KURT Westergaard sov stille ind efter et længere sygdomsforløb. Ikke normalt en opsigtsvækkende konstatering om en mand på 86, men i hans tilfælde er omstændighederne glædelige. Han overlevede flere mordforsøg og trodsede både fatwaer og dusører på sit hoved. Han levede et langt og begivenhedsrigt liv, som – på trods af de sidste 16 års besværligheder – fremstår som en lang næse til dem, der drømte om at gøre en ende på ham tidligere. Westergaards død giver anledning til at spørge, hvorfor det netop var ham, der kreerede den tegning, der definerede en global debat om ytringsfrihed, demokrati og religion.
WESTERGAARD var offer for tilfældet, lyder det i nekrologerne; en undseelig, godmodig mand, uideologisk af natur, der udførte opgaven, da redaktøren bad ham tegne profeten. En bladtegners normale dag på kontoret. Men det er ikke helt retvisende, for Westergaard havde et formål med sine streger. Han opfattede sig selv som kulturradikal, og netop den kulturradikale bevægelse, med sit udspring i mellemkrigstiden, definerede sig som frisindet og frigjort fra traditionsbundne og religiøse forestillinger, som man udfordrede med ord, musik og billeder. Religionskritik og antiklerikalisme var bevægelsens grundstamme, og det var naturligt for Westergaard at gå i rette med det mest magtfulde religiøse dogme i vor tid: islams profet. Eller rettere: med de kræfter, der myrder i religionens navn. Set sådan, for en »kulturradikal halv-hippie«, som han kaldte sig, var det en almindelig dag på kontoret dengang i september 2005.
FREMMANEDE hans tegning krænkelser, der kun kunne lindres ved at slå ham ihjel, var det et kendt fænomen. Tænk på Salman Rushdie og Theo van Gogh. Ideen med muhammedtegningerne var netop at kaste lys på det uhyrlige faktum, at udstillinger, forestillinger, film og bøger blev lukket af angst for vold. Det rystende var, at så mange ignorerede den virkelighed. Berlingske skrev om den »unødvendige provokation« og »kampagne«, ja, Jyllands-Posten var vel »stor nok til at klare sagen selv«, Politiken talte om en »provokation, der afslørede primitive opfattelser« hos Westergaard og de andre tegnere. Information skrev om et »mediestunt, hvis begavelsesniveau ikke ligger meget højere end en opfordring til rituel afbrænding af nationalflag«. Måske skribenterne bag disse ord skammer sig i disse dage.
YTRINGSFRIHEDENS funktion er at være demokratiets åndedræt, og dens vigtigste forvaltere svigtede. De kunne ikke udholde, at god satire er som et syrebad, der afslører virkelighedens modsætninger, og de kunne ikke forstå, at den brillante satiretegning rummer flere perspektiver. På den måde var Westergaards tegning en lærestreg. Den voldelige reaktion synes at forvandle tegningens udtryk: Profeten, der allerede fremstod med en vis værdighed i Westergaards streg, så nu mindre vred end skuffet ud, den blev metafor for den kontekst, den selv indgik i. Som den amerikanske tegner Art Spiegelman sagde, burde alle aviser i den demokratiske verden have trykt tegningen og diskuteret dens perspektiver.
PARADOKSALE og modsætningsfulde var også reaktionerne: Det var højrefløjen, der hyldede Westergaard, selv om han selv refererede til venstrefløjens ubehag ved autoriteter og formaninger fra oven. Og det blev Anders Fogh, der forfægtede påstanden om religionskritik som den væsentligste del af ytringsfriheden – indtil også han løb fra principperne. Store internationale medier snakkede sort, når de skulle forklare, hvorfor de ikke bragte hans tegning. I dag er det blevet tydeligt for de fleste, at Westergaard var offeret, og at selvcensuren i medierne skyldes frygt. Man skulle tro, det afstedkom genstridigt raseri – i medier, blandt politikere, i alle demokratiets institutioner. Men nej, elendigheden besvares af et lidt ærgerligt skuldertræk.
SKRØBELIGHED og nervøsitet er mest udbredt på den selvsamme venstrefløj, der hånede Kurt Westergaards tegning. Situationen er på mange måder værre end for 16 år siden. Satiretegninger er alle dage forsøgt begrænset og inddæmmet, og da amerikanske medier mørklagde Westergaards tegning, konstaterede flere amerikanske tegnere, at det var en del af en tiltagende nervøsitet over satirens provokerende og splittende natur. I dag handler det blot ikke kun om islamkritik i satireform, men om satiretegninger overhovedet. Store amerikanske medier har helt droppet at have dem – af hensyn til følsomme læsere af alle slags. Og den politiske kultur i det meste af den vestlige verden er optaget af det, der samler befolkningerne. Det, der splitter og deler, bliver helst talt ned og ignoreret. Spørgsmålet er, om vi, selv i dag, virkelig har forstået historien om Kurt Westergaards tegning. Salman Rushdie sagde som reaktion på tegningen, at »et pluralistisk samfund må lære at tackle alt det, der deler os, også når det er ubehageligt«. Det er vigtigere end nogensinde.
