Eftermæle. Helle Thorning-Schmidt har udgivet sine tanker om feminisme, patriarkatet og om at være den første kvinde i Statsministeriet.

Ung med de unge

Ung med de unge Af Leny Malacinski

Er Helle Thorning-Schmidt blevet woke? Spørgsmålet melder sig under læsningen af hendes nye bog Blondinens betragtninger. I forordet skriver hun: »Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, typisk ikke så lang tid efter, at man er fyldt 50 år, hvor man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil være nysgerrig eller tro, man har regnet det hele ud og ved alt allerede (...) Om man tror, man kan lære noget af de næste generationer. Jeg har bestemt mig.«

Inspirationen kommer delvist fra hendes døtre Johanne, som Thorning beskriver som »cis-kønnet« og »pan-seksuel«, samt Milo, der er »non-binær« og ikke længere vil kaldes Camilla.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt findes der et »patriarkalsk system, som gennemsyrer vores samfund og bevidsthed«, og at man må »rekonstruere« sig selv for at skille sig af med fordomme. Blandt andet skal mænd »gøre op med sig selv, om de er allierede med kvinder eller ej«. I en alder af 54 år er hun altså i færd med at stille sig på den unge side af tidsånden. Hun vil på samme tid lære af den og belære andre om den, men emnerne i bogen behandles sært uforpligtende; hun når kun lige at slå en pointe fast, før hun causerer sig videre til den næste eller argumenterer for det stik modsatte.

Blondinens Betragtninger består af 12 kapitler med Thorning-Schmidts tanker om blandt andet feminisme, MeToo-bevægelsen, kønsroller og forskelsbehandling af kvinder, herunder hende selv. Tonen er let og ligefrem med eksempler fra den offentlige debat, også fra hendes tid som partiformand for Socialdemokraterne fra 2005 til 2015 og statsminister fra 2011 til 2015. I bogen springer hun (retroaktivt) ud som glødende feminist og forklarer, hvorfor hun ikke gjorde mere, mens hun havde magten: »Hvis jeg havde talt ofte og engageret om køn og ulighed, da jeg var partileder, ville det efter min bedste overbevisning have forhindret mig i at blive valgt som statsminister. Så kan man indvende, at jeg dermed gik på kompromis for at vinde magten, og det er sandt (...) Men det var tiden ikke til i de år.«

Det virker som en vel bekvem forklaring, når hun heller ikke siden er sprunget ud som aktivist eller grundlægger af en feministisk ngo. Efter tre år i Red Barnet, en udpegelse til FNs panel om skatteunddragelse og en FN-kommission om piger og drenges adgang til skolegang sidder hun i dag i bestyrelsen for Vestas og Facebooks tilsynsråd. Hvis patriarkatet virkelig er så rodfæstet, hvorfor fylder feminismen så ikke mere på hendes CV?

Desuden var tiden vel heller ikke værre, end at Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær og hendes egen erhvervsminister og EU-kommissær Margrethe Vestager alle var populære kvinder med en ligestillingsprofil. Helle Thorning-Schmidt var den første kvindelige statsminister; ikke den første feminist i dansk politik.

Et af hendes egne eksempler på, at hun efterfølgende gik »aktivt ind i kønsdebatten« og viste flere sider af sig selv, var, at hun overrakte en pris til hiphopperne Suspekt: »Der blev i den forbindelse taget nogle fotos af mig til en efterfest, hvor jeg holdt en smøg i hånden (jeg inhalerede ikke), skålede og drak med Bai-D fra gruppen. Det var folk sådan ‘uh!’ over.«

Meget af Helle Thorning-Schmidts modgang skyldtes angiveligt hendes kvindelighed. Hun ærger sig således over den kritik, hun mødte fra Kvinfo, Hanne Vibeke Holst, Ritt Bjerregaard samt den tidligere formand for DSU Camilla Schwalbe:

»Jeg siger ikke, at jeg skulle fredes politisk. Alle, uanset køn, er naturligvis i deres gode ret til at være uenige med mig og give udtryk for det. Men når jeg bliver spurgt, om jeg som Socialdemokratiets første kvindelige leder og landets første kvindelige statsminister mødte opbakning fra kvindebevægelsen eller fra toneangivende kvinder i mit eget parti, kan svaret ikke være andet end et: desværre nej.«

På den ene side er det altså legitimt for kritikere at gå efter hende. På den anden side er det ikke. Senere skriver hun direkte, at »kvinder skal passe på de patriarkalske strukturer, der findes i dem selv. Det er muligt at være mandschauvinist af hunkøn«.

Ofte har hun en god forklaring på, hvorfor tingene ikke gik, som hun ønskede. Hun droppede således sin mærkesag om øremærket barsel, fordi danskerne og flere af politikerne var imod. Dertil var det en indblanding i familiernes personlige valg, børnene ville få mindre tid derhjemme, og desuden blev det for dyrt midt i finanskrisen. Hun frikender dermed sig selv for i næste åndedrag at opfordre den nuværende regering til at »genoptage« diskussionen (det er siden sket via EU).

Hun kommer dog også med et par svirp til kvinder, som få siger højt disse år: Nej betyder nej, men kvinder skal også eje deres seksualitet og sige »ja«, så manden ikke skal gætte sig frem. Kvinder skal slække grebet om barnet og dele forældreskabet med deres mænd. Og kvinder jagter selv mænd med status og penge.

Helle Thorning-Schmidt blev statsministeren, der hverken efterlod sig store politiske resultater eller katastrofer. Med denne bog står det klart, at hun formentlig er mere populær hos de unge, end hun nogensinde var i sit eget parti.

Helle Thorning-Schmidt: Blondinens betragtninger – om køn, feminisme og #metoo. 192 sider. 269,95 kr. Forlaget 28B.

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.

Side 22