Manipulation. Danskerne skal opdrages til at sortere deres affald finere og finere. Det er ikke nok at gøre det nemt eller true med straf, siger forskere: Det handler om at ændre vores opfattelse af, hvad der er normalt.

Almindeligt skrald findes ikke

<p>Fremover skal vi sortere vores affald i ti kategorier: mad, metal, glas, plast, papir, pap, tekstil, drikke- og fødevarekartoner, restaffald og farligt affald. Foto: Tobias Nicolai</p> Foto: <p>Fremover skal vi sortere vores affald i ti kategorier: mad, metal, glas, plast, papir, pap, tekstil, drikke- og fødevarekartoner, restaffald og farligt affald. Foto: Tobias Nicolai</p> Foto:
Fremover skal vi sortere vores affald i ti kategorier: mad, metal, glas, plast, papir, pap, tekstil, drikke- og fødevarekartoner, restaffald og farligt affald. Foto: Tobias Nicolai
Almindeligt skrald findes ikke Af Louise Fogh Hansen

Manuskriptforfatter Adam Price er blevet rigtig god til at sortere affald. Han skyller endda mayonnaisen af takeaway-emballagen, før den ryger i plastspanden, fortæller han i et interview i Politiken, som på nettet fik overskriften: »Nu har jeg lært det, nu kan jeg være frelst«.

Ikke alle er lige så dydige som Adam Price, men det skulle vi gerne blive. En dansker smider omkring 800 kilo husholdningslignende affald ud om året, og fremover skal det fordeles i ti kategorier i en gennem årene finere og finere sortering. Borgerne skal vænne sig til at smide æbleskrog, chipsposer og makreldåser i hver sin spand, og derfor er kommuner og affaldsselskaber nu i færd med at afprøve, hvordan man bedst får dem til at makke ret. For er det ros eller skældud, der giver de bedste resultater? Klimaappel eller bekvemmelighed? For eksempel har 2.000 hjem i Odense testet sorteringsordninger, mens 12 familier i Skanderborg Kommune har gennemgået restaffald med en affaldskonsulent og fået data om deres skrald.

Foto: Tobias Nicolai
Foto: Tobias Nicolai

»Vi er ikke interesseret i, at der er nogle få individer, som udmærker sig ved at sortere deres affald. Vi er interesseret i, at alle sorterer deres affald,« siger Lina Katan.

Hun er uddannet sociolog, specialkonsulent i Dansk Affaldsforening og i gang med en erhvervs-ph.d. om familiers affaldssortering i hverdagen. 12 familier, seks i København og seks i Vejle, har hun interviewet og observeret for at undersøge, hvilken strategi der mest effektivt leverer velsorteret skrald i samtlige kategorier. Lina Katan påpeger, at affald ikke egner sig til social positionering, fordi vi er for ligeglade med det til at ville konkurrere.

»Alle dem, som ikke er særlig optaget af sortering i deres hverdag, ville ikke engang lægge mærke til, at der var nogle, der var vildt gode til at sortere. Det er ikke en måde at løfte flertallet på, for så investerede er vi ikke i den del af vores hverdag.«

Det er sådan set en af de helt store udfordringer – at affald aldrig er det vigtigste i verden.

»Affald er jo altid noget, som kastes af andre aktiviteter, som har vores primære opmærksomhed. Vi er altid mere optagede af det måltid, vi er i gang med at tilberede, end vi er af det affald, tilberedningen kaster af sig,« siger Lina Katan.

Derfor gider vi heller ikke læse pamfletter eller skilte på affaldsbeholdere.

»Som borger har man meget begrænset opmærksomhed. Det er langtfra alle, der sætter sig ned og læser en hel vejledning om sortering,« konstaterer Kristoffer Ravnbøl, antropolog og partner i rådgivningsvirksomheden Naboskab, som har specialiseret sig i forholdet mellem mennesker og affald og løst opgaver for omkring 30 kommuner og affaldsselskaber spredt ud over landet, fra København til Sønderjylland.

Kvinder tager opgaven

I 2030 skal Danmark genanvende 60 procent af husholdningsaffaldet, og i 2035 skal vi nå op på 65 procent. I dag er det halvdelen af husholdningsaffaldet, der indsamles til genanvendelse – og de kommende mål handler vel at mærke ikke om mængderne, der indsamles, men hvor meget der reelt bliver genanvendt.

Den første juli i år tog en million danskere hul på sortering af affald i ni grupper: mad, papir, pap, glas, metal, plast, kartoner fra mad og drikke, farligt affald og restaffald.

Det er borgerne i de ni kommuner, der blev klar til tiden, mens de resterende 89 har fået lov til at vente til udgangen af 2022. Mange kommuner har ikke kunnet nå at skaffe nye beholdere og skraldebiler, mens andre stadig er bundet af gamle udbudsordninger. Den tiende kategori – tøj og tekstiler – er udskudt til 2023.

