Forløsning. Bag råbene og det tatoverede ydre gemmer sig en sårbarhed og et ønske om at lave musik, der stikker i mange retninger. Musiker Selma Judiths debutalbum er ét skridt væk fra individet og ét nærmere fællesskabet.
Væbnet med vrede
Foto: Kasper Løftgaard Kasper Løftgaard
Når vi står ved en skillevej i livet, er skridtet i en ny retning svært at tage, fordi vi er nødt til at give slip på det, vi kommer fra. Den, man var; eller i hvert fald troede, man skulle være. Derfor kan det, for den uindviede, virke en kende mærkværdigt, at Selma Judith for et par år siden ville væk fra det, hun havde kurs mod. Med den roste debutsingle, »Kind of Lonely«, samarbejder med stjerner som MØ og Aaron og Bryce Dessner fra gruppen The National plus musiknomineringer og -priser lå verden tilsyneladende åben.
Men da hun var ved at lave den ep, man som ny musiker jo skal lave, når det går godt, opstod tvivlen og ikke mindst spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi gerne vil? Ep’en manglede retning. Den var ved at blive en gentagelse af en allerede vellykket form. Der var noget, som ikke fungerede, og efter en mindre krise droppede hun ep’en. En eftermiddag spillede vennen og den musikalske makker Mikkel Kjær Hansen et klaverstykke for hende. Et stykke, hun intuitivt sang indover.
Del:
