Det er sjældent, at en forfatter med én enkel sætning kan indramme et helt værk så præcist, som Annie Ernaux gør det med første sætning i andet kapitel af Simpel lidenskab fra 1992: »Fra september sidste år lavede jeg ikke andet end at vente på en mand: på at han ringede, og på at han kom hjem til mig.«

Da fortællerjeget endelig er færdig med at vente, nærstuderer hun la douleur exquise – den udsøgte smerte, man oplever, når man begærer nogen, man ikke kan få, eller ikke kan få nok – som har hensat hende i tåger i månedsvis. Hun vil intet andet end at vente, selvom ventetiden gør ondt – hvem har ikke stået i den situation? Ligget i den seng? Hvor herligt at læse om den søde pinefulde ventetid.