Man har eksperimenteret med at placere containeren til småt brændbart midt inde på pladsen, så alle kan se én.

Kristoffer Ravnbøl, antropolog

Nogle af affaldstyperne sorterer vi allerede helt upåklageligt: Glas og papir har borgerne helt styr på, mens nyere kategorier som metal, plast og madaffald endnu mangler det brede gennembrud.

I flere år har danskerne udtrykt stor opbakning til affaldssortering i den ene undersøgelse efter den anden. Det er ikke motivation, der mangler. Men når affaldsselskaber får lavet analyser af det faktiske indhold i skraldespanden, står det klart, at vi langtfra altid udlever de gode intentioner. Sortering er besværligt, endnu ikke en vane og i konkurrence med tusind andre ting, vi hellere vil bruge vores tid på.

Foto: Tobias Nicolai
Foto: Tobias Nicolai

Der er selvfølgelig nogle, der tager opgaven mere seriøst end andre. Det er især kvinder. Sorteringen foregår i køkkenet, og det er typisk madlavning, der genererer de affaldstyper, som nu skal sorteres: kartoffelskræller, konservesdåser og plastikbakker fra kød for eksempel.

»Når det kommer til madlavning og affaldssortering, så er det i meget høj grad kvinden i hjemmet, der gør det – det kan vi se. Mændene er generelt dårlige til at sortere,« siger Kristoffer Ravnbøl.

Ifølge en kortlægning af holdninger til affaldssortering fra 2013 kan befolkningen inddeles i fire grupper: Der er 30 procent idealister, der sorterer alt, hvad de kan. 23 procent vil gerne sortere, men oplever barrierer i hverdagen og ville ønske, det var nemmere. 36 procent er pragmatikere, der gør, hvad de bliver bedt om, men heller ikke mere. Og 12 procent er ligeglade. Hvor kvinder dominerer de to mest sorteringsvillige grupper, er der flest mænd blandt de ligeglade og pragmatikerne. Rapporten bemærker, at den ligeglade mand relativt ofte danner par med en kvinde af den idealistiske type, som derfor hiver husstandens affaldsindsats op.

Kristoffer Ravnbøl vil mene, at befolkningen har rykket sig siden 2013, og at der i dag er flere, som er motiveret og drevet af den grønne dagsorden.

»Der er jo et momentum nu, hvor der er så stor interesse for miljø og klima,« siger han.

Klima er dog ikke det store trumfkort ifølge Lina Katan.

»Jeg spørger mine deltagere, hvorfor de tror, vi skal sortere. Og så begynder de at snakke om hybridbiler og henkastet affald, plastic i havet og flytrafik,« fortæller hun.

»Der er virkelig mange aktører, som gerne vil fortælle borgerne, at de skal gøre noget for klimaet, de bliver bombarderet med de her budskaber, og de kan ikke adskille dem fra hinanden.«

Affaldsskakten lokker

I dag opfatter mange sorteringen af plast, metal og mad­affald som en ekstra indsats, man kan yde, hvis man orker det: Når det lykkes, er det godt, men når det glipper, er det okay.

»Vi skal have ændret indstillingen om, at sortering er en ekstra indsats, vi gør ud over det normale. For så længe vi opfatter det som noget ekstra, vil det være acceptabelt at falde tilbage på det, vi opfatter som normalt, også selvom vi mener, at noget andet havde været rigtigere,« siger Lina Katan.

»Så skal du nå ud ad døren til tiden, der er nogle børn, der er sure og sultne, eller du har gæster, og du vil helst ikke være væk fra dem for længe. Der er alle mulige sammenhænge, hvor man lige springer over, hvor gærdet er lavest. Og det opfattes som okay. Det ville ikke på samme måde være okay, hvis det var papir eller glas, man stod med i hænderne, fordi den vane er kørt ind, sortering er det normale at gøre med den slags affald.«

I Vejle er den almindelige skraldespand så godt som uddød i sproget.

Line Katan, sociolog

Én måde er selvfølgelig at gøre sorteringen så let som muligt. Derfor er det afgørende at få borgeren til at installere en eller anden form for sorteringssystem i sit hjem.

Foto: Tobias Nicolai
Foto: Tobias Nicolai

»Dem, der har indrettet et sorteringssystem i deres køkken, uanset om det er nogle spande under vasken, et hjemmelavet posesystem, eller de har købt en designet løsning, det er dem, der sorterer bedst. Det er det afgørende, frem for hvor motiveret man er, hvor meget viden man har, eller hvor miljøbevidst man er,« siger Kristoffer Ravnbøl.

