Radikalt. »Det har rystet mig helt ind i hjertekulen og rygmarven, mere end noget andet, faktisk.« Marianne Jelved om sejre og nederlag, om overgrebet på lærerne, om Morten Østergaard og naturligvis om udlændingepolitikken.
Jelveds arv
De radikale triumfer og elendigheder kan opgøres på mange måder. Man kan for eksempel sætte sig til at tælle antallet af år, partiet har siddet i regering siden folketingsvalget i 1987. Opgjort på den måde gik det forrygende godt de første mange år, siden gik det ringere. Frem til det lille systemskifte i 2001 sad De Radikale næsten hele tiden i regering. Herefter er det kun blevet til knap fire år fra 2011 til 2015, og hvad værre er: Der er ingen udsigt til, at nogen vil invitere partiet med ind i nogen regerings pæne stuer igen.
Ikke Socialdemokratiet, som siden 2018 har frabedt sig radikal assistance med at fylde regeringskontorerne, og ikke blå blok, som knap kan tåle at ses offentligt sammen med en radikal. De Radikale er ikke stuerene, de har overtaget det stempel, Poul Nyrup satte på Dansk Folkeparti i 1999. Jeg ser på Marianne Jelved efter således venligt at have diagnosticeret Det Radikale Venstres elendigheder.
Del:
