Udmattelsens koreografi

Lysets jord er systemdigtning på en ret chilleren måde i den forstand, at systemet hverken er styrende for de enkelte linjers indhold eller udformning og spejler den skødesløse struktur, digterjeget oplever i sin hverdag, der er præget af ensomhed, rastløshed og tilnærmelsesvis overstadighed.

Hvert digt består af fem linjer, som kopieres i næste digt, men uden den første linje, hvilket frigiver plads til en ny slutlinje, og sådan hager digtene sig bagud og broderer sig fremad. Det giver mig oplevelsen af at scrolle, fordi information hele tiden skubbes op, men uden at glemme det, der skubbes op, fordi man tvinges til at forholde sig til det i nye sammenhænge over flere sider, og hvilken kærkommen oplevelse af scrolleri, dét er! Jeg kunne også finde på at kalde digtstrømmen for en stop-motion-fortælling, i hvis billeder grundstregerne er intakte, men fleksible over for nye retninger, som kan skabe både tilbageholdt og overrumplende handling.