Københavns Kommune har for eksempel indført en tilskudsordning til sorteringssystemer, som mange boligforeninger søgte på vegne af beboerne, og det gav gevinst:

»Man kunne se effekten i affaldsanalyser, hvor man så på, hvor meget restaffald, der var i foreningerne, og hvor meget der var i de genanvendelige fraktioner,« fortæller Lina Katan.

Sorteringssystemer fremmer altså den rigtige adfærd – men det er lige så vigtigt at fjerne tilskyndelsen til den »forkerte« adfærd, og i tilfældet affald i boligforeninger er det affaldsskakten, der lokker.

»Du kan sige til borgerne: Mulighed A: Du smider bare alt lortet ned i det her hul, eller Mulighed B: Du skal sortere det hele i fem fraktioner, gå ned fra tredje sal og 200 meter ud i gården i regnvejr og fordele det i forskellige beholdere. Hvis det er de valgmuligheder, man står over for som borger, så tager man den lette løsning,« siger Kristoffer Ravnbøl.

Kun få kommuner benytter sig af strafgebyrer ved grove forsømmelser, og dem, der gør, tager sjældent sanktionen i brug. Men man kan godt spille på trangen til at passe ind i fællesskabet og undgå misbilligende blikke – det har virket på genbrugspladser, hvor kategorien »småt brændbart« blev brugt til alskens ting, der ellers kunne være blevet genanvendt:

»Så har man eksperimenteret med at placere containeren til småt brændbart midt inde på pladsen, så alle kan se én. Og det betød, at folk smed færre ting derind, som ikke skulle derind,« fortæller Kristoffer Ravnbøl.

Helt normalt

Det bliver aldrig lige så let at smide sine ting i fem forskellige beholdere som blot at kyle alt ned i affaldsskakten. Det er dog heller ikke nødvendigt, for der findes en anden faktor, som trumfer bekvemmelighed.

»Spørgsmålet om, hvor besværligt det er, kommer næsten ikke op, når man taler om de typer affald, hvor det bare er en selvfølge, at det skal sorteres,« siger Lina Katan.

»Jeg har nogle deltagere, som påtager sig et afsindigt stort besvær for at komme af med deres papiraffald på den rigtige måde, samtidig med at de modsætter sig at sortere deres plastic og i nogen grad metal, som overhovedet ikke ville være mere besværligt.«

Foto: Tobias Nicolai
Foto: Tobias Nicolai

Den observation leder til Katans bedste bud på en succesfuld strategi: Affaldssortering skal gøres normalt. Det skal ikke være en særlig indsats eller en klimabevidst handling, det skal bare blive den helt almindelige måde at skaffe sig af med sit skrald på. For så føles det ikke besværligt, og man undgår, at borgeren slækker på indsatsen i travle perioder. Normalisering vil give et stabilt leje for borgernes indsats, hvilket kan ses i de typer affald, der længe er blevet sorteret. Lina Katan nævner Vejle Kommune som eksempel – her har borgerne sorteret madaffald i 30 år. Kommunen opfandt sit eget Vejle-stativ til to skraldeposer, som også fik den effekt, at vejlenserne kun sjældent omtaler restaffaldsspanden som »den almindelige skraldespand«:

»Det stativ hænger nærmest i alle vejlensiske hjem, og i Vejle er den almindelige skraldespand så godt som uddød i sproget. Det hører jeg dem meget sjældent sige, de taler om den grønne og den sorte, og det refererer til farven på de poser, som kommunen i sin tid udleverede sammen med stativet. Det er de stoppet med, men retorikken findes stadig og peger på en afnormalisering af restaffaldsspanden som den eneste almindelige,« siger Line Katan.

Derfor er det vigtigt, at vi støder på fem affaldsspande i stedet for en enkelt så mange steder som muligt og ikke bare i hjemmet: på arbejdspladsen, på togstationen, på gadehjørnet. For hver gang, det sker, sender det et signal om, hvad der er det normale at gøre – at sortere! Det ville også hjælpe med piktogrammer på al emballage – ikke kun for at guide borgeren til den rette affaldsspand, men for at udtrykke det selvfølgelige ved sortering. Endelig vil det gøre de nye vaner meningsfulde, at vi begynder at bruge produkter af genanvendte materialer i hverdagen og på den måde kan se frugten af arbejdet.

Men det kræver, at det bliver mere attraktivt for producenterne at fremstille varer af for eksempel genanvendt plast, og den opgave overstiger trods alt borgerens formåen og ligger hos politikerne. Generelt vil Lina Katan gerne løfte blikket fra det enkelte hjem og se på samfundet som helhed:

»Vi kan ikke kun fokusere på borgerne, vi er nødt til at gå til det her som et samfundsmæssigt anliggende. For vi skal ændre den samfundsmæssigt forankrede forståelse af, hvad der er normalt at gøre med sit affald.«

Side 54