Lyden af sommer kan for nogle være tennisboldenes dumpe brag fra Wimbledon i tv eller Tour de France-feltet, der bliver kommenteret op ad bjergsider og gennem småbyer direkte fra skærmen. For mit vedkommende blev den mest markante skærmlyd i juli de gigantiske sværdslag, der udfoldede sig i surround sound fra storskærmen i det lejede sommerhus i Tisvilde.

Jeg er håbløst bagud, når det gælder kampscener, men fik lejlighed til at overvære hele trilogien Hobbitten efterfulgt af trilogien Ringenes Herre. Trolde, elvere og orker for fuld udblæsning i samfulde 18 timer.