Antiglemsel. Annie Ernaux’ erindringsroman, Årene, om tidens gang og Frankrigs moderne historie er imponerende, men indforstået.

Man skulle nok have været der?

Annie Ernaux’ hypede historiske roman Årene er en upersonlig selvbiografi, autofiktion uden ego, hvor den egentlige hovedperson er tiden, der går. Specifikt: gennem Frankrigs moderne historie, fra forfatterens fødsel i 1941 frem til efter årtusindskiftet. Det er årvågen, fintmærkende tidsåndsdokumentarisme, motivationen er antiglemsel, et museum for den tabte tid. Et kollektivt vi genkalder sig vaner, kønsroller, daglig­livet, hvordan man spiste, talte, gik i krig. Den opmærksomme tekst registrerer både små, umærkelige gib i tidsånden, stædig ulmen og de voldsomme begivenheder, som blæser verdenshistorien fremad. Det er, som om tiden bliver en form, man kan se for sig, små bølger, der insisterende skaber aflejringer i historiens klippe. Fortælleren kan huske familiemiddage og søndagsfrokoster, hvor man talte om at være besat af tyskerne, streng seksualmoral, 50ernes strutbryster, de Gaulle, hemmelige aborter, Algier-krigen, en følelse af stigende forbrug og eksistentiel tomhed, og så pludselig: ungdomsoprøret, maj 1968.

»På én måned havde man indhentet flere år. Det beroligede os at gense Beauvoir med sin turban og Sartre, ældede, men mere kampklare end nogensinde, rørende selvom de ikke havde noget nyt at lære os. André Breton var desværre død to år for tidligt.

lime
(f. 1988) skriver om litteratur og teater, pop- og finkultur, og private følelser. Hun har tidligere undervist i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er kandidat i samme.

Andre læser også