Hovmod. Andreas Steenberg gør op med en del af Radikale Venstres udlændingepolitiske historie. Men han er stadig lige overbevist om, at partiets politik er selve inkarnationen af...

Den sunde fornuft

Den sunde fornuft Af Nikolaj Arve

Andreas Steenberg har skrevet en bog om dansk udlændingepolitik med to forskellige skrifttyper. Det kan virke som en mærkelig detalje at hænge sig i, vel højst lidt irriterende med kapitelvise skift mellem en kantet variant og en blød. Men man kan måske tillade sig at se det som et billede på bogens indre paradoks:

Den radikale gruppenæstformand og politiske ordfører vil gerne lægge afstand til tidligere tiders naive og moraliserende udlændingepolitik, men han repræsenterer efter eget udsagn stadig den »sunde fornuft« over for de »skøre« regler, vi har i dag. Han vil gerne være stram som den kantede type, men samtidig lempe som den bløde. Eller som han skriver på en af bogens afsluttende sider:

»Min tilgang er at bringe virkeligheden og fakta frem, som jeg gør i denne bog. Kun ved at afsløre rænkespillet og spinnet på Christiansborg kan vi få mine kollegaer til at indse, at lovgivningerne er så skøre og urimelige, at de må laves om.«

Med andre ord: I tager fejl, jeg har ret. Vil man drille lidt, kan man vel kalde det en arketypisk radikal formulering: Vi lytter. Også til os selv. Den nuværende udlændingepolitik, som støttes af et flertal i Folketinget, betegnes gennem bogen som »kørt af sporet«, »mudret«, »grotesk«, »krænkende« og uden mening. Det er måske en meget radikal tanke, at de politiske modstandere kan omvendes til fornuft med den slags stempler. Men jeg kan godt huske, hvordan man fik venner i skolegården, og det var ikke på den måde.

STEENBERG HAR KALDT sin bog Forbudt kærlighed, og den handler særligt om de omskiftelige regler for familiesammenføring. Men som bogens dobbelte undertitel – »Historien om, hvordan dansk udlændingepolitik kørte af sporet (og hvordan vi kan genfinde fornuften)« – afslører, har bogen også et bredere udlændingepolitisk sigte. Steenbergs ambition er vist at blive sit partis pendant til den nuværende integrationsminister Mattias Tesfaye, som i 2017 fik stor ros for sin bog om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik.

Steenbergs bog starter i 1983 (hans eget fødselsår), hvor Danmark fik sin første udlændingelov, som udvidede flygtningebegrebet og mulighederne for familiesammenføring. Det er en lov, som med Steenbergs ord har opnået »mytisk karakter som loven, der er skyld i alt, hvad der gik galt på udlændingeområdet«. Og en lov, som Radikale Venstre i høj grad får skylden for, her med Søren Krarups ord fra 2002:

»Men der er intet land, der som Danmark har åbnet døren på vid gab, som vi gjorde i 1983. Det var på grund af Radikale Venstre og den nuværende ombudsmand, hr. Hans Gammeltoft-Hansen.«

På det punkt står Steenberg klar med en indrømmelse. Han omtaler loven fra 1983 som »alt for liberal og naiv«, »alt for slap« og debatten dengang som »moralistisk«. Tidligere i år kunne man høre nogle af de samme tanker fra den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, som her i avisen afslog at undskylde for partiets fejl i udlændingepolitikken, men erkendte, »at vi ikke har været tydelige nok i forhold til betydningen af, hvor mange der kommer hertil«.

Ifølge Steenberg er det dog slet ikke fair, at Radikale Venstre skal holdes ansvarligt for den snart fire årtier gamle lov. Partiet var nemlig ikke en del af det endelige forlig, som blev indgået mellem de borgerlige regeringspartier og Socialdemokratiet. Det er en pointe, Steenberg vender tilbage til flere gange gennem bogen.

Radikale Venstre stemte dog, som Steenberg noterer, for udlændingeloven. Partiet havde inden da også lagt pres på regeringen sammen med et alternativt flertal. Ikke for en strammere lov, men en slappere, ligesom partiet efterfølgende i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid holdt fast i loven og modarbejdede stramninger.

»Langt op gennem 80erne og 90erne blev folk, der gerne ville lave loven om, konsekvent mødt med udtalelser om, at de var racister, og man lavede sammenligninger med nazismens rædsler. Mit parti har også gjort sig skyldig heri,« skriver Steenberg og erkender vel dermed, at Radikale Venstre alligevel har en form for skyld, selvom han gerne vil dele den med de andre partier.

