Det andet køn

DE fleste, der følger bare en anelse med, ved, at de såkaldte STEM-fag – videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik – ikke ligefrem bugner af kvindelige forskere. Derfor er der oprettet et Inge Lehmann-program, der er afsat 110 millioner kroner til, med det formål at sikre en »ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne«, hvilket i praksis betyder, at mænd sjældent tildeles penge. Derfor advarede tidligere undervisnings- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sidste år om »den viden og de perspektiver«, vi går glip af, hvis ikke der kom flere kvindelige forskere. Derfor lovede Niels Bohr Institutets leder, Jan W. Thomsen, i foråret at fordoble antallet af kvindelige lektorer og professorer inden 2030 af hensyn til det verdensberømte instituts konkurrencedygtighed og agtelse. Og derfor udsender Aalborg Universitet i denne tid en ny podcast, hvis titel skærer pointen ud i pap: »Videnskabsmænd er også kvinder.«

EGENTLIGE modstandere mod den dagsorden er svære at finde, eller også skjuler de, der mener, at videnskabsmænd kun må være af hankøn, sig helt usædvanligt godt for tiden. Til gengæld er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at opspore politikere, fondsejere og universitetsledere, der for alvor går i brechen for en anden voksende kønsulighed, der rammer mænd. Alvoren her står mål med, ja, måske overstiger den ligefrem manglen på kvinder i toppen af dansk akademia. Ikke mindst fordi tendensen er, at skævheden i toppen af danske universiteter ser ud til at rette sig i de kommende år, omend det går langsommere, end mange kunne ønske sig.