ukvalificerede til at deltage i politik. Mænd siger omvendt, at politik, det kan de godt finde ud af,« forklarer Jacob Nyrup, der er adjunkt på Oslo Universitet.
Danske Nyrup har sammen med kollegaen Malte Dahl undersøgt, hvorfor kvinder er underrepræsenteret i dansk kommunalpolitik. Deres korte konklusion er, at kvinder sjældnere end mænd har lyst til at stille op til kommunalvalg. Men de finder også, at en del af det skyldes, at kvinderne i gennemsnit har lavere selvtillid end mændene.
»Mange af de mænd, der ikke vil stille op til kommunalvalg, siger, at de sådan set ville være gode til politik. De gider bare ikke. Det er omvendt med kvinderne: En stor del vil ikke stille op, fordi de ikke tror på sig selv,« siger Dahl, der til daglig arbejder som embedsmand i den danske centraladministration.
Selvtillidskløften
Nyrup og Dahls studie bygger blandt andet på et spørgeskemaeksperiment blandt 1.500 repræsentative vælgere. Forskerne har altså ikke talt med faktiske kommunalpolitikere. I stedet har de spurgt en repræsentativ vælgergruppe, hvem de ville stemme på. Men de har også spurgt dem, om de selv havde lyst til at stille op til kommunalpolitik, hvis de blev opfordret til det.
Traditionelt har valgforskere to teorier til at forklare ulighed ved valg: En efterspørgsels- og en udbudsteori. Efterspørgselsteorien handler om, at der måske eksisterer samfundsstrukturer, der får vælgere til at foretrække mænd. Det kan være, at kvinder anses som inkompetente politikere på grund af et gammeldags kvindesyn, og at folk derfor ikke stemmer på dem.
Udbudsteorien handler om, at antallet af opstillede kvinder påvirker, hvor mange kvinder der ender med at få et politisk mandat. Hvis der er få kvinder på stemmesedlen, så kommer der færre kvinder ind, lyder teorien. Nyrup og Dahl undersøger begge teorier i deres analyse af de danske kommuner.
»Vi kan ikke forklare den store forskel med manglen på efterspørgsel,« siger Nyrup.
Vælgerne foretrækker altså ikke mandlige kandidater. I stedet handler det om, at udbuddet af kvindelige politikere er lavt, viser forskerne.
»Der er væsentligt færre kvinder, som ønsker at stille op,« konstaterer Dahl.
Kvinderne i det repræsentative spørgeskema er mindre tilbøjelige til at stille op end mænd, hvis de blev spurgt: Kun 17 procent af kvinderne mener, det kunne være spændende. 27 procent af mændene siger det samme.
Hvordan kan det være? Det har Nyrup og Dahl undersøgt i den anden del af analysen. Ifølge forskerne handler det om, at kvinderne mangler selvtillid til at melde sig som kandidater. I spørgeskemaet scorer kvinderne i gennemsnit lavt på alt, der handler om at vurdere egne politiske kompetencer.
»Særligt den selvvurderede følelse af kvalifikationer slår de lavt ud på,« siger Nyrup.
Vælgerne vil have kvinder
Men kvinderne burde ikke være så beskedne: Vælgerne vil nemlig gerne have kvindelige politikere. Det finder Nyrup og Dahl også i analysen. De adspurgte vælgere foretrækker i gennemsnit kvinder lidt mere end mænd. Og de kvinder, der rent faktisk ender med at stille op til kommunalpolitik, har større sandsynlighed for at blive valgt end deres mandlige konkurrenter. Opstillede kvinder får også flere stemmer end mænd: Den typiske kvindelige kommunalkandidat får 92 stemmer, mens den typiske mand får 78. Samlet er der altså lidt større chance for at blive valgt som kvinde, når først man står på stemmesedlen.
Hvad man præcis kan gøre ved skævheden, har Nyrup og Dahl ikke undersøgt. Men det er oplagt, at det blandt andet handler om at højne kvindernes selvtillid, fremhæver de. Og partierne kan være med til at styrke den ved at bruge kvindekvoter i en eller anden form: På den måde signalerer de kraftigt, at kvinder også er gode politikere. Nyrup og Dahl peger på, at flere partier i Sverige og Norge har krav til, hvor mange kvinder de skal stille med, og at begge lande har mere lighed kommunalt.
Blødere krav har ikke samme effekt, fremhæver forskerne også: For eksempel har Enhedslisten ikke haft egentlige kvindekvoter, men kun en klar målsætning om at få flere kommunale kvinder. Ved seneste valg fik partiet 33 procent kvindelige byrødder. I år har partiet dog formået at stille med flere kvinder. Det er svært at vende udviklingen.
Men problemet er, at den kommunale ligestillingskamp ikke har høj nok prioritet blandt partierne, påpeger Nyrup og Dahl. Det kan være derfor, at der ikke sker mere. Kommunalpolitik er ret usynligt sammenlignet med landspolitikken på Christiansborg. Hvis man som parti gerne vil signalere fremsynet feminisme, så giver det mere mening at sikre ligestilling i Folketinget frem for på rådhusene, hvor problemet kun er på dagsordenen i en kort periode hvert fjerde år.
Det er også nemmere: Der er 175 danske medlemmer i Folketinget, mens der samlet set er 2.432 byrødder.