DA UDLÆNDINGELOVEN BLEV vedtaget i 1983, var der lige omkring 100.000 udlændinge i Danmark. Den 1. januar i år var der flere end 800.000 indvandrere og efterkommere. Der er således ingen tvivl hos Steenberg om, at loven fra 1983 har ført til væsentligt flere udlændinge i Danmark.

Og her er vi så fremme ved endnu en indrømmelse fra Steenberg: »Dette forudså både Erik Ninn-Hansen (daværende konservativ justitsminister, red.) og Fremskridtspartiet, inden loven blev vedtaget.«

Hans Gammeltoft-Hansen, som dengang var formand for Dansk Flygtningehjælp, forventede, at blot 500 mennesker ville få familiesammenføring om året. Men da Nyrup kom til magten i 1993, fik 5.000 familiesammenføring. Otte år senere var tallet steget til flere end 13.000.

Steenberg refererer også nogle tal fra Ishøj Kommune, som viser, at 23 indvandrere fra 70erne i 1987 var blevet til 371 på grund af familiesammenføring. 14 år senere viste nye tal fra samme kommune, at 145 tyrkiske mænd var blevet til 2.831 indvandrere, og at 734 ud af 747 var blevet gift med en person fra bedsteforældrenes hjemland.

»Fremskridtspartiets ordfører anno 1983, Knud Lind, fik altså ret,« skriver Steenberg. »Det var tid til forandring.«

Og forandringen kom ved valget i 2001, som Steenberg kalder »et uheld i langsom gengivelse«, fordi hans eget og andre partier reagerede på ønsket om opstramninger med moralisme og en idé om, at de politiske modstandere var ringere mennesker. Dermed gjorde de livet nemt for regeringen, som kunne stramme reglerne, herunder vilkårene for familiesammenføring. Det ramte også mange danske statsborgere, som havde fundet kærligheden i udlandet. En pointe, som Steenberg slår fast med en række kapitler i den blødere skrifttype, hvor han interviewer forskellige personer, der på den ene eller anden måde er ramt af reglerne. De fleste ville nok finde det svært at se disse mennesker i øjnene og forklare, hvorfor de ikke må leve sammen.

Og det har Steenbergs politiske modstandere da også så vidt muligt undgået, skriver han i en gennemgang af debatten om gennem 00erne: De har ignoreret konsekvenserne for danske statsborgere, fordi de ville ramme særligt muslimerne. Til gengæld har hans eget parti hele vejen igennem haft »et stærkt fokus på danske statsborgeres rettigheder«, som han skriver om sin tidligere partileder Marianne Jelved, selvom pegefingeren nogle gange var måske lige vel løftet.

Her kan man godt undre sig en anelse over Steenbergs hensigt, som ifølge bogen er at overbevise de politiske modstandere om den sunde, radikale fornuft. Til det formål gennemgår Steenberg en debat, som disse politiske modstandere har haft med Radikale Venstre i de seneste 20 år, suppleret med en række casehistorier. Argumenterne fra begge sider er i den forstand hørt mange gange. Måske er de bare uenige, selvom det er svært ikke at få ondt af dem, der bliver ramt?

MEN HVEM VED? Måske lader flertallet sig alligevel overbevise denne gang om, at den radikale politik er en tilpas blanding af stramt og blødt. Mod bogens afslutning kommer Steenberg i hvert fald med et konkret bud på en pragmatisk politik for familiesammenføringer – som han mener, at Radikale Venstre burde have formuleret for længe siden.

Meget vil han beholde, som det er i dag, eksempelvis krav om selvforsørgelse og integration. Men han peger også på en række lempelser af både reglerne for permanent ophold, statsborgerskab og familiesammenføring: Uddannelse bør tælle på lige fod med beskæftigelse; permanent ophold bør kunne opnås efter seks og ikke otte år; og folk, der er født i Danmark og har gået i folkeskole, bør automatisk få statsborgerskab.

Derudover vil han fjerne alle integrationskrav før familiesammenføringen, forskellige gebyrer og kravet om en bank­garanti på 100.000 kroner. Han vil også skrue på beskæftigelseskravet og 24-årsreglen, som han vil gøre »fleksibel«, ved at yngre par, som har været kærester i mere end ét år, kan få lov til at bo sammen i Danmark.

»Jeg er fortaler for, at folk skal have en chance, og så må man efterfølgende smide folk ud af fællesskabet, hvis ikke de kan leve op til de krav, normer og regler, vi stiller dem,« formulerer han selv sin politik.

Fornuftigt? Måske. Men samtidig præsenteret med vanlig, radikal selvbevidsthed som noget nær en moralsk nødvendighed, modsat flertallets »skøre«, »groteske« og »krænkende« politik. Det svarer vel lidt til at sige: Kære idioter, vil I ikke nok stoppe med at være nogle idioter? Og den slags har idioter det med ikke at lytte til.

Side